Et nyt liv efter stress/angst/depression

• Først kort om min historie. Før børn har jeg haft depressioner flere gange. Mest alvorligt var jeg indlagt med stress/angst/depression og blev fulgt i tiden efter. Jeg har været ude af systemet og behandling siden 2009. Jeg har taget en uddannelse; men kan ikke arbejde fuld tid uden at få stresssymptomer. Jeg arbejder pt på nedsat tid som lærer. Jeg elsker mit job; men jeg overvejer meget om det er et job der passer min sårbare profil

.. Jeg føler mig som mellem to stole: for velfungerende til flexjob, ikke behandlingskrævende; men samtidigt er jeg ikke 100% arbejdsdygtig, jeg skal hele tiden prioritere mine kræfter. Melder meget fra i sociale sammenhænge osv. 

Jeg fik en ptsd diagnose i 2007.

min mand og jeg flyttede fra et dyrt hus i hovedstadsområdet til et billigere hus 1 time fra kbh. Jeg troede jeg ville kunne arbejde mere; men så stresset som jeg føler mig nu på nedsat tid så ved jeg ikke. Derfor overvejer vi at flytte "rigtigt" på landet feks Lolland til et meget billigt hus, så vi kan klare os hvis jeg ikke kan arbejde i en periode. Men det betyder at vi skal starte forfra med netværk børnenes venner og alt det andet der følger med. Vi kan ikke bo i vores nuværende hus med kun en indkomst. 

Og jeg tvivler meget på at jeg er syg "nok" til fleksjob eller anden hjælp fra det offentlige fordi jeg har klaret mig uden for systemet i mange år efterhånden.

hvad gør man? Er der nogen i samme situation som mig mellem to stole? 

Hvor kan man evt flytte hen i et fællesskab? Økosamfund el lign.

kh

Anonym skriver:

.. Jeg føler mig som mellem to stole: for velfungerende til flexjob, ikke behandlingskrævende; men samtidigt er jeg ikke 100% arbejdsdygtig, jeg skal hele tiden prioritere mine kræfter. Melder meget fra i sociale sammenhænge osv. 

Jeg fik en ptsd diagnose i 2007.

min mand og jeg flyttede fra et dyrt hus i hovedstadsområdet til et billigere hus 1 time fra kbh. Jeg troede jeg ville kunne arbejde mere; men så stresset som jeg føler mig nu på nedsat tid så ved jeg ikke. Derfor overvejer vi at flytte "rigtigt" på landet feks Lolland til et meget billigt hus, så vi kan klare os hvis jeg ikke kan arbejde i en periode. Men det betyder at vi skal starte forfra med netværk børnenes venner og alt det andet der følger med. Vi kan ikke bo i vores nuværende hus med kun en indkomst. 

Og jeg tvivler meget på at jeg er syg "nok" til fleksjob eller anden hjælp fra det offentlige fordi jeg har klaret mig uden for systemet i mange år efterhånden.

hvad gør man? Er der nogen i samme situation som mig mellem to stole? 

Hvor kan man evt flytte hen i et fællesskab? Økosamfund el lign.

kh

Jeg er også lærer og psykisk sårbar. Jeg elsker at undervise og føler at jeg er god til det, men har samtidig rigtig svært ved at rumme alle de indtryk man får i et arbejde med menneske og "gang i den". Jeg har desuden svært ved at lægge arbejdet bag mig når jeg kommer hjem. Kan om aftenen ligge og koge suppe på de småbitte konflikter mv. Der har været i løbet af arbejdsdagen. Pt. Går jeg hjemme da jeg sagde op efter endt barsel med nr. To. Vi bor forholdsvis billigt og har sparet lidt op så kan klarer den lidt endnu. Men så må jeg også igang igen. Jeg tror ikke man kan gøre så meget andet end at indrette sit liv efter det. Vi bor f.eks. I en lille 3 vær. Med 2 børn. Det er ikke drømmen, men hellere det end at gå ned med stress og udvikle depression. Kan dog være svært i forhold til manden, da hans drømme om eget hus mv. Ikke er muligt med en kone som jeg. Det er dog ikke noget han siger. Held og lykke til dig

Jeg har i en årrække kæmpet med depression og er tidligere diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse. I dag er jeg 100% velfungerende, så længe jeg husker at passe på mig selv.

Jeg blev ramt allerede i teenageårene og har derfor tidligt været klar over, at jeg har nogle udfordringer. Den første uddannelse jeg forsøgte mig med passede slet ikke til mig, og jeg gik helt ned på tredje semester. Da jeg så skulle vælge uddannelse igen, var jeg meget opmærksom på, at det skulle være noget, jeg kunne holde til - bl.a. duer jeg ikke til at arbejde med mennesker. Jeg har ellers haft både lærer- og socialrådgiver uddannelsen oppe og vende, men i praksis ved jeg godt, at jeg aldrig ville trives i det, da jeg engagerer mig alt for meget på det personlige plan og altid ville tage mit arbejde med hjem.

Det lykkedes mig at vælge den helt rigtige uddannelse, og i dag har jeg et fuldtidsjob som jeg virkelig trives med. Jeg sidder med selvstændige opgaver, som jeg kan løse i mit eget tempo og kan altid tage en pause, når jeg har brug for det. Jeg har flekstid og mulighed for at arbejde hjemme nogle timer hver uge, og så har jeg nogle virkelig gode kollegaer. Og så er der bare minus stress, da der altid er sat rigeligt tid af til hver opgave.

For nogle år siden troede jeg ikke, at jeg nogensinde ville blive i stand til at arbejde fuld tid, men jeg har fundet ud af, at med den rigtige type job kan jeg godt. Fordi jeg ikke bruger kræfter på at være på arbejde, men rent faktisk nyder det.

I forhold til det private, så har jeg en kæreste, der er rigtig meget på herhjemme, og ved hvor meget det betyder for mig, at få pauser i løbet af dagen. Jeg vil tro, at han klarer 2/3 af det praktiske med hjem og barn, for som han siger, så er det bare så vigtigt for hele familien at jeg har det godt. Ham har jeg været meget heldig med.

Og så er jeg generelt blevet rigtig god til at tænke over, hvordan jeg bruger mine energi, og siger ofte nej til ting, jeg egentlig ikke orker at deltage i.

Tak for dit svar eg tænker også ift mit job at der er "for meget", man skal forholde sig til som lærer: relationer til elever, kolleger, ledelse, forældre, forberedelse, undervisning, rette opgaver osv osv. Jeg føler mig tit og ofte som kørt over af en damptromle når der har været meget på jobbet. 

Må jeg spørge, hvad din bye uddannelse og job er? Bare sådan i overordnede vendinger? 

Jeg har altid arbejdet i jobs, hvor relationer har været i højsædet, og jeg er helt blank på, hvad jeg så ellers kan lave.

Heksemutter skriver:

Jeg har i en årrække kæmpet med depression og er tidligere diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse. I dag er jeg 100% velfungerende, så længe jeg husker at passe på mig selv.

Jeg blev ramt allerede i teenageårene og har derfor tidligt været klar over, at jeg har nogle udfordringer. Den første uddannelse jeg forsøgte mig med passede slet ikke til mig, og jeg gik helt ned på tredje semester. Da jeg så skulle vælge uddannelse igen, var jeg meget opmærksom på, at det skulle være noget, jeg kunne holde til - bl.a. duer jeg ikke til at arbejde med mennesker. Jeg har ellers haft både lærer- og socialrådgiver uddannelsen oppe og vende, men i praksis ved jeg godt, at jeg aldrig ville trives i det, da jeg engagerer mig alt for meget på det personlige plan og altid ville tage mit arbejde med hjem.

Det lykkedes mig at vælge den helt rigtige uddannelse, og i dag har jeg et fuldtidsjob som jeg virkelig trives med. Jeg sidder med selvstændige opgaver, som jeg kan løse i mit eget tempo og kan altid tage en pause, når jeg har brug for det. Jeg har flekstid og mulighed for at arbejde hjemme nogle timer hver uge, og så har jeg nogle virkelig gode kollegaer. Og så er der bare minus stress, da der altid er sat rigeligt tid af til hver opgave.

For nogle år siden troede jeg ikke, at jeg nogensinde ville blive i stand til at arbejde fuld tid, men jeg har fundet ud af, at med den rigtige type job kan jeg godt. Fordi jeg ikke bruger kræfter på at være på arbejde, men rent faktisk nyder det.

I forhold til det private, så har jeg en kæreste, der er rigtig meget på herhjemme, og ved hvor meget det betyder for mig, at få pauser i løbet af dagen. Jeg vil tro, at han klarer 2/3 af det praktiske med hjem og barn, for som han siger, så er det bare så vigtigt for hele familien at jeg har det godt. Ham har jeg været meget heldig med.

Og så er jeg generelt blevet rigtig god til at tænke over, hvordan jeg bruger mine energi, og siger ofte nej til ting, jeg egentlig ikke orker at deltage i.

Åh, gad godt at have sådan et arbejde. Må man spørge hvilket felt du er indenfor? 

Tak for dit svar eg tænker også ift mit job at der er "for meget", man skal forholde sig til som lærer: relationer til elever, kolleger, ledelse, forældre, forberedelse, undervisning, rette opgaver osv osv. Jeg føler mig tit og ofte som kørt over af en damptromle når der har været meget på jobbet. 

Må jeg spørge, hvad din bye uddannelse og job er? Bare sådan i overordnede vendinger? 

Jeg har altid arbejdet i jobs, hvor relationer har været i højsædet, og jeg er helt blank på, hvad jeg så ellers kan lave.

 

 

Jeg er uddannet multimediedesigner og arbejder som frontend-udvikler i et webbureau.

Hvilket i praksis betyder, at jeg sidder foran en computer og koder alt det "man kan se" - farver, knapper, bokse o.s.v.

Det var ret tilfældigt, at det lige blev den uddannelse jeg startede på, men jeg er helt utrolig glad for det, da det både er udfordrende og kreativt.

Jeg har altid været glad for, at lave håndarbejde og drømt om at kunne leve af det og jeg synes faktisk at jeg er kommet ret tæt på. Når jeg starter på en opgave, ved jeg hvordan det færdige resultat skal se ud (jeg laver ikke design, det er bestemt på forhånd), og så har jeg nogle forskellige teknikker jeg kan bruge, til at komme derhen. Det kræver ret meget nørkleri, og nogle gange er man nødt til at pille det hele op igen og starte forfra. Ikke så meget anderledes end at strikke en sweater eller sy et par bukser, det foregår bare på computeren.

Sammenligningen står dog helt for egen regning. Det er et ret mandsdomineret fag, og jeg tvivler på at mændende vil være enige i, at det de laver næsten svarer til at sidde og sy eller strikke hele dagen 

Anonym skriver:

Åh, gad godt at have sådan et arbejde. Må man spørge hvilket felt du er indenfor? 

Se ovenstående indlæg 

Tak Heksemutter det er godt at få noget inspiration, jeg tror nemlig også at jeg skal noget andet end undervisning  Men jeg må finde min egen vej - er slet ikke kreativ desværre.