Først SA, og nu Mola :'( (langt)

I vores første forsøg på at lave en baby blev jeg gravid, jeg forstod slet ikke jeg var blevet gravid så hurtigt og turde ikke rigtigt tro på det. Graviditeten endte i en SA, alt gik "fint", kom id som det skulle og min cyklus fandt hurtigt sig selv igen. Der gik et par måneder, vi tog det stille og roligt og i november testede jeg positiv igen. Vi fik en henvisning til en trykhedsscanning som vi var til i uge 6+, men det eneste man kunne se var en Tom fostersæk, størrelsen svarede til 5+, jeg kunne slet ikke holde mine tåre tilbage og var sikker på det ville ende galt igen, men gynækologen lød "optimistisk" og sagde at det jo stadig var meget tidligt osv. Og vi gik hjem med en ny tid i starten af januar.
Ugen efter fik jeg målt mit hcg tal der først var på ca. 12000, og 4 dage efter 16000, jeg var nu sikker på at vi ville miste igen da det var steget så lidt. Men min læge var positiv og sagde at det var flot det var steget, og jeg skulle slappe af og nyde julen, og vente med at stille flere spørgsmål til jeg talte med gynækologen igen for "vi er jo altså kun almene praktiserende læger, så slap nu af"... Ja tak for den.....
Nå men dagen kom hvor jeg skulle scannes igen, og jeg var på dagen 9+0, jeg havde egentlig på forhånd indstillet mig på at der ikke ville være noget at se, og at det nok var gået til.. Gynækologen begyndte at scanne, og på skærmen dukkede en masse runde "kugler" op. Han sagde der intet foster var at se, men at det var mola, MOLA?! jeg havde aldrig hørt om det før, og godt nok havde jeg ikke regnet med at skulle ind og se et levende foster med hjerteblink, men jeg havde godt nok ikke regnet med at skulle ind og have afvide at jeg var blevet ramt af noget der rammer 1 ud af 1000. Jeg kunne slet ikke stoppe med at græde igen, og fik en henvisning i hånden og besked på at kører på hospitalet med det samme.
På hospitalet tog de imod mig med det samme og jeg fik taget blodprøver, blodtryk, gynækologisk undersøgelse og scannet. Det var så syrealistisk, alting gik så hurtigt og jeg var så ked af det igen var gået galt for os. Jeg tog hjem med besked om at møde fastende morgenen efter til en udskrabning.
Om morgenen fik jeg smertestillende, kvalmestillende og to andre piller til at blødgøre min livmoderhals, hold nu op hvor fik jeg ondt! Der gik heldigvis ikke mere end et par timer før jeg blev kørt til operationsstuen. Indgrebet tog ikke mere end ca. 15 min. så var jeg tilbage. Helt opløst af tårer, jeg fik hurtigt lov til at komme hjem.
Det er gået så hurtigt det hele, og mentalt tror jeg stadig jeg er helt med endnu. Fra at gå fra håbet om en lille spire, til at få det hele suget ud af mig på under 24 timer er slet ikke til at forstå. Jeg føler mola'en har lavet en "overgreb" på min krop.
Og nu skal jeg så have taget blodprøver en gang om ugen til mit hcg tal er i 0 igen. (I torsdags før udskrabningen var det på 60.000) og med i værste tilfælde et år før vi må begynde på PB igen. Håber virkelig ikke der kommer til at gå så lang tid. Håber det hele kommer til at gå som det skal nu og mit hcg "hurtigt" forsvinder igen. Jeg vil bare gerne have det her ud af min krop og have det overstået. Jeg syntes godt nok det er svært det hele lige nu......

Lige før udskrabningen får jeg også afvide at jeg er rhesus negativ, og får en sprøjte med anti-D, så nu sætter det også lige pludselig en masse tanker igang. Føler det hele er håbløst og vi aldrig får vores lille MEGET ønskede baby

Anonym skriver:

I vores første forsøg på at lave en baby blev jeg gravid, jeg forstod slet ikke jeg var blevet gravid så hurtigt og turde ikke rigtigt tro på det. Graviditeten endte i en SA, alt gik "fint", kom id som det skulle og min cyklus fandt hurtigt sig selv igen. Der gik et par måneder, vi tog det stille og roligt og i november testede jeg positiv igen. Vi fik en henvisning til en trykhedsscanning som vi var til i uge 6+, men det eneste man kunne se var en Tom fostersæk, størrelsen svarede til 5+, jeg kunne slet ikke holde mine tåre tilbage og var sikker på det ville ende galt igen, men gynækologen lød "optimistisk" og sagde at det jo stadig var meget tidligt osv. Og vi gik hjem med en ny tid i starten af januar.
Ugen efter fik jeg målt mit hcg tal der først var på ca. 12000, og 4 dage efter 16000, jeg var nu sikker på at vi ville miste igen da det var steget så lidt. Men min læge var positiv og sagde at det var flot det var steget, og jeg skulle slappe af og nyde julen, og vente med at stille flere spørgsmål til jeg talte med gynækologen igen for "vi er jo altså kun almene praktiserende læger, så slap nu af"... Ja tak for den.....
Nå men dagen kom hvor jeg skulle scannes igen, og jeg var på dagen 9+0, jeg havde egentlig på forhånd indstillet mig på at der ikke ville være noget at se, og at det nok var gået til.. Gynækologen begyndte at scanne, og på skærmen dukkede en masse runde "kugler" op. Han sagde der intet foster var at se, men at det var mola, MOLA?! jeg havde aldrig hørt om det før, og godt nok havde jeg ikke regnet med at skulle ind og se et levende foster med hjerteblink, men jeg havde godt nok ikke regnet med at skulle ind og have afvide at jeg var blevet ramt af noget der rammer 1 ud af 1000. Jeg kunne slet ikke stoppe med at græde igen, og fik en henvisning i hånden og besked på at kører på hospitalet med det samme.
På hospitalet tog de imod mig med det samme og jeg fik taget blodprøver, blodtryk, gynækologisk undersøgelse og scannet. Det var så syrealistisk, alting gik så hurtigt og jeg var så ked af det igen var gået galt for os. Jeg tog hjem med besked om at møde fastende morgenen efter til en udskrabning.
Om morgenen fik jeg smertestillende, kvalmestillende og to andre piller til at blødgøre min livmoderhals, hold nu op hvor fik jeg ondt! Der gik heldigvis ikke mere end et par timer før jeg blev kørt til operationsstuen. Indgrebet tog ikke mere end ca. 15 min. så var jeg tilbage. Helt opløst af tårer, jeg fik hurtigt lov til at komme hjem.
Det er gået så hurtigt det hele, og mentalt tror jeg stadig jeg er helt med endnu. Fra at gå fra håbet om en lille spire, til at få det hele suget ud af mig på under 24 timer er slet ikke til at forstå. Jeg føler mola'en har lavet en "overgreb" på min krop.
Og nu skal jeg så have taget blodprøver en gang om ugen til mit hcg tal er i 0 igen. (I torsdags før udskrabningen var det på 60.000) og med i værste tilfælde et år før vi må begynde på PB igen. Håber virkelig ikke der kommer til at gå så lang tid. Håber det hele kommer til at gå som det skal nu og mit hcg "hurtigt" forsvinder igen. Jeg vil bare gerne have det her ud af min krop og have det overstået. Jeg syntes godt nok det er svært det hele lige nu......

Lige før udskrabningen får jeg også afvide at jeg er rhesus negativ, og får en sprøjte med anti-D, så nu sætter det også lige pludselig en masse tanker igang. Føler det hele er håbløst og vi aldrig får vores lille MEGET ønskede baby

Puha, sikke en historie. Ved ikke rigtig hvad jeg skal sige men jeg sender dig lige en krammer 

Årh håber alt godt. Jeg tænder et lys for dig �� og du er med i min natte bøn . 

Åh kære du. Ved slet ikke hvad jeg skal sige, kan slet ikke forestille mig, hvad du må gennemgå  Kæmpe knus herfra 

Anonym skriver:

I vores første forsøg på at lave en baby blev jeg gravid, jeg forstod slet ikke jeg var blevet gravid så hurtigt og turde ikke rigtigt tro på det. Graviditeten endte i en SA, alt gik "fint", kom id som det skulle og min cyklus fandt hurtigt sig selv igen. Der gik et par måneder, vi tog det stille og roligt og i november testede jeg positiv igen. Vi fik en henvisning til en trykhedsscanning som vi var til i uge 6+, men det eneste man kunne se var en Tom fostersæk, størrelsen svarede til 5+, jeg kunne slet ikke holde mine tåre tilbage og var sikker på det ville ende galt igen, men gynækologen lød "optimistisk" og sagde at det jo stadig var meget tidligt osv. Og vi gik hjem med en ny tid i starten af januar.
Ugen efter fik jeg målt mit hcg tal der først var på ca. 12000, og 4 dage efter 16000, jeg var nu sikker på at vi ville miste igen da det var steget så lidt. Men min læge var positiv og sagde at det var flot det var steget, og jeg skulle slappe af og nyde julen, og vente med at stille flere spørgsmål til jeg talte med gynækologen igen for "vi er jo altså kun almene praktiserende læger, så slap nu af"... Ja tak for den.....
Nå men dagen kom hvor jeg skulle scannes igen, og jeg var på dagen 9+0, jeg havde egentlig på forhånd indstillet mig på at der ikke ville være noget at se, og at det nok var gået til.. Gynækologen begyndte at scanne, og på skærmen dukkede en masse runde "kugler" op. Han sagde der intet foster var at se, men at det var mola, MOLA?! jeg havde aldrig hørt om det før, og godt nok havde jeg ikke regnet med at skulle ind og se et levende foster med hjerteblink, men jeg havde godt nok ikke regnet med at skulle ind og have afvide at jeg var blevet ramt af noget der rammer 1 ud af 1000. Jeg kunne slet ikke stoppe med at græde igen, og fik en henvisning i hånden og besked på at kører på hospitalet med det samme.
På hospitalet tog de imod mig med det samme og jeg fik taget blodprøver, blodtryk, gynækologisk undersøgelse og scannet. Det var så syrealistisk, alting gik så hurtigt og jeg var så ked af det igen var gået galt for os. Jeg tog hjem med besked om at møde fastende morgenen efter til en udskrabning.
Om morgenen fik jeg smertestillende, kvalmestillende og to andre piller til at blødgøre min livmoderhals, hold nu op hvor fik jeg ondt! Der gik heldigvis ikke mere end et par timer før jeg blev kørt til operationsstuen. Indgrebet tog ikke mere end ca. 15 min. så var jeg tilbage. Helt opløst af tårer, jeg fik hurtigt lov til at komme hjem.
Det er gået så hurtigt det hele, og mentalt tror jeg stadig jeg er helt med endnu. Fra at gå fra håbet om en lille spire, til at få det hele suget ud af mig på under 24 timer er slet ikke til at forstå. Jeg føler mola'en har lavet en "overgreb" på min krop.
Og nu skal jeg så have taget blodprøver en gang om ugen til mit hcg tal er i 0 igen. (I torsdags før udskrabningen var det på 60.000) og med i værste tilfælde et år før vi må begynde på PB igen. Håber virkelig ikke der kommer til at gå så lang tid. Håber det hele kommer til at gå som det skal nu og mit hcg "hurtigt" forsvinder igen. Jeg vil bare gerne have det her ud af min krop og have det overstået. Jeg syntes godt nok det er svært det hele lige nu......

Lige før udskrabningen får jeg også afvide at jeg er rhesus negativ, og får en sprøjte med anti-D, så nu sætter det også lige pludselig en masse tanker igang. Føler det hele er håbløst og vi aldrig får vores lille MEGET ønskede baby

Øv sikke hårdt ramt du har været! Håber du snart er 'klar' igen 

Jeg ved ikke hvad du mener med at det sætter gang i tanker at du er rhesus negativ, men vil for en sikkerheds skyld lige sige at det er intet problem! Er selv rhesus negativ og har 3 sunde og raske børn. Det betyder heller intet i forhold til evnen til at blive gravid.

Engang var det potentielt farligt for fostret, men i dag tjekker de babys blod i uge 24-25 og hvis baby er rhesus positiv så får du en indsprøjtning i en eller anden graviditetsuge, og så er det dét  Intet problem! De dobbeltjekker også navlestrengsblodet ved fødslen så en rhesus positiv baby vil helt sikkert blive opdaget så det ikke bliver farligt, men der er jo god sandsynlighed for at dine babyer også bliver rhesus negativ.

Jeg har selv været igennem en mola i 2014 - min var worst case, endte med kemo efter mange mange bodprøve-uger, og et helt års karantæne efter kemoen endelig var afsluttet. Fra udskrabning til afslutning gik 1½ år.

Vi venter nu en lille pige som er sund og rask - jeg blev gravid i 5. forsøg da vi måtte prøve igen 

Jeg vil overhovedet ikke skræmme dig, men jeg kunne godt tænke mig at have fået denne information FØR jeg fik at vide at jeg skulle i kemo:

Det er lige så almindeligt at det ender med kemo, som det er at hcg bare falder af sig selv til 0. Jeg troede det var langt mere alvorligt end det var, og kemo sker for næsten halvdelen som oplever en komplet mola. Det fortalte en læge mig først den dag jeg blev afsluttet fra Skejby. Jeg var hamrende bange hele vejen igennem, hvilket jeg slet ikke havde behøvet.

Jeg håber du slipper for det lange forløb og at dit hcg snart er 0. Jeg VED at tiden er VANVITTIG lang, og det føles som om ens eget liv går i stå mens alle andre bare lever videre.

Du er velkommen til at skrive pb hvis du har lyst til at snakke mere om det