Vægttab og lære at acceptere hvad man har opnået

MummiT skriver:

Det er jeg

Jeg kan dog mærke at jeg stadig skal passe på mht til vægttab. Her nu min datter er 1,5 år kæmper jeg stadig med nogle graviditets kilo, og det går mig rigtig meget på af og til, så jeg må holde mig selv i ørene for ikke at falde tilbage i det gamle mønster. Heldigvis er min mor rigtig god til at hjælpe mig med det også, og jeg er så heldig at min kæreste synes jeg er lækker som jeg er

Årh ja, min kæreste og jeg snakker pt om PB og er stoppet med præventation men hold da op, jeg gruer allerede over de kilo man tager på, og værst af alt få dem af bagefter 

men jeg tænker og fokusere så os på, at det er den største gave af få lov at blive mor igen 

min kæreste fortæller også mig hele tiden, at han elsker mig som jeg er, er god til at fortælle hvad han syntes om mig, og bekræfte mig .. Har endda "advaret" ham imod når jeg bliver gravid tager jeg på, har en tanke om han vil gå fra mig, hvis jeg bliver for tyk, hvilket han siger er noget pjat, netop fordi han elsker mig

Rikke Rasmussen skriver:

Hej ..

sad forleden og kiggede gamle billeder igennem, i september 2013 valgte jeg at min levestil skulle ændres markant, efter en tur i haven med min søn, hvor jeg intet magtede fik jeg mit wake up Call .. 

Nu skriver vi december 2015 og har nu tabt 54 kg, på ren og skær kostomlægning .. 

Dog er jeg ikke tilfreds, og jeg tror mere og mere jeg aldrig bliver det. Den gang jeg var stor, var jeg overbevist om, så snart jeg tabte mig ville min selvtillid komme, men den er der bare ikke, jeg kan stadigvæk se fejl, jeg vil stadigvæk tabe mig mere, vejer 56 kg og er 167 cm høj, min fornuft ved jo godt, at det er en rimelig vægt, men et eller andet indeni mig, modarbejder det bare, det er underligt.. 

Men lige meget hvad, er jeg stolt og glad over hvad jeg har opnået indtil nu :-) 

 

Man kan altid finde fejl og mangler ved en selv, jeg synes det er sindssygt godt gået og det kan du godt være stolt af 

Mullesmith skriver:

Man kan altid finde fejl og mangler ved en selv, jeg synes det er sindssygt godt gået og det kan du godt være stolt af 

Ja det er vidst nok bare en kvinde ting 

og mange tak for dine søde ord 

Rikke Rasmussen skriver:

Hej ..

sad forleden og kiggede gamle billeder igennem, i september 2013 valgte jeg at min levestil skulle ændres markant, efter en tur i haven med min søn, hvor jeg intet magtede fik jeg mit wake up Call .. 

Nu skriver vi december 2015 og har nu tabt 54 kg, på ren og skær kostomlægning .. 

Dog er jeg ikke tilfreds, og jeg tror mere og mere jeg aldrig bliver det. Den gang jeg var stor, var jeg overbevist om, så snart jeg tabte mig ville min selvtillid komme, men den er der bare ikke, jeg kan stadigvæk se fejl, jeg vil stadigvæk tabe mig mere, vejer 56 kg og er 167 cm høj, min fornuft ved jo godt, at det er en rimelig vægt, men et eller andet indeni mig, modarbejder det bare, det er underligt.. 

Men lige meget hvad, er jeg stolt og glad over hvad jeg har opnået indtil nu :-) 

 

meget flot! jeg vil gerne selv tabe mig 40-50 kg efter jeg har født i januar 

Synes det er utroligt stærkt du har tabt dig sådan!  

Må jeg spørge om du træner helt vildt eller om det kun er kosten der er ændret? hver gang jeg har forsøgt at tabe mig, mister jeg gejsten fordi jeg hader tanken om at skulle træne helt vildt og meget hver uge. jeg har intet problem med sund mad.. håber du måske vil komme med et par gode råd - gerne i en pb hvis du lyster 

Hvor er du sej! kæmpe inspiration! 

Jeg er selv gået fra 120 kg til 46, og op igen til 58 (nu 62, man skal jo tage på, når man er gravid ) 

Når jeg tænker tilbage, så var min selvtillid faktisk bedre, da jeg var tyk, end da jeg var virkelig virkelig virkelig slank. I dag er min selvtillid fin (den er blevet bedre med alderen). Man bliver aldrig tilfreds, og du kan hurtigt ende i en ond spiral (det lyder til, at du er på vej til det.), hvor du ønsker at tabe dig mere, fordi du tror, at det vil gøre dig lykkelig - det vil det ikke, kan jeg fortælle dig. 
Jeg havde samme indstilling, som dig, men jeg blev så syg, at jeg blev indlagt med anoreksi og bulimi i 3 måneder, netop fordi jeg aldrig blev tilfreds. Det er din hjerne, du skal arbejde med. Din indstilling til din krop. Fokuser på de GODE ting ved din krop, og ikke de ting, som du ikke kan lide. 

Det tager tid. Jeg stod op hver morgen, stillede mig foran spejlet NØGEN, kiggede på mig selv og sagde hver gang noget pænt om min krop. Det tog lang tid, men i dag ser jeg de gode ting, og ikke de negative ting ved min krop. 

Camilze skriver:

Jeg er selv gået fra 120 kg til 46, og op igen til 58 (nu 62, man skal jo tage på, når man er gravid ) 

Når jeg tænker tilbage, så var min selvtillid faktisk bedre, da jeg var tyk, end da jeg var virkelig virkelig virkelig slank. I dag er min selvtillid fin (den er blevet bedre med alderen). Man bliver aldrig tilfreds, og du kan hurtigt ende i en ond spiral (det lyder til, at du er på vej til det.), hvor du ønsker at tabe dig mere, fordi du tror, at det vil gøre dig lykkelig - det vil det ikke, kan jeg fortælle dig. 
Jeg havde samme indstilling, som dig, men jeg blev så syg, at jeg blev indlagt med anoreksi og bulimi i 3 måneder, netop fordi jeg aldrig blev tilfreds. Det er din hjerne, du skal arbejde med. Din indstilling til din krop. Fokuser på de GODE ting ved din krop, og ikke de ting, som du ikke kan lide. 

Det tager tid. Jeg stod op hver morgen, stillede mig foran spejlet NØGEN, kiggede på mig selv og sagde hver gang noget pænt om min krop. Det tog lang tid, men i dag ser jeg de gode ting, og ikke de negative ting ved min krop. 

Årh og jeg ønsker slet ikke at komme derud hvor jeg skal indlægges eller noget .. 

Netop omkring graviditet, hvordan er det for dig at se vægten på op ad lige pludselig?

min kæreste og jeg er igang med PB nemlig, og "gruer" lidt for de kg der vil ryge på 

Rikke Rasmussen skriver:

Årh og jeg ønsker slet ikke at komme derud hvor jeg skal indlægges eller noget .. 

Netop omkring graviditet, hvordan er det for dig at se vægten på op ad lige pludselig?

min kæreste og jeg er igang med PB nemlig, og "gruer" lidt for de kg der vil ryge på 

Graviditetskiloene generer mig slet ikke, for jeg er ikke længere alene om min krop, der er en inden i mig, der har brug for at vokse sig stor og stærk, og jeg ser det derfor som min pligt at sørge for, at lillepigen får det, som hun har brug for.

Når man er gravid, kan man ikke tillade sig at tænke egoistisk om at være slank, man skal tænke på den lille, og det har jeg valgt at gøre. Det er ufattelig sundt, når man ellers tænker meget på kg, jeg spiser sundt, og kaster mig ikke frådende over slik og kage bare fordi jeg er gravid.