luanna skriver:
Jeg har netop været til MD scanning her i uge 20+0 ... har to børn i forvejen, som begge vejede tæt på 4 kg. ved fødselen - ergo har altid født okay store børn.
Nu venter vi en lille pige og der er fint med liv at mærke. Ved selve MD scanningen sagde scanningsjordmoderen at alt fysisk set så fint ud og hun var rigtig livlig ... det var jo skønt og jeg og min kæreste var rigtig lettede. Dog efter at have sat vores datters mål i kurven, kunne scanningsjordmoderen se at hun placerede sig helt nede ved nedre grænse på vækstkurven (dog kunne lige med nød og næppe holde sig over grænsen).
Hun blev lidt bekymret og undersøgte min moderkage og den så fin ud. umiddelbart kunne hun ikke se hvad der lagde til grund for den lave vækst (258 g. i uge 20+0, hvor vægten vist normalt ligger omkring de 330 g.)
Jeg blev jo ret bekymret .... men som scanningsjordmoderen sagde, så så alt jo fint ud på scanningen. Og nu ville de løbende scanne mig og holde øje med at hun i det mindste bare bliver oppe over grænsen og ikke dykker med tiden ...det var hun lidt bekymret for. Ergo bliver jeg naturligvis også bekymret .. jeg har jo aldrig fået små børn før ... er bange for at der er noget i vejen.
Nogen der har erfaring med fostre med lav vækst ? og hvordan har I oplevet at de i løbet af graviditeten udvikler sig, øges væksten eller forbliver de små?
jeg har været stresset pga. en hård bachelor de sidste to måneder (for lidt søvn og for meget fart over feltet), kan det have indflydelse? Og i så fald, vil hun kunne øge i vækst når jeg snart får afsluttet min bachelor og kan lægge stressen fra mig ..? Jeg aner ikke hvad der ellers skulle være galt ...
Kærlige Hilsner den bekymrede mor 
De første 3 børn var 4 kg's babyer.....men den sidste lå på den nedre kurve i 2. og 3. trimester, og jeg var til vækstskanninger for at følge udviklingen, hvis kurven ramte -30%, skulle jeg føde. Der var "søer" (mørke huller) i moderkagen, men ikke nok til at det skulle have betydning, og der var fint flow i navlesnoren.
Jeg fik så svangerskabsforgiftning, og jeg endte med subakut kejsersnit i 37. uge, hvor baby havde fødselsvægt på 2400 gram, en lille dysmatur spinkel een, jeg næsten var bange for at røre.
Der var ingen tvivl om, at baby havde været udsultet og ikke havde klaret den meget længere, og det krævede neonatal behandling med sondemadning, fordi der ikke var kræfter til at spise selv det første lange stykke tid.
Jeg gav små portioner mad hver 2. time døgnet igennem i lang tid, da det var den eneste mulighed for at maden blev holdt nede.
Nu har jeg en fed, stor baby liggende ved siden af mig, men mønstret med at spise små portioner hyppigt, hænger stadig ved, og vi træner nu større måltider, så jeg kan begynde at sove igen.