Sidder med en lidt underlig fornemmelse i maven.
Vi flyttede i et større hus for en måned siden, under den normale oprydning efter en flytning er turen kommet til vores skur, min mand spørger om hvornår vi skal af med vores barnevogn, han syntes den fylder og den bliver jo ikke brugt mere.
Daniel begyndte at sove indenfor her i starten af efteråret pga. han er en stor lang dreng og med en flyverdragt til vinter vil der simpelthen ikke være plads nok mere, og det går super fint.
Men tilbage til den 4-hjulede 
jeg går i flere uger og tænker over det, vi skal jo ikke have flere babyer, det har vi været sikre på i over et år nu, og selvom babyer får mit hjerte til at svulme så har jeg allerede et par dejlige unger på 4 og 2 år, og jeg føler mig nok mættet nu over babyflowet, og siger 2 børn er dejligt, vi tror vi stopper her.
Så jeg sprang ud i det, jeg gjorde den fin i stand, syede en lille flænge i nettet, pumpede dækkene, vaskede betrækket, og satte den i fin stand, så blev der taget nogle billeder der der viste både skrammer og også de falmet sider frem, den har jo været brugt flittigt, og den fremstod jo ikke som ny.
Da jeg havde skrevet en god tekst fik jeg lidt kolde fødder, men jo, det var det rigtige at gøre, og især håbede jeg på at det ville være et sødt par der ville købe vores Odder Zip, nogle som vil blive ligeså glade for den, som vi har været, og som vil passe godt på den.
Vi fik en del henvendelser på den, nogle bød under, det tog jeg som en fornærmelse 
men så var der en kvinde der direkte sagde den ville de gerne købe, hun ville sende sin mand om aftenen for at hente den, bum bum bum, så var den barnvogn solgt.
Jeg fik sagt pænt farvel til den men må indrømme da han puttede den ind i bagagerummet på deres bil, så fik jeg lidt tårer i øjnene.
Ufatteligt så mange minder jeg har med den Barnevogn, og nu er der snart en ny lille baby der skal have gavn af den, en baby der ikke er min.
