Mom2Two skriver:
ja.. Min yngste søn fylder to til januar, han er fra uge 29+1, og han hænger på mig døgnet rundt. De går begge hjemme, og har altid gjort det. Babysitteren har dem de to dage jeg møder op i skolen... "Problemet" er, a hvergang han ser mig, så vil han op, og han vil ikke ned så meget... Jeg kan virkelig lave alt med et barn på armen nu... Noglegange et på hvert arm (ved a være ret tungt hehe)... Han kan begynde a græde hvis jeg rejser mig fra sofaen, eller sætter ham ned, lægger ham i seng, laver mad, ja... Hvis jeg laver noget der ikk er "med" ham... Jeg kan sagtens sidde og læse bøger, lege med brio, og tegne osv uden problemer, bare jeg ikk rejser mig... Når vi spiser, så vil han sidde på mig, og spise min mad, og ikke hans egen...
men her til aften, der flippede Min yngste helt ud, han stod og hoppede og skreg, og ville absolut ikke sove, før far overtog, og jeg gik VÆK... Jeg har en babysitter, som passer dem to gange om ugen, og hun siger a han græder i to min efter jeg er gået, også er der intet!! Han render rundt og har ikk det behov han har, som når jeg er i nærheden... Jeg er for meget over den lille, som ikk er så lille mere? Han har haft et hårdt forløb, med hjerteproblemer, lungeproblemer, han stoppede med a trække vejret en gang, hvor jeg lavede førstehjælp på ham, jeg er ret sensitiv overfor ham... det er jeg egentligt overfor dem begge to nu jeg tænker over det ... Hvergang jeg ikk "gør" hvad han vil ha, så skriger han, skingert! Jeg bukler under, for jeg syntes det er så synd for dem når de er kede af det, og på den anden side så ka jeg ikk li hvis naboerne hører mine to drenge græde...
hvad havde i gjort?? Ladet ham "hænge" eller prøvet a få ham til a gi lidt slip? Hvordan?
De starter i vuggestue i januar, sammen...
Først i min erfaring er det meget normalt at et barn i perioder vil hænge på mor, bliver utryg for verden er så stor så stor, så mor skal helst være lige ved siden af når jeg leger. Hjemme hos os fx har drengene et skønt stort værelse (de er 5 og 8), men oftest går de kun der ind for at hente legetøjet og så være i det rum hvor vi voksne er. Man kan ikke presse dem til at løbe og lege selv, men man kan måske trække sig lidt mere for hver gang, lave noget andet fx læse en bog, sidde og strikke eller hvad man nu kan finde på. Og så kan man arbejde med sin egen ro, arbejde med at man i alt sin gøren og væren viser man synes det er sejt når de tager små skridt væk, at man ikke er bange og utryg men derimod stoler på de kan navigere og klare den verden de møder.
Så vil sige ting som han fx kun vil sidde på dit skød og kun spise dit mad, det er ikke tryghed men et spørgsmål om at eje dig, have dig helt så fx storebror ikke får... Og der er det kun dig der kan sætte grænsen, gro lidt hård hud og sig: nej mor skal spise nu og du kan sagtens sidde på din egen stol og spise din egen mad. Betyder det en skrigetur, så må det betyde en skrigetur. Husk at høre efter om det er hysteriske skrig eller reelt ked af det. Hysteriske skrig er børns måde at vise frustration, og det er okay at være frustreret, anerkend frustrationen, men hold fast i sådan er det. Går det over til reel gråd, så trøst alt det du har lært, men hold fast i sådan er det.
