Måske er det når man har mistet tæt på årskiftet at det bliver så betydningsfuldt, for til trods for jeg nu skal til mit 9. Årskift siden jeg mistede Lia, så bryder jeg mig stadig ikke om det - kan ikke lide tiden går så synligt, ved jo godt den går, men det bliver bare så synligt når årstallet skifter. Og hver gang tager det mig mere væk fra Lia, mere væk fra den gang jeg var hendes mor også her på jorden, væk fra de minder som er så dyrebare og som jeg mærker udviskes lige så stille af tidens tand, væk fra muligheden om at vågne op og det hele bare var en ond drøm.
Jeg sidder midt i Lias dage, i aften er det 9 år siden jeg sagde goddag til helvede og kampen, goddag til altid at skulle mangle hende, goddag til at blive en af dem der har mistet er barn og som er lidt underlige. Goddag til et arbejde hvor jeg skulle samle mig selv sammen igen og finde hende Line der var der før Lias død. 9 år siden jeg sagde goddag til det første hul i en række af sorte huller, goddag til en tomhed og en ensomhed som jeg har meget svært ved at sætte ord på.
Jeg har ikke skulle kæmpe som du for at blive mor igen fysisk, men dog mentalt. Og jeg håber vitterligt helt fra bunden af mit hjerte, at jeg snart kan bruge nogle af de tanker om at blive mor igen til at svare på nogle indlæg fra dig 
en masse virtuel varme i den kolde tid - her regner det som det regnede hele den vinter Lia døde og jeg hader det, jeg mangler stjernerne om aftenen så jeg kan blinke imod dem go håbe hun kan mærke mig, jeg mangler solen til at give lidt lys, jeg mangler månen som er mit pejlemærke, den jeg elsker helt op til og tilbage igen.
Anmeld
Citér
