Er den biologiske forælder for eftergivende?

Jeg kender ganske mange, som bor i familier med dine/mine/våre barn, og en ting, som har slået mig lidt i det sidste er, at stort set alle synes, at partneren er for blød/eftergivende/mild med sine egne børn.

Denne avstemning er kun fordi, jeg er lidt nysgerrig. Er det sådan, at vi - selv om vi godt kan lide børnene - ser med strengere øjne på andres børn end på vores egne?

Spørgsmålet er derfor rettet til alle jer, som selv har erfaring med at bo sammen med en, som havde børn fra før med ind i forholdet.

Ciss skriver:

Jeg kender ganske mange, som bor i familier med dine/mine/våre barn, og en ting, som har slået mig lidt i det sidste er, at stort set alle synes, at partneren er for blød/eftergivende/mild med sine egne børn.

Denne avstemning er kun fordi, jeg er lidt nysgerrig. Er det sådan, at vi - selv om vi godt kan lide børnene - ser med strengere øjne på andres børn end på vores egne?

Spørgsmålet er derfor rettet til alle jer, som selv har erfaring med at bo sammen med en, som havde børn fra før med ind i forholdet.

Nu er jeg ikke i en sammenbragt familie, men min umiddelbare erfaring på området siger mig, at man altid er hårdest ved sine egne børn. Her har man nogle konkrete forventninger og man kender barnets kompetencer. Det er bare min tanke.

Lunae skriver:

Nu er jeg ikke i en sammenbragt familie, men min umiddelbare erfaring på området siger mig, at man altid er hårdest ved sine egne børn. Her har man nogle konkrete forventninger og man kender barnets kompetencer. Det er bare min tanke.

Jeg tænker (uden at vide det med sikkerhe) at tendensen at være mere eftergivende for egne børn oftest er gældende hos ikke bopæls forældre - altså hos weekendfar /-mor 

Måske med tanken på at man jo skal hygge når nu barnet endelig er der .... Man kan jo så diskutere hvor smart det er

Ja! 

Min mand er for blød, syntes jeg, overtog hans piger. Men ikke mere, end jeg er for blød, over for min egen ifl hans mening :-p 

Jeg tror det til dels hænger sammen med, alt efter hvornår man selvfølgelig har lært børnene at kende, at man har forskellige børn fordi de er formet forskelligt inden man er kommet ind i sin kærestes/børns liv. 

Jeg har altid gået op i min egen datter skal kunne fungerer selvstændigt og være stærk og kunne "stå distancen" blandt andre børn (bærer nok præg af, jeg selv som lille blev holdt udenfor, tog alt meget nært, og ikke var god til at sige fra). Min datter er formet, og god til de ting som jeg lægger og altid har lagt vægt på er en god ting, at have i orden (høflighed, dannelse og almen venlighed overfor andre). Hun er god til at lege, har en vild fantasi og fungere skide godt socialt. Til gengæld har hun først lært at skrive sit navn i en alder af 5 år, fordi det ikke har været noget jeg har gået så meget op i. Jeg syntes også det er hyggeligt at jeg hjælper hende/giver hende tøj på, fordi det har vi bare altid hygger os med om morgenen. Det syntes min mand jo er for meget, og noget ifl ham hun helt selv burde stå for. 

Min mands piger er derimod stærke på andre punkter, feks enormt dygtige til det boglige hvorimod de halter enormt på det sociale. Dengang jeg lærte dem at kende, turde de ikke sige noget folk overhovedet, ikke engang Hej. Det havde jeg jo en mening om, at det syntes jeg var lidt for slapt, at man ikke lærte sine børn alm høflighedsfraser som et alm goddag/Hej. 

Men det har, i mit hoved, jo noget at gøre med hvad man lægger vægt på som forældre, og tit er man vel blind over for nogle stadier/områder, fordi det vitterligt ikke lige er noget man tænkte over var relevant. 

Og bare lige FYI - overstående er skrevet og skal forståes sådan at der ikke hersker nogle former for forskelsbehandling herhjemme blandt vores piger ift dine/mine børn. Vi handler og lever som en samlet helhed, den familie vi nu engang er :-) Alle bærer deres egen tallerken ud efter mad, hjælper med at dække bord og man rydder op (man kan altid spørge en voksen om hjælp) når man har leget osv. 

vi har hans piger her halvdelen af tiden, mens min datter er her 10/4.

sne190810 skriver:

Ja! 

Min mand er for blød, syntes jeg, overtog hans piger. Men ikke mere, end jeg er for blød, over for min egen ifl hans mening :-p 

Jeg tror det til dels hænger sammen med, alt efter hvornår man selvfølgelig har lært børnene at kende, at man har forskellige børn fordi de er formet forskelligt inden man er kommet ind i sin kærestes/børns liv. 

Jeg har altid gået op i min egen datter skal kunne fungerer selvstændigt og være stærk og kunne "stå distancen" blandt andre børn (bærer nok præg af, jeg selv som lille blev holdt udenfor, tog alt meget nært, og ikke var god til at sige fra). Min datter er formet, og god til de ting som jeg lægger og altid har lagt vægt på er en god ting, at have i orden (høflighed, dannelse og almen venlighed overfor andre). Hun er god til at lege, har en vild fantasi og fungere skide godt socialt. Til gengæld har hun først lært at skrive sit navn i en alder af 5 år, fordi det ikke har været noget jeg har gået så meget op i. Jeg syntes også det er hyggeligt at jeg hjælper hende/giver hende tøj på, fordi det har vi bare altid hygger os med om morgenen. Det syntes min mand jo er for meget, og noget ifl ham hun helt selv burde stå for. 

Min mands piger er derimod stærke på andre punkter, feks enormt dygtige til det boglige hvorimod de halter enormt på det sociale. Dengang jeg lærte dem at kende, turde de ikke sige noget folk overhovedet, ikke engang Hej. Det havde jeg jo en mening om, at det syntes jeg var lidt for slapt, at man ikke lærte sine børn alm høflighedsfraser som et alm goddag/Hej. 

Men det har, i mit hoved, jo noget at gøre med hvad man lægger vægt på som forældre, og tit er man vel blind over for nogle stadier/områder, fordi det vitterligt ikke lige er noget man tænkte over var relevant. 

Og bare lige FYI - overstående er skrevet og skal forståes sådan at der ikke hersker nogle former for forskelsbehandling herhjemme blandt vores piger ift dine/mine børn. Vi handler og lever som en samlet helhed, den familie vi nu engang er :-) Alle bærer deres egen tallerken ud efter mad, hjælper med at dække bord og man rydder op (man kan altid spørge en voksen om hjælp) når man har leget osv. 

vi har hans piger her halvdelen af tiden, mens min datter er her 10/4.

Nu er jeg ikke i en sammenbragt familie men min søn kan heller ikke skrive sit navn endnu og jeg giver ham også tøj på, han er knap 5.

Benjamins'mor skriver:

Nu er jeg ikke i en sammenbragt familie men min søn kan heller ikke skrive sit navn endnu og jeg giver ham også tøj på, han er knap 5.

Dejligt at se, men det er jo netop det jeg også mener - der er forskel på børn ig hvad de er blevet tillært af færdigheder. I sidste ende skal det jo nok ende ud med det samme resultat :-) 

Jeg tror bare på, at det er det man glemmer nogle gange, når man lige står i situationen som bonusforældre eller på anden vis på sidelinjen. 

Det er altid nemt at rette andre, eller kommentere på andre :-p Lige såvel som jeg også sagtens kan sætte mig ind i at det er nemmere at sætte grænser/hårde regler osv. For andre børn end sine egne, da man ikke har de helt præcissamme følelser i klemme.

Altså det kommer jo meget an på om man er bopælsforældre eller samværs forældre - for som SF vil man nok altid være lidt mere blød sådan tænker jeg ihvertfald om min mand at blødheden skyldes at vi kun ser dem 3 dage hveranden uge. 

Ciss skriver:

Jeg kender ganske mange, som bor i familier med dine/mine/våre barn, og en ting, som har slået mig lidt i det sidste er, at stort set alle synes, at partneren er for blød/eftergivende/mild med sine egne børn.

Denne avstemning er kun fordi, jeg er lidt nysgerrig. Er det sådan, at vi - selv om vi godt kan lide børnene - ser med strengere øjne på andres børn end på vores egne?

Spørgsmålet er derfor rettet til alle jer, som selv har erfaring med at bo sammen med en, som havde børn fra før med ind i forholdet.

Jeg har svaret ja, men, synes også han er for eftergivende ved vores egne to børn. Så tror egentlig at det mere handler om forskellig holdning til opdragelse.

serinasmor skriver:

Jeg tænker (uden at vide det med sikkerhe) at tendensen at være mere eftergivende for egne børn oftest er gældende hos ikke bopæls forældre - altså hos weekendfar /-mor 

Måske med tanken på at man jo skal hygge når nu barnet endelig er der .... Man kan jo så diskutere hvor smart det er

Den troede jeg også på ved min egen mand og hans døtre. Det var nemlig også det han sagde, men efter vi har fået to fælles børn. Må jeg konstatere at han er lige så blød med dem også

Hjemme ved os så har vi mim bonussøn anden hver weekend, og vi er nok de "slemme" af hans forældre, her har vi flere regler og giver mindre efter, end hjemme ved hans mor, så her er det omvendt i forhold til det en del af de andre skriver, tror det også har meget med hvordan vi gerne vil opdrage vores fælles datter og at der ikke skal være nogen forskelle på hvad de får lov til og ikke når han er her, hjemme hos hans mor er det kun ham, og det er også kun hans mor der skal opdrage på ham, hendes kæreste må ikke sige nej til ham, med mindre hans mor har sagt det er i orden :-)