søger erfaringer

Jeg er 26 år (bliver 27 i næste måned) og i færd med en uddannelse til biomediciner. Jeg mangler to år af min uddannelse.

Min kæreste og jeg har været sammen i 4,5 år og har det sidste halvandet år snakket om at få et barn snart. Men der er altid lige det der der skal overståes først og det gik for nyligt op for os at vi mest har ventet for andres skyld, fordi vores nærmeste har rådet os til at vente til vi er færdige med uddannelse, men det bliver jo ikke nemmere at få barn fordi man er færdig med uddannelsen, nærmere tværtimod. Så vi er lidt inde på om den p-stav ikke bare skulle ud efterhånden Men jeg må indrømme jeg stadig er nervøs for hvad mine forældre og mine svigerforældre vil sige, de har begge givet udtryk for at det vil være decideret dumt at få barn mens man er studerende 0.o er der nogen der har erfaring med dette? både at have nærmeste som mener sådan og at have barn som studerende? Samtidig er min mor slemt sengeliggende grundet skade i ryggen, hvilket hun har været i 6 år og jeg er bange for at min besked vil gøre hende dybt ulykkelig fordi hun ønsker mere end noget andet at komme med på hospitalet når den dag kommer og at være en aktiv del af vores børns liv. Men jeg aner ikke hvornår det bliver bedre med hendes ryg, det går uffatteligt langsomt og jeg føler bare heller ikke at jeg kan blive ved med at udsætte mit liv pga det.

au243idJK skriver:

Jeg er 26 år (bliver 27 i næste måned) og i færd med en uddannelse til biomediciner. Jeg mangler to år af min uddannelse.

Min kæreste og jeg har været sammen i 4,5 år og har det sidste halvandet år snakket om at få et barn snart. Men der er altid lige det der der skal overståes først og det gik for nyligt op for os at vi mest har ventet for andres skyld, fordi vores nærmeste har rådet os til at vente til vi er færdige med uddannelse, men det bliver jo ikke nemmere at få barn fordi man er færdig med uddannelsen, nærmere tværtimod. Så vi er lidt inde på om den p-stav ikke bare skulle ud efterhånden Men jeg må indrømme jeg stadig er nervøs for hvad mine forældre og mine svigerforældre vil sige, de har begge givet udtryk for at det vil være decideret dumt at få barn mens man er studerende 0.o er der nogen der har erfaring med dette? både at have nærmeste som mener sådan og at have barn som studerende? Samtidig er min mor slemt sengeliggende grundet skade i ryggen, hvilket hun har været i 6 år og jeg er bange for at min besked vil gøre hende dybt ulykkelig fordi hun ønsker mere end noget andet at komme med på hospitalet når den dag kommer og at være en aktiv del af vores børns liv. Men jeg aner ikke hvornår det bliver bedre med hendes ryg, det går uffatteligt langsomt og jeg føler bare heller ikke at jeg kan blive ved med at udsætte mit liv pga det.

Har ingen erfaring med at få børn under uddannelse, fik uddannelse og fast job først, men har hørt fra mange, at det sagtens kan lade sig gøre, dog bliver det nok lidt mere festligt på 2 x løn, men er velsagtens et spørgsmål om at prioritere eller nøjes.

Jeg synes under ingen omstændigheder, at din mors situation skal have indflydelse på jeres liv - det er jeres liv! - hun lever hendes, som hun bedst kan, og I skal få det bedste ud af jeres.

Nu nævner du noget med hospitalet, når du og din mand har overstået fødslen og er blevet en familie og har fået lov at trække vejret - så kan hun vel få lov at se og holde barnebarnet som alle andre bedsteforældre? Senere skulle der vel ikke være noget til hinder for, at I besøger hende, og hun på den måde kan følge med i barnets opvækst, måske kommer hun ikke lige til at spille fodbold med barnet, men sådan som helt normale bedsteforældre følger med, skulle vel nok kunne lade sig gøre? 

Du skal måske tænke over, om du handler for meget i forhold til, hvad andre måtte tænke? Hvis I har lyst til at få barn, er det i og for sig ligegyldigt, hvad andre tænker, det er jeres beslutning, og den må I stå ved, men verden falder altså ikke ned om ørerne på jer af den grund, og evt. skeptikere skal nok med tiden se fornuften i jeres beslutning.

Held og lykke.

au243idJK skriver:

Jeg er 26 år (bliver 27 i næste måned) og i færd med en uddannelse til biomediciner. Jeg mangler to år af min uddannelse.

Min kæreste og jeg har været sammen i 4,5 år og har det sidste halvandet år snakket om at få et barn snart. Men der er altid lige det der der skal overståes først og det gik for nyligt op for os at vi mest har ventet for andres skyld, fordi vores nærmeste har rådet os til at vente til vi er færdige med uddannelse, men det bliver jo ikke nemmere at få barn fordi man er færdig med uddannelsen, nærmere tværtimod. Så vi er lidt inde på om den p-stav ikke bare skulle ud efterhånden Men jeg må indrømme jeg stadig er nervøs for hvad mine forældre og mine svigerforældre vil sige, de har begge givet udtryk for at det vil være decideret dumt at få barn mens man er studerende 0.o er der nogen der har erfaring med dette? både at have nærmeste som mener sådan og at have barn som studerende? Samtidig er min mor slemt sengeliggende grundet skade i ryggen, hvilket hun har været i 6 år og jeg er bange for at min besked vil gøre hende dybt ulykkelig fordi hun ønsker mere end noget andet at komme med på hospitalet når den dag kommer og at være en aktiv del af vores børns liv. Men jeg aner ikke hvornår det bliver bedre med hendes ryg, det går uffatteligt langsomt og jeg føler bare heller ikke at jeg kan blive ved med at udsætte mit liv pga det.

Jeg synes du skal gøre hvad du føler er bedst. Man kan godt og med stor success få børn under uddannelsen, nogle vil måske endda sige det er bedst at få børnene under uddannelsen, ja økonomien vil nok blive stram men det handler kun om prioritet, jeg kender en der fik 3 børn mand og hus under uddannelsen.

Jeg tror det er meget almindeligt at forældre er bekymret for deres børn, mine forældre er på samme måde, men jeg ved at de vil støtte mig uanset hvilken beslutning jeg tager og uanset hvor dum den beslutning så end er, og derfor bekymre jeg mig faktisk ikke så meget om hvad de synes, jeg lytter til dem og jeg overvejer deres råd, men jeg er en voksen kvinde og jeg er nødt til at tage den beslutning der er rigtig for mig.

Det lyder på mig som om at jeres beslutning om at få et barn er velovervejet, jeg kender ikke jeres forældre eller deres begrundelse for at sige at det er dumt at få børn under uddannelsen, men hvis de er bare en smule ligesom mine forældre vil de acceptere jeres beslutning.

Angående din mor må det være utroligt hårdt, jeg er sikker på at du har ret at hun vil blive ked af det men jeg tror også at hun vil blive glad. Jeg er sikker på at vilje spiller en stor rolle når det kommer til helbredelse, måske et barnebarn kan hjælpe. Det er min personlige mening jeg prøver ikke at støde nogen.

Jeg håber dette kan hjælpe jer lidt på vej mod den beslutning der er rigtig for jer og jeres familie.

En sidste ting du bør måske tage en snak med dem om det hvis det bekymre dig så meget, fortæl dem hvordan du har det og hvad du ønsker, især hvad angår situationen med din mor.

Jeg kender mange, der har fået børn under uddannelse - og jeg kender kun til par, der har været glade for det. Pengene er mere knappe, men fleksibilitet og fraværet af forventninger fra en (utilfreds) arbejdsgiver mere end opvejer det forhold. Og det skader på ingen måde jobchancerne, tvært imod.

Et par i jeres situation, som gerne vil have et barn, skal tage og komme i gang. Bedsteforældrene smelter - når I har gjort dem til bedsteforældre. Så kan de bruge deres engagement i jeres liv til at hjælpe til og nyde deres barnebarn fremfor at vride hænder over en hypotetisk situation.

I kan ikke sætte jeres liv på stand-by pga sygdom eller andre forhold i jeres forældres liv. Det er svært nok at få børn til at passe ind i to menneskers livsplaner uden at forsøge at få dem til at passe ind i 6 menneskers planlægning.

Ud med p-staven og held og lykke.