Jeg troede at jeg ville elske mit barn?

Hej.. 

Jeg har fået den skønneste lille pige for 2,5 måned siden. Hun er helt perfekt og jeg elsker hende! 

Men... 

Jeg synes altså ikke jeg er i den her store "love bubble" som alle snakker om?

jeg gider ikke at sidde og bare kigge på hende i flere timer? 

Jeg kan godt blive træt af hende.. 

Og sådan synes jeg ikke det lyder på andre mødre med nyfødte. 

Jeg elsker hende, men er altså ikke i den her symbiose tilstand.. 

Hvordan var det for jer andre? 

Anonym skriver:

Hej.. 

Jeg har fået den skønneste lille pige for 2,5 måned siden. Hun er helt perfekt og jeg elsker hende! 

Men... 

Jeg synes altså ikke jeg er i den her store "love bubble" som alle snakker om?

jeg gider ikke at sidde og bare kigge på hende i flere timer? 

Jeg kan godt blive træt af hende.. 

Og sådan synes jeg ikke det lyder på andre mødre med nyfødte. 

Jeg elsker hende, men er altså ikke i den her symbiose tilstand.. 

Hvordan var det for jer andre? 

Hmm jeg tænker det er meget normalt? Jeg havde et utroligt stort behov for at beskytte hende og passe på hende, men jeg kunne også nogle gange komme i tvivl om jeg virkelig elskede hende.

Nu hvor hun er blevet større og har mere personlighed, så er jeg slet slet ikke i tvivl

Jeg følte stor beskyttertrang for min datter og gjorde selvfølgelig alt der skulle til for at hun havde det godt. Men den der store kærlighed kom smigende meeeeget stille og roligt og ved 6 måneders alderen begyndte jeg at mærke den rigtigt. Ved 9 måneders alderen kunne jeg sige at jeg dybt og inderligt elskede hende og nu rammes jeg af den store kærlighedsfølelse som folk snakker om rigtig rigtig mange gange hver dag

Hun er 13 måneder nu.

For mig kom det først helt da jeg lærte hende at kende, da hun kunne respondere tydeligt tilbage med smil, grin, mimik osv. Først der kom personligheden og SÅ ramte det til gengæld også lige i hjertet med fuld kraft!

Anonym skriver:

Hej.. 

Jeg har fået den skønneste lille pige for 2,5 måned siden. Hun er helt perfekt og jeg elsker hende! 

Men... 

Jeg synes altså ikke jeg er i den her store "love bubble" som alle snakker om?

jeg gider ikke at sidde og bare kigge på hende i flere timer? 

Jeg kan godt blive træt af hende.. 

Og sådan synes jeg ikke det lyder på andre mødre med nyfødte. 

Jeg elsker hende, men er altså ikke i den her symbiose tilstand.. 

Hvordan var det for jer andre? 

Jeg var heller aldrig i nogen baby bobbel med min datter, selv om jeg da elsker (og elskede hende), og det har jeg indtryk af fra andre debatter her og på andre forums, at der er mange, der ikke har været. Jeg tror bare, at mange ikke snakker om det, hvis de ikke har den følelse, da de så føler sig "forkerte" og, at det måske er lidt tabu, når nu "alle andre" er så fantastisk lykkelige , men jeg tror det ene er lige så normalt som det andet.

Bare rolig. Det er meget normalt. Ved mig blev kærligheden større og større jo ældre tiden gik  

Anonym skriver:

Hej.. 

Jeg har fået den skønneste lille pige for 2,5 måned siden. Hun er helt perfekt og jeg elsker hende! 

Men... 

Jeg synes altså ikke jeg er i den her store "love bubble" som alle snakker om?

jeg gider ikke at sidde og bare kigge på hende i flere timer? 

Jeg kan godt blive træt af hende.. 

Og sådan synes jeg ikke det lyder på andre mødre med nyfødte. 

Jeg elsker hende, men er altså ikke i den her symbiose tilstand.. 

Hvordan var det for jer andre? 

Kan kun tilslutte mig, hvad flere andre skriver. En KÆMPE beskyttertrang, og så kommer den overvældende kærlighed snigende. Jeg har en dreng på 22 mdr. Jeg elsker ham så sindssygt højt, og han giver mig SÅ meget igen. Så har jeg en dreng på 6 mdr. hvor jeg nu kan mærke, beskyttertrangen, lige så stille formerer sig til den her endeløse kærlighed, der er til sine børn. Det er svært at beskrive, og sikkert også et tabu. Men jeg tror nu, det er meget normalt, at man selvfølgelig elsker sin lille baby, men det er svært at forholde sig til, fordi der ikke er nogen personlighed endnu, og man ikke får noget igen. Der sker heldigvis hurtigt, meget i en babys udvikling, og fortvivl ikke, du skal nok komme til at opleve, denne helt ubeskrivelige kærlighed til dit barn. Også selvom du ikke sidder med hende og kigger på hende hele tiden, og af og til kan blive træt af hende  Vi nok bare helt normale mødre

Ved du hvad  det er slet ikke unormalt .... ikke alle får den overvældende lykke rus. Det er bare de færreste der tør tale om det 

Anonym skriver:

Hej.. 

Jeg har fået den skønneste lille pige for 2,5 måned siden. Hun er helt perfekt og jeg elsker hende! 

Men... 

Jeg synes altså ikke jeg er i den her store "love bubble" som alle snakker om?

jeg gider ikke at sidde og bare kigge på hende i flere timer? 

Jeg kan godt blive træt af hende.. 

Og sådan synes jeg ikke det lyder på andre mødre med nyfødte. 

Jeg elsker hende, men er altså ikke i den her symbiose tilstand.. 

Hvordan var det for jer andre? 

Jeg ville snakke med sundhedsplejersken om dine følelser og tanker. Jeg var helt forelsket i min lille pige fra start, og kunne og kan stadig sidde timevis og bare betragte hende. Men når hun havde grædt 3 timer i streg, så kunne jeg godt blive lidt træt af hende og ør i hovedet, det er helt normalt. Vi er alle forskellige mødre, og følelser kan vi ikke rigtig styrer, og der er sikkert nogle der har det på samme måde som dig. Synes alligevel det er lidt underligt du ikke føler den der symbiose og lille bobbel med din datter. 

Anonym skriver:

Hej.. 

Jeg har fået den skønneste lille pige for 2,5 måned siden. Hun er helt perfekt og jeg elsker hende! 

Men... 

Jeg synes altså ikke jeg er i den her store "love bubble" som alle snakker om?

jeg gider ikke at sidde og bare kigge på hende i flere timer? 

Jeg kan godt blive træt af hende.. 

Og sådan synes jeg ikke det lyder på andre mødre med nyfødte. 

Jeg elsker hende, men er altså ikke i den her symbiose tilstand.. 

Hvordan var det for jer andre? 

Jeg vil sige både og. Jeg tror det er normalt at have en smule forbehold inderst inde, men jeg tror måske bare det er fordi det er en ny lille person som man lige skal lære at kende. 

Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg elskede mine børn, men kunne da godt mærke at det kan tære lidt på kræfterne når de er så små at det ikke er vildt meget kommunikation. Jeg tænkte selv på om de måske overhovedet kunne lide mig?  Men det starter jo som øjenkontakt og hvis hun ikke er begyndt endnu, så begynder hun jo at smile og pludre til dig snart og så tror jeg helt sikkert du vil få meget stærkere følelser for hende, eller i hvert fald bedre kunne mærke dem 

God-mor skriver:

Jeg ville snakke med sundhedsplejersken om dine følelser og tanker. Jeg var helt forelsket i min lille pige fra start, og kunne og kan stadig sidde timevis og bare betragte hende. Men når hun havde grædt 3 timer i streg, så kunne jeg godt blive lidt træt af hende og ør i hovedet, det er helt normalt. Vi er alle forskellige mødre, og følelser kan vi ikke rigtig styrer, og der er sikkert nogle der har det på samme måde som dig. Synes alligevel det er lidt underligt du ikke føler den der symbiose og lille bobbel med din datter. 

Hvorfor er det underligt?  

til fødselsforberedelse fik vi at vide at det var meget normalt. Ved nogle kunne der endda gå over 1 år før det kom, men at det er meget normalt. 

Hvis jeg ikke vidste det, så ville jeg tro, at jeg var underlig. Jeg synes faktisk man burde gå mere op i at fortælle forældre at det er ganske normalt.