Vi er skrukke herhjemme
.
Vores første er kun 10 måneder, men vi overvejer bare at droppe præventionen og så lade nr. 2 komme, når han/hun kommer. Men det betyder jo, at der kun bliver 19-20 måneder mellem vores to børn, hvis det går hurtigt med at blive gravid, hvilket det gjorde med nr. 1.
Det skræmmer mig lidt med så kort en aldersforskel mellem børnene. Er især bange for at det går ud over vores første. Og om det bliver for hårdt med to så små børn
Så jeg vil rigtig gerne høre jeres erfaringer, jer der har børn med en kort aldersforskel.
Hvad har været godt ved det, og hvad har været hårdt? Og har I nogle gode råd til, hvordan man klare det?
Jeg er lige anonym, da jeg ikke ønsker at stå ved mine skrukke tanker endnu 
På forhånd tak 
Jeg har to med 23 måneder imellem.
Det har været strålende!
De har haft enorm glæde af hinanden helt fra starten af, og nu da de er skoleunger, leger de stadig rigtig meget sammen. De har nu hver sit værelse, men det er ikke meget de er alene på rummet. Der går som regel ikke særlig lang tid, før de er i gang med noget sammen igen.
Det fine ved, at den ældste kun var 23 måneder, da den yngste kom til, var, at meget hurtigt, så var det sådan familien var. Den store gik ikke rundt og tænkte, at alt var meget bedre, før den lille kom. Jeg tror mange gange overgangen kan være større, når den store har haft mange år alene med mor og far, før den lille ankommer.
Når de er så tætte i alder, kan de lege med meget af det samme legetøj. De er lidt på samme stadie og har humor på samme niveau. Det er enkelt at finde på udflukter eller ture, som passer for dem begge to.
De bliver gode til at dele og være fælles om ting.
Det eneste negative, jeg har oplevet, har været, når de begge var syge samtidig, da de var små. Det var hårdt! Og da først den ene måtte være en uge hjemme med skoldkopper, og så den anden ti dage senere fik samme tur, så var det virkelig vanskeligt at få kabalen til at gå op i forhold til mit arbejde. Men det var ikke værre end, at jeg gerne gør det hele igen.
Tips: I starten vil den lille jo ligge og spise store dele af tiden. Da kan man fint synge og læse med den store samtidig. Det er rigtig hyggeligt. Jeg sang mange sanglege. Så sang jeg, og så gjorde den store alle bevægelserne. (Lille Peter Edderkop, Bjørnen sover, I en skov en hytte lå, Hjulene på bussen osv).
Når situationen tillod det, kunne jeg sige ting som "Nu må du vente lidt, mens jeg henter et glas vand til storesøster" til babyen (selv om den selvfølgelig ikke forstod noget af det), så den store også skulle opleve at blive prioriteret, og det ikke altid kun skulle gå den anden vej.
Det blev faktisk enklere at få lavet middag o lign da de var to små i stedet for en. Da den store var alene med os, så følte hun sig jo hurtigt alene, hvis jeg var optaget med at lave mad eller noget andet. Når de var to, så havde de selvskab i hinanden, og da var nr to meget mere tålmodig til f eks at ligge på gulvet og lege, når bare den store var i nærheden.
Jeg synes, det har været fantastisk med to små, som følges i mange ting, og de har et godt og nært forhold. Jeg tror, det er lidt skræmmende at få nr to. Uanset aldersforskellen. Selvfølgelig bliver der lidt mindre alenetid med den ældste, men det har også en værdi at have familietid med søsken. I tillæg var jeg jo hjemme på barsel i en lang periode, da den ældste var 2-3 år, og det savnede jeg to år senere, da den lille nåede samme alder.
