Anonym skriver:
Der er flere ting, men den største årsag til at jeg har svært ved at se mig selv i folkeskolen er, at jeg ikke mener at jeg kan udfylde min opgave. Jeg har i tre år været i praktik på forskellige folkeskoler og alle tre praktikker er gået over al forventning og jeg har fået nogle fine udtalelser. Jeg trives da også, i de 5-7 uger jeg har været afsted, men der er ingen tvivl om, at det er det relationelle arbejde, som jeg brænder for. Jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal gøre eleverne til hele mennesker med de rammer skolereformen har i dag.
Derfor overvejer jeg at søge jobs som pædagog. Jeg har 3 års erfaring som medhjælper + 1,5 år af pædagoguddannelsen. Jeg er fuldt ud bevidst om at pædagogerne også løber stærkt og tit er underbemandet, men jeg føler at man kan have fokus på pædagogikken, dannelsen og børnenes forståelse af sig selv og samspillet med andre.
Jeg kender mindst en håndfuld læreruddannede, som er ansat i pædagogstillinger - flest i SFO. En af mine gamle medstuderende har været SFO-leder i ti år. Egentlig synes jeg ikke, det er helt ok - som lærere er vi meget opmærksomme på, at andre faggrupper får "vores" arbejdsopgaver, men den anden vej rundt er det i orden. Det skal selvfølgelig ikke påvirke dit ønske, det var blot en strøtanke.
I dit sted ville jeg helt klart give lærerjobbet en chance. Mest, så du ikke senere vil gå og gruble over, om det alligevel var det, du skulle have prøvet. Hvorfor ikke søge på specialskoler, friskoler eller efterskoler? - her får du mulighed for både at undervise og at støtte det relationelle.
Det er "stramt" at være i folkeskolen p.t., men det ændrer ikke på, at jeg stadig synes, jeg har et fantastisk job. Måske skulle du også give den, altså folkeskolen, en chance?
Anmeld
Citér