dorthemus skriver:
Godaften 
Det er meget længe siden jeg har oprettet et indlæg i denne kategori, men fik lyst til at dele min glæde med jer. Måske nogle af jer kan huske mig 
Jeg har den dejligste pige på 5 år som jeg har fået med sæddonor. Dengang var jeg en kvinde på 38 der brændende ønskede mig et barn og ingen tid at give af. Jeg havde lige forladt min daværende kæreste og tanken om et nyt forhold magtede jeg ikke. Så jeg fik barn med mig selv og sikke en lykke det har været.
Men....tanken om kernefamilien lurede alligevel under overfladen. At bruge sæddonor var min plan b. Aller helst ville jeg have haft en mand at dele det dyrebareste med. Men undvære et barn i mit liv ville jeg dog heller ikke.
For halvandet år siden begyndte lysten til en mand at dukke op igen. Runa blev større og mindre afhængig og jeg begyndte at mærke egne behov igen. Jeg tabte mig 17 kg, begyndte at træne igen og passe på mig selv og selvtilliden steg og så oprettede jeg en profil på Tinder.
Kun få dage senere skrev jeg sammen med en der vækkede min interesse for første gang i flere år. Og på første date vidste jeg bare at jeg havde mødt min drømmemand.
Det er nu 13 måneder siden og Runa elsker ham og han hende 
Han har selv en dejlig søn på 6 år. For et par måneder siden begyndte Runa at kalde ham far (hun ved godt at hun er donorbarn ) og han omtaler sig selv som hendes far.
Jeg er SÅ lykkelig over, at min datter har fået en far for det betyder rigtig meget for hende kan jeg mærke. Selvom det også er svært at være sammenbragt familie med delebarn (hans), så vil vi begge det her og hinanden alle 4. Det må tage den tid det tager og vi forcerer intet og har ingen aktuelle planer om at flytte sammen. Det kommer når alle er parate.
Så jer donorbørns mødre eller kommende : selvom I har valgt at være enestående mødre fordi manden ikke indfandt sig på det rigtige tidspunkt så kan kernefamilien sagtens komme senere. At være familie handler heldigvis om mere en biologi.
Og så lige et par billeder af os glade tøser 
