Anonymor skriver:
Hvis det er oprigtigt, at du overvejer at gøre en ende på det hele, så synes jeg, at det er vigtigt - som en anden skriver - at du kontakter livlinen. Og så er det vigtigt, at du rækker ud og får noget hjælp!
Du opretter dit emne under angst, depression og lign. Er det fordi, at du mon har fået diagnosticeret nogen af de her ting? For hvis ikke, så vil jeg anbefale dig at tage kontakt til dig læge, for de ting du skriver her, lyder på mig som en mor, der ikke kan rumme mere, og hvis bægre har været fyldt i alt for lang tid. Og det kommer du ikke ud af alene. Du har behov for noget hjælp!
Hvordan er dit forhold til din kæreste/børnenes far? Har du fortalt ham, hvordan du har det, og er han en støtte for dig? Vi mennesker, og især os kvinder, kan have en tendens til at tro, at vi skal bære hele verdens byrde alene, klare det hele selv, men hvad vi ikke opdager er, at vi ender med at drukne os selv. Ræk ud til ham, og om noget så bed ham om at tage dig med til lægen, således at du ikke aflyser, fordi det virker for uoverskueligt at komme afsted.
For mig synes jeg, at det er et tegn på, at du er en god mor, når du erkender, at du ikke kan rumme det delvist handicappede barn, og derfor sørger for noget hjælp. Jeg synes det er enormt sejt at have så meget selvindsigt, at du tager det skridt! Det er ti gange bedre end at spille superhelt, når overskuddet er brugt op, for det er netop det, der kunne gå ud over barnet. Nu har du truffet et modent valg, som selvfølgelig er sindssygt hårdt, men som var det rette at gøre. Jeg tror, du skal arbejde på, at finde ro med den beslutning frem for at bebrejde dig selv.
At det andet barn søger sin far, siger ikke nødvendigvis noget dårligt om dig. Sådan er det altså bare med børn - nogen gange "foretrækker" de den ene forældre mere end den anden, og det kan sagtens ske uden der er nogen egentlig forklaring på det, og uden det handler om, at den anden forældre er bedre. Men hvis du føler, at dit manglende overskud er en medvirkende faktor, er det kun endnu større grund til at sørge for at få hjælp til at hælde lidt af det vand fra dit bægre ud igen, så du kan finde tilbage til plads og overskud.
Når jeg læser det du skriver, så læser jeg det som om, du har en grundtanke om dig selv, der hedder "Jeg er uduelig". Når man har sådan en grundtanke om sig selv, så betyder det, at hver gang vi står i en eller anden situation, som vi måske ikke håndterer som håbet, så kommer alle de negative automatiske tanker og slår os oven i hovedet. De kommer helt af sig selv. Og det virker som om, det er det, der sker for dig - "Jeg er uduelig" = jeg kan ikke en gang tabe mig (ærlig talt, det er der ingen, der er så pressede som du, der ville kunne), jeg magter ikke holde hus, jeg er den værste mor.
Du taler ikke særlig pænt til dig selv, og det er synd. Og derfor har du brug for at ændre den negative grundtanke, som du har om dig selv i øjeblikket. Og du er nødt til at forstå, at du kan ikke forlange af dig selv, at det kan du gøre alene. Kom afsted til din læge, få hjælp, for du fortjener det, og jeg er sikker på du er langt mere værd, end du selv tror. Og jeg er sikker på, at der er mange mennesker, der ville opleve dyb sorg, hvis du forlod denne verden. Lad være at tage det skridt.
jeg har nu tid til at svare på det hele 
jeg har en depression, jeg har haft angst men det er under kontrol.
jeg vil altid have depression (mén fra min barndom), har jeg fået af vide men kan holdes lidt nede, hvis jeg lære at lytte til mig selv og ikke presse mig selv for hårdt.
jeg er nogen gange begyndt at kunne mærke, før det hele bliver for meget.
min mand (som også er børnenes far) hjælper så meget han kan, han passer hus og de ting jeg ikke altid magter, men feks har vi lige holdt fest, og der kan jeg ikke give slip og overlade tingene til ham, da jeg har det bedst med at have styr på tingene, men han vil gerne gøre de ting, fordi han ved jeg ikke magter det i længden.
han arbejder om aften så jeg er alene med børnene om eftermiddagen, men han stå gerne og laver mad om formiddagen, så jeg bare skal varme det.
jeg er også glad for min beslutning omkring aflastning, men jeg syntes det er rigtig hård, fordi de har overskud til at gøre alle de ting med ham/hende som jeg burde gøre, og fordi jeg indimellem savner ham/hende, nå h*n ikke er hjemme.
det er helt rigtig at jeg føler mig uduelig, at jeg ikke kan finde ud af noget osv. men nok også fordi jeg ikke har det overskud som jeg godt ville have (som de fleste andre har)
feks arbejder jeg 3 timer 3 dage om ugen og nå jeg har fri bliver jeg nød til at sove, da jeg ellers få hovedpine og ikke orker noget. mit yngste barn skal starte til 2 sport her i september (gå til en nu der stopper til oktober) og den ældste (den som er i aflastning skal måske også gå til 1 sport) og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal overskue det.
aflastningen vil dog godt tage ham/hende med til, hans/hendes sport men så må jeg igen give afkald på noget af det jeg rigtig gerne selv ville, og de tilbyder det for at hjælpe da de jo godt ved jeg ikke magter det hele.
plus der i denne mdr er mange andre ting, besøg hos børneambulatoret, lægebesøg, tandlægebesøg (der tager min mand afsted) og fødselsdag.
jeg tror jeg svarede på alle tingene
håber det er til at forstå og ikke bliver alt for rodet.
