Spiseforstyrrelse....

... Hej mit navn er Sara og jeg har en spiseforstyrrelse.. 

Puha hvor det lettede at sige det højt! Jeg har hverken anoreksi eller bulimi jeg har TVANGSOVERSPISNING....... 

Jeg har altid været en stor pige og jeg har altid fundet trøst i mad, chokolade, søde sager osv osv osv... 

Jeg er nu kommet til et punkt i mit liv hvor (over)spisningen har taget overhånd. Det første jeg tænker på når jeg vågner er hvornår jeg kan komme over i byen og købe colaer, slik, pizza og den slags junk. Når jeg endelig får taget mig sammen til at gå derover ryger der 2-3 colaer i kurven, en plade chokolade, et kilo slik, lidt kage og et par chokoladebar til turen hjem .... Når jeg kommer hjem skynder jeg mig at spise det hele og gemme papiret langt nede i skraldespanden så min mand ikke ser det... Jeg har nu en søn på 3 1/2 måned og min vægt skal ALDRIG stå i vejen for at være aktiv sammen med ham, så derfor siger jeg nu STOP! Der skal gøres noget NU.. 

Jeg har nu meldt mig ind i Vægtkonsulenterne og er så klar. Mere klar en nogensinde! 

Jeg står overfor et vægttab på omkring 30-40 kilo, så kampen bliver sej. Men jeg gør det! 

... Puha hvor var det dejligt at komme ud med! 

hvis nogen skulle få lyst til at følge min vej frem til målet, følge kampen mod mine kilo så følg mig gerne også på IG ' SARASCHONNEMANN 'hvor jeg fra imorgen deler ud af mine (nye) madvaner og træning :-) 

håber på jeres opbakning.

mange hilsner 

hende den tykke 

SaraSHirsvang skriver:

... Hej mit navn er Sara og jeg har en spiseforstyrrelse.. 

 

Puha hvor det lettede at sige det højt! Jeg har hverken anoreksi eller bulimi jeg har TVANGSOVERSPISNING....... 

 

Jeg har altid været en stor pige og jeg har altid fundet trøst i mad, chokolade, søde sager osv osv osv... 

Jeg er nu kommet til et punkt i mit liv hvor (over)spisningen har taget overhånd. Det første jeg tænker på når jeg vågner er hvornår jeg kan komme over i byen og købe colaer, slik, pizza og den slags junk. Når jeg endelig får taget mig sammen til at gå derover ryger der 2-3 colaer i kurven, en plade chokolade, et kilo slik, lidt kage og et par chokoladebar til turen hjem .... Når jeg kommer hjem skynder jeg mig at spise det hele og gemme papiret langt nede i skraldespanden så min mand ikke ser det... Jeg har nu en søn på 3 1/2 måned og min vægt skal ALDRIG stå i vejen for at være aktiv sammen med ham, så derfor siger jeg nu STOP! Der skal gøres noget NU.. 

Jeg har nu meldt mig ind i Vægtkonsulenterne og er så klar. Mere klar en nogensinde! 

Jeg står overfor et vægttab på omkring 30-40 kilo, så kampen bliver sej. Men jeg gør det! 

... Puha hvor var det dejligt at komme ud med! 

hvis nogen skulle få lyst til at følge min vej frem til målet, følge kampen mod mine kilo så følg mig gerne også på IG ' SARASCHONNEMANN 'hvor jeg fra imorgen deler ud af mine (nye) madvaner og træning :-) 

håber på jeres opbakning.

 

mange hilsner 

hende den tykke 

Nu vil jeg ikke være lyseslukker, men hvis du reelt har en spise forstyrrelse kan DDV næppe hjælpe dig, så skal du nok til en psykolog for at finde årsagen til din over spisning. 

Men du får et kæmpe skuldrer klap for st indrømme du har et problem  og for at ville gøre noget ved det 

Mami skriver:

Nu vil jeg ikke være lyseslukker, men hvis du reelt har en spise forstyrrelse kan DDV næppe hjælpe dig, så skal du nok til en psykolog for at finde årsagen til din over spisning. 

Men du får et kæmpe skuldrer klap for st indrømme du har et problem  og for at ville gøre noget ved det 

Du er ikke lyseslukker 

jeg har været til psykolog og har haft mange samtaler med min læge, men det har været svært at gøre noget hvis/når man ikke er klar til det. 

Jeg ved godt hvad spiseforstyrrelser kommer af, så dét er bearbejdet 

tusinde tusinde tak 

Du er ikke lyseslukker 

jeg har været til psykolog og har haft mange samtaler med min læge, men det har været svært at gøre noget hvis/når man ikke er klar til det. 

Jeg ved godt hvad spiseforstyrrelser kommer af, så dét er bearbejdet 

 

tusinde tusinde tak 

Men hvis det var bearbejdet til fulde, ville du jo ikke til stadighed have problemer med overspisningen. Jeg skriver det ikke for at være på tværs, men dels fra et fagligt standpunkt, og dels som en med-tvangsoverspiser. Spiseforstyrrelser handler jo overordnet set slet ikke om mad, det er et symptom på noget bagvedliggende. Og derfor kan man ikke behandle forstyrrelsen ved at spise sundt og tabe sig. Det er symptombehandling, som i langt de fleste tilfælde vil resultere i tilbagefald (been there, done that). Det er min meget klare overbevisning, at når man lider af en spiseforstyrrelse, uanset art, så er man nødt til sideløbende med arbejdet med maden, vedvarende at arbejde med det, der ligger bag. En person med anoreksi kan jo heller ikke bare begynde at spise og blive rask, uden på samme tid at arbejde med de psykiske årsager til anoreksien

Igen, det er ikke for at være på tværs! Men fordi jeg selv har været der, og tro mig, det er fucking surt at tage hele lortet på igen, fordi man aldrig fik løst de psykiske årsager 100%, og af den årsag får et tilbagefald. Det kræver virkelig intensivt arbejde for at få nogle andre coping-strategier, der ikke involverer mad. 

Du skriver, at du ikke kan arbejde med det, hvis du ikke er klar til det. Men hvis du ikke er klar til at arbejde med det psykiske, er det så ikke risikabelt at starte på et projekt, hvor du skal stoppe med at overspise, men ikke har andre værktøjer (som du har lært at bruge) til at håndtere dine følelser? Det er næsten dømt til at gå galt så!

Jeg håber virkelig ikke du tager det ilde op, jeg skriver det i bedste og mest kærlige mening, da jeg selv er tvangsoverspiser, og derudover også har den faglige viden. Det siger jeg ikke for at spille hovski-snovski, men i håbet om, at du vil tage mine ord lidt til dig. Det er fandme svært at bekæmpe tvangsoverspisning! Jeg er der ikke selv 100% endnu, trods 2 års terapi. 

Når det er sagt, vil jeg følge dig med interesse  

Anonymor skriver:

Men hvis det var bearbejdet til fulde, ville du jo ikke til stadighed have problemer med overspisningen. Jeg skriver det ikke for at være på tværs, men dels fra et fagligt standpunkt, og dels som en med-tvangsoverspiser. Spiseforstyrrelser handler jo overordnet set slet ikke om mad, det er et symptom på noget bagvedliggende. Og derfor kan man ikke behandle forstyrrelsen ved at spise sundt og tabe sig. Det er symptombehandling, som i langt de fleste tilfælde vil resultere i tilbagefald (been there, done that). Det er min meget klare overbevisning, at når man lider af en spiseforstyrrelse, uanset art, så er man nødt til sideløbende med arbejdet med maden, vedvarende at arbejde med det, der ligger bag. En person med anoreksi kan jo heller ikke bare begynde at spise og blive rask, uden på samme tid at arbejde med de psykiske årsager til anoreksien

Igen, det er ikke for at være på tværs! Men fordi jeg selv har været der, og tro mig, det er fucking surt at tage hele lortet på igen, fordi man aldrig fik løst de psykiske årsager 100%, og af den årsag får et tilbagefald. Det kræver virkelig intensivt arbejde for at få nogle andre coping-strategier, der ikke involverer mad. 

Du skriver, at du ikke kan arbejde med det, hvis du ikke er klar til det. Men hvis du ikke er klar til at arbejde med det psykiske, er det så ikke risikabelt at starte på et projekt, hvor du skal stoppe med at overspise, men ikke har andre værktøjer (som du har lært at bruge) til at håndtere dine følelser? Det er næsten dømt til at gå galt så!

Jeg håber virkelig ikke du tager det ilde op, jeg skriver det i bedste og mest kærlige mening, da jeg selv er tvangsoverspiser, og derudover også har den faglige viden. Det siger jeg ikke for at spille hovski-snovski, men i håbet om, at du vil tage mine ord lidt til dig. Det er fandme svært at bekæmpe tvangsoverspisning! Jeg er der ikke selv 100% endnu, trods 2 års terapi. 

Når det er sagt, vil jeg følge dig med interesse  

Jeg startede med at trykke synes godt om, men det virkede bare så forkert at synes godt om dit indlæg. Jeg synes dine indlæg er meget ærlige og omsorgsfulde, og samtidig saglige. Jeg håber TS hører dig.

Har selv haft spiseforstyrrelse først anoreksi og derefter bulimi - og selvom jeg meldte mig ind i en "Jeg skal fedes op gruppe" så ville det på alle måder være urealistisk, idet at jeg ville kaste op i smug og lave heftig træning når jeg var hjemme.. Først skal selve lidelsen bearbejdes, og så kan du tage tyren ved hornene og være målrettet mod dit ønskede vægttab - men det bliver godt nok svært hvis selve lidelsen ikke bliver bearbejdet først! Men!! Der er selvfølgelig ingen regler uden undtagelser.. Og ønsker det aller bedste for dig! Jeg gik i terapi i mange år, og først derefter kunne jeg sætte mine Del-mål.. Men selve ønsket om at bryde cirklen var langt fra nok! Så hvis du stadig har tendens til overspisning og måske endda på daglig basis, så er du nødt til at tage den problemstilling først!

Jeg personligt lavede en liste med del mål, og hver gang jeg kunne sætte et hak gav

 det mere blod på tanden.. Du er velkommen til at skrive privat Hvis du har bbehov for det. Det er godt nok ikke den samme lidelse men det er stadig mange af de samme tanker der går igen  

Undskyld det står meget rodet, men er på fra mobilen 

Noget jeg dog ikke lige fik tilføjet er, at jeg har kæmpemæssig respekt for, at du vælger at være åben omkring det, og fortæller direkte og ikke-anonymt hvordan dine overspisninger kan foregå. For tvangsoverspisninger er enormt tabubelagte set i forhold til for eksempel anoreksi eller bulimi - ofte får tvangsoverspisere at vide, at de "bare skal tage sig sammen", fordi folk bare tænker de er sukkerafhængige, og ikke forstår de psykiske dele af det. Det er bare så kompliceret. De færreste ville vel tilsvarende sige til en anorektiker, at hun bare skulle holde op med at ynke og spise noget mad.

Så respekt for, at du skaber fokus omkring problemet! Derudover vil jeg anbefale dig at kigge på lms - Landsforeningen Mod Selvskade og Spiseforstyrrelser. De har nogle gratis gruppebehandlingstilbud rundt om i landet, ligesom de har en gratis chatrådgivning  http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/ . 

Men hvis det var bearbejdet til fulde, ville du jo ikke til stadighed have problemer med overspisningen. Jeg skriver det ikke for at være på tværs, men dels fra et fagligt standpunkt, og dels som en med-tvangsoverspiser. Spiseforstyrrelser handler jo overordnet set slet ikke om mad, det er et symptom på noget bagvedliggende. Og derfor kan man ikke behandle forstyrrelsen ved at spise sundt og tabe sig. Det er symptombehandling, som i langt de fleste tilfælde vil resultere i tilbagefald (been there, done that). Det er min meget klare overbevisning, at når man lider af en spiseforstyrrelse, uanset art, så er man nødt til sideløbende med arbejdet med maden, vedvarende at arbejde med det, der ligger bag. En person med anoreksi kan jo heller ikke bare begynde at spise og blive rask, uden på samme tid at arbejde med de psykiske årsager til anoreksien

Igen, det er ikke for at være på tværs! Men fordi jeg selv har været der, og tro mig, det er fucking surt at tage hele lortet på igen, fordi man aldrig fik løst de psykiske årsager 100%, og af den årsag får et tilbagefald. Det kræver virkelig intensivt arbejde for at få nogle andre coping-strategier, der ikke involverer mad. 

Du skriver, at du ikke kan arbejde med det, hvis du ikke er klar til det. Men hvis du ikke er klar til at arbejde med det psykiske, er det så ikke risikabelt at starte på et projekt, hvor du skal stoppe med at overspise, men ikke har andre værktøjer (som du har lært at bruge) til at håndtere dine følelser? Det er næsten dømt til at gå galt så!

Jeg håber virkelig ikke du tager det ilde op, jeg skriver det i bedste og mest kærlige mening, da jeg selv er tvangsoverspiser, og derudover også har den faglige viden. Det siger jeg ikke for at spille hovski-snovski, men i håbet om, at du vil tage mine ord lidt til dig. Det er fandme svært at bekæmpe tvangsoverspisning! Jeg er der ikke selv 100% endnu, trods 2 års terapi. 

Når det er sagt, vil jeg følge dig med interesse  

Jeg tager det ikke ilde op, og jeg føler ikke du er på tværs - tværtimod. Jeg er taknemmelig over at du tager dig tiden til at skrive dine bekymringer og meninger osv omkring det. Der er ingen sure miner herfra 

jeg giver dig ret - en med anoreksi kan heller ikke bare spise og så vupti blive rask. Jeg kan derfor heller ikke bare spise sundt og færdig slut.... Jeg skal forsøge at gøre det kort, men jeg har gået til psykolog/psykiater mange mange år af mit liv, da jeg har haft en forfærdelig barndom - i min barndom fik jeg sjældent mad og det mad jeg så endelig fik var enten for gammelt eller resterne af det min far ikke kunne spise. Jeg havde derfor et nærmest ikke-eksisterende forhold til mad. Da jeg så røg i plejefamilie og blev voksen og flyttede for mig selv kunne jeg pludselig selv bestemme og begyndte at spise mere og mere mere og pludselig mere og mere 'forkert' og hvorfor ? ... Bare fordi jeg kunne.

til sidst blev jeg afhængig af alt det mad og jeg blev besat af den slags lykke følelse jeg fik når jeg selv kunne bestemme hvad jeg spiste. Jeg har været på alle slags kure og hver gang faldt jeg i, netop fordi det psykiske stadig sad i mig. Men jeg er ikke længere besat at den lykke følelse det gav mig, for det er ikke den følelse jeg får længere. Nu er jeg bare afhængig af alt det koffein og sukker jeg byder min krop   

Håber ikke det blev for indviklet 

og TUSINDE tak for de søde ord  

Ville ikke gå uden et  det er sejt du står frem og tager kampen op.. 

Jeg vil heppe på dig, og måske du giver mig blod på tanden til også at få smidt lidt kilo,  det er altid godt med et forbillede