Forvirret level 100 :s

Åh, idag er en svær dag for mig. Idag er det et år siden at jeg testede positiv for allerførste gang i mit liv. Det var IKKE planlagt, men både min kæreste og jeg blev rigtig glade, selvom forholdet var spritnyt.

Desværre endte min graviditet i en spontan abort, og min kæreste og jeg lå i ske og græd hele natten da det skete :-( 

Vi blev enige om at vi ville prøve igen når vi følte os klar til det, og vi var flyttet sammen en dag. 

Min kæreste og jeg har været i et langdistance-forhold i lidt over et år, og flytter nu endelig sammen i slutningen af 2015. I midten af juni tog jeg emnet omkring PB op, ligesom for at  forventningsafstemme lidt. Emnet har været et ømt punkt for os begge siden SA'en, men jeg føler mig efterhånden klar til at prøve igen.

Vi blev enige om at gå igang med PB til februar, da det så vil passe med at jeg når at afslutte min uddannelse.

Nu meddeler min kæreste så at han ikke vil alligevel, og at han faktisk aldrig har haft intentioner om at begynde PB til februar, men bare sagde det 'for at gøre mig glad' og brugte det til at skubbe det lidt væk, da der alligevel er et stykke tid til endnu. Jeg aner ikke hvilket ben jeg skal gå eller stå på, da jeg virkelig har set frem til PB. Er så enormt skuffet, men jeg kan ikke finde ud af at formulere det på en fornuftig måde til ham ��

Hvad mener I jeg bør sige til ham? Jeg kan ikke lade det gå ubemærket hen, og jeg respekterer at han endnu ikke er klar, men jeg vil ikke bruges til at blive holdt hen, på sådan et følsomt emne. 

God aften allesammen, og kram til alle andre skrukke piger derude

Anonym skriver:

Åh, idag er en svær dag for mig. Idag er det et år siden at jeg testede positiv for allerførste gang i mit liv. Det var IKKE planlagt, men både min kæreste og jeg blev rigtig glade, selvom forholdet var spritnyt.

Desværre endte min graviditet i en spontan abort, og min kæreste og jeg lå i ske og græd hele natten da det skete :-( 

Vi blev enige om at vi ville prøve igen når vi følte os klar til det, og vi var flyttet sammen en dag. 

Min kæreste og jeg har været i et langdistance-forhold i lidt over et år, og flytter nu endelig sammen i slutningen af 2015. I midten af juni tog jeg emnet omkring PB op, ligesom for at  forventningsafstemme lidt. Emnet har været et ømt punkt for os begge siden SA'en, men jeg føler mig efterhånden klar til at prøve igen.

Vi blev enige om at gå igang med PB til februar, da det så vil passe med at jeg når at afslutte min uddannelse.

Nu meddeler min kæreste så at han ikke vil alligevel, og at han faktisk aldrig har haft intentioner om at begynde PB til februar, men bare sagde det 'for at gøre mig glad' og brugte det til at skubbe det lidt væk, da der alligevel er et stykke tid til endnu. Jeg aner ikke hvilket ben jeg skal gå eller stå på, da jeg virkelig har set frem til PB. Er så enormt skuffet, men jeg kan ikke finde ud af at formulere det på en fornuftig måde til ham ��

Hvad mener I jeg bør sige til ham? Jeg kan ikke lade det gå ubemærket hen, og jeg respekterer at han endnu ikke er klar, men jeg vil ikke bruges til at blive holdt hen, på sådan et følsomt emne. 

God aften allesammen, og kram til alle andre skrukke piger derude

 

Jeg ved ikke helt om det kan hjælpe dig, hos os hjalp det at vi satte os ned og snakket om hvorfor han ikke havde lyst til at starte alligevel og undersøgte de ting sammen. Han sagde at om et år ville han være klar til baby i hænderne(han havde lige glemt man er gravid i 9 måneder så vi igang nu)

Men et stort  til dig og så prøv at sætte jer ned og snakke om hvad der gør han siger ja uden og ville 

Måske har han bare brug for at nyde tiden lidt alene med dig? Jeg tror at det var lidt det samme herhjemme. Nu har vi boet sammen i et stykke tid, og når jeg vil begynde PB i starten af næste år (manden er nemlig blevet totalt overskruk, og vil gerne starte nu), så har vi boet sammen i halvandet år, og haft tid til at nyde hinanden lidt. Jeg synes altså også, at det er "smart" at have boet sammen først. For man lærer hinanden at kende på en helt anden måde, og det er måske ikke altid godt. 

Held og lykke 

Jeg kan godt forstå dine følelser. Jeg har også været derhenne ad. Jeg var mega skruk! Men min mand kunne ikke håndtere at der var et tidspunkt på hvornår vi skulle begynde. 

Nogle mænd kan ikke overskue det der med at skulle planlægge tidspunktet og hvornår man skal prøve at begynde på det. 

Jeg synes, du skal sætte dig ned og snakke med ham. Høre ham hvorfor han ikke vil. Hvad der har ændret sig osv.