Svær fødselsdepression /depression

Er hvad jeg har fået konstateret. Har en datter på snart 4 år og en datter der lige er fyldt 1 år. Jeg kan slet ikke kende mig selv, og så alligevel føles det ikke som om at jeg er "forkert" , det føles mere og mere som om det bare er sådan jeg er. Når jeg ser på min yngste datter så føler jeg slet ikke hun er min. Hun føles fremmed for mig, og nu er det blevet så slemt så min store datter og deres far (min mand) også føles fremmede. Det meste af tiden ønsker jeg dem langt væk, jeg føler mit hovede kan eksplodere når som helst, sådan rent fysisk. Jeg er fuldstændig handlingslammet! Jeg kan sidde og se på den store laver ballade, driller sin søster eller lign, men jeg KAN ikke bevæge mig over til hende for og stoppe hende. Jeg kan ikke sige noget. Selvom jeg ved jeg skal og jeg også gerne vil..... Hvis den yngste græder så føler jeg jeg er på randen til og blive sindssyg, som om jeg er tæt på og ende i en psykose jeg aldrig kommer ud af igen. Min mand (som "heldigvis" er jobsøgende) har overtaget alt derhjemme, det huslige og børnene . Jeg handler faktisk kun ind og laver så mad når jeg magter det. jeg føler mig fed og grim og ulækker og uduelig og ikke mindst som det værste menneske på hele jorden , at jeg kan svigte min familie sådan. skal starte til psykolog (hvor der er et halvt års ventetid) og ha taget blodprøver..... Så skal jeg nok ha medicin når blodprøverne er taget, men ved ikke hvad min læge tænker endnu. 

Øv!!!!! Hvor er det forfærdligt! Har i mange mdr når jeg har kørt alene bare haft lyst til og slippe rattet og køre galt. Er så angst for kommunen, børnene, mine naboer som sladre hele tiden om alt og alle (og vi er lige flyttet ind) , har ikke lyst til og opleve mine børn blive ødelagt eller tvangsfjernede  eller min mand der måske vil skilles til sidst . Og kan i det hele taget bare ikke holde mig selv ud, kigge mig i spejlet og jeg får lyst til og brække mig, jeg kan slet ikke fatte det er mig!!!  Har verdens bedste familie som vil tage ungerne så meget vi har brug for, men har sagt jeg kun vil ha det i weekenderne da jeg er bange for hvad børnehaven vil sige hvis de opdager børnene bliver "aflastet" hos mine forældre osv.... 

Er der andre der har været så langt ude??? Kommer man nogensinde over på en lysere vej, eller hvad?? 

Anonym skriver:

Er hvad jeg har fået konstateret. Har en datter på snart 4 år og en datter der lige er fyldt 1 år. Jeg kan slet ikke kende mig selv, og så alligevel føles det ikke som om at jeg er "forkert" , det føles mere og mere som om det bare er sådan jeg er. Når jeg ser på min yngste datter så føler jeg slet ikke hun er min. Hun føles fremmed for mig, og nu er det blevet så slemt så min store datter og deres far (min mand) også føles fremmede. Det meste af tiden ønsker jeg dem langt væk, jeg føler mit hovede kan eksplodere når som helst, sådan rent fysisk. Jeg er fuldstændig handlingslammet! Jeg kan sidde og se på den store laver ballade, driller sin søster eller lign, men jeg KAN ikke bevæge mig over til hende for og stoppe hende. Jeg kan ikke sige noget. Selvom jeg ved jeg skal og jeg også gerne vil..... Hvis den yngste græder så føler jeg jeg er på randen til og blive sindssyg, som om jeg er tæt på og ende i en psykose jeg aldrig kommer ud af igen. Min mand (som "heldigvis" er jobsøgende) har overtaget alt derhjemme, det huslige og børnene . Jeg handler faktisk kun ind og laver så mad når jeg magter det. jeg føler mig fed og grim og ulækker og uduelig og ikke mindst som det værste menneske på hele jorden , at jeg kan svigte min familie sådan. skal starte til psykolog (hvor der er et halvt års ventetid) og ha taget blodprøver..... Så skal jeg nok ha medicin når blodprøverne er taget, men ved ikke hvad min læge tænker endnu. 

 

Øv!!!!! Hvor er det forfærdligt! Har i mange mdr når jeg har kørt alene bare haft lyst til og slippe rattet og køre galt. Er så angst for kommunen, børnene, mine naboer som sladre hele tiden om alt og alle (og vi er lige flyttet ind) , har ikke lyst til og opleve mine børn blive ødelagt eller tvangsfjernede  eller min mand der måske vil skilles til sidst . Og kan i det hele taget bare ikke holde mig selv ud, kigge mig i spejlet og jeg får lyst til og brække mig, jeg kan slet ikke fatte det er mig!!!  Har verdens bedste familie som vil tage ungerne så meget vi har brug for, men har sagt jeg kun vil ha det i weekenderne da jeg er bange for hvad børnehaven vil sige hvis de opdager børnene bliver "aflastet" hos mine forældre osv.... 

Er der andre der har været så langt ude??? Kommer man nogensinde over på en lysere vej, eller hvad?? 

Der er en vej ud på den anden side .. 

Men du skal have noget hjælp!

Hvis du vitterligt er på randen af selvmord vil jeg anbefale dig at ringe til den psykiatriske skadestue ... De er søde og rare og kan vurdere sin situation og om du har behov for akut hjælp og evt indlæggelse eller om der er noget de kan gøre for at hjælpe her og nu

Undersøg evt med din læge om du kan blive sygemeldt fra din barsel så din mand kan tage barsel i stedet  - på den måde står du ikke med håret i postkassen når han skal i aktivering eller (bedre)  får job

Held og lykke  

serinasmor skriver:

Der er en vej ud på den anden side .. 

Men du skal have noget hjælp!

Hvis du vitterligt er på randen af selvmord vil jeg anbefale dig at ringe til den psykiatriske skadestue ... De er søde og rare og kan vurdere sin situation og om du har behov for akut hjælp og evt indlæggelse eller om der er noget de kan gøre for at hjælpe her og nu

Undersøg evt med din læge om du kan blive sygemeldt fra din barsel så din mand kan tage barsel i stedet  - på den måde står du ikke med håret i postkassen når han skal i aktivering eller (bedre)  får job

Held og lykke  

Jeg går ikke og planlægger selvmord, tanken har bare strejfet mig en (del) gange efterhånden, de sidste par mdr... 

Ang sygemelding så må jeg lige hører min læge når jeg skal derop igen i næste uge . Det kunne godt være det var en ide... 

Men øv hvor føles ALT uoverskueligt 

Skid fuldstændig hul i, hvad du tror andre vil tænke om dig og jeres løsninger, som får jeres familieliv til at gå op! 

Få noget hjælp, både weekender OG hverdage, så meget du kan og lad være med at tænk på det som aflastning,- tænk på det som en nødvendig for at du ikke skal bryde fuldstændig sammen, og det hele for alvor skal ramle sammen. For det kommer det til, hvis ikke der sker noget, så du kan få lov at trække vejret, finde dig selv og med tiden mærke dig selv igen (den tid skal nok komme igen, men det kræver hårdt arbejde og vilje, men den kommer - bare rolig). 

Jeg er sikker på at hverken børnehave eller venner tænker noget negativt, om de valg i skal tage, for at komme ovenpå - tværtimod! Er helt sikker på de vil se dig/jer som famile som en stærk enhed, som kan finde ud af at handle på jeres nødsignaler, tage fat og gøre hvad der skal til. En stærk og sammenholdig familie, som er der for hinanden. Det er vel især i sådanne tider, man skal bruge sin familie? Hvornår ellers ;-) 

sne190810 skriver:

Skid fuldstændig hul i, hvad du tror andre vil tænke om dig og jeres løsninger, som får jeres familieliv til at gå op! 

Få noget hjælp, både weekender OG hverdage, så meget du kan og lad være med at tænk på det som aflastning,- tænk på det som en nødvendig for at du ikke skal bryde fuldstændig sammen, og det hele for alvor skal ramle sammen. For det kommer det til, hvis ikke der sker noget, så du kan få lov at trække vejret, finde dig selv og med tiden mærke dig selv igen (den tid skal nok komme igen, men det kræver hårdt arbejde og vilje, men den kommer - bare rolig). 

Jeg er sikker på at hverken børnehave eller venner tænker noget negativt, om de valg i skal tage, for at komme ovenpå - tværtimod! Er helt sikker på de vil se dig/jer som famile som en stærk enhed, som kan finde ud af at handle på jeres nødsignaler, tage fat og gøre hvad der skal til. En stærk og sammenholdig familie, som er der for hinanden. Det er vel især i sådanne tider, man skal bruge sin familie? Hvornår ellers ;-) 

 

Du har fuldstændig ret, men kan bare ikke slippe frygten for hvad de vil tænke og hvad så hvis de anmelder os og vi fåe fjernet dem! Det er næsten alt jeg kan tænke på, det er blevet så slemt så jeg næsten tror at den fremmede på gaden jeg går forbi tænker sådan om os også

Anonym skriver:

Du har fuldstændig ret, men kan bare ikke slippe frygten for hvad de vil tænke og hvad så hvis de anmelder os og vi fåe fjernet dem! Det er næsten alt jeg kan tænke på, det er blevet så slemt så jeg næsten tror at den fremmede på gaden jeg går forbi tænker sådan om os også

Jeg garantere dig for, at dine børn på ingen måde bliver fjernet fra dig, på sådan et spinkelt grundlag. 

For igen, du handler som en forældrer bør gøre. Du gør noget ved situationen, i stedet for bare at sidde og se på det vilæe gå helt galt. 

Man må gerne have det rigtig dårligt fysisk og psykisk, selvom man er blevet forældre. Det er tilladt, og det ved kompetente fagfolk også, så du kan være ganske rolig. Træk vejret, og tænk på dig, dine børn og familie på længere sigt. Du gør det helt rigtige og er på rette vej. 

Anonym skriver:

Er hvad jeg har fået konstateret. Har en datter på snart 4 år og en datter der lige er fyldt 1 år. Jeg kan slet ikke kende mig selv, og så alligevel føles det ikke som om at jeg er "forkert" , det føles mere og mere som om det bare er sådan jeg er. Når jeg ser på min yngste datter så føler jeg slet ikke hun er min. Hun føles fremmed for mig, og nu er det blevet så slemt så min store datter og deres far (min mand) også føles fremmede. Det meste af tiden ønsker jeg dem langt væk, jeg føler mit hovede kan eksplodere når som helst, sådan rent fysisk. Jeg er fuldstændig handlingslammet! Jeg kan sidde og se på den store laver ballade, driller sin søster eller lign, men jeg KAN ikke bevæge mig over til hende for og stoppe hende. Jeg kan ikke sige noget. Selvom jeg ved jeg skal og jeg også gerne vil..... Hvis den yngste græder så føler jeg jeg er på randen til og blive sindssyg, som om jeg er tæt på og ende i en psykose jeg aldrig kommer ud af igen. Min mand (som "heldigvis" er jobsøgende) har overtaget alt derhjemme, det huslige og børnene . Jeg handler faktisk kun ind og laver så mad når jeg magter det. jeg føler mig fed og grim og ulækker og uduelig og ikke mindst som det værste menneske på hele jorden , at jeg kan svigte min familie sådan. skal starte til psykolog (hvor der er et halvt års ventetid) og ha taget blodprøver..... Så skal jeg nok ha medicin når blodprøverne er taget, men ved ikke hvad min læge tænker endnu. 

 

Øv!!!!! Hvor er det forfærdligt! Har i mange mdr når jeg har kørt alene bare haft lyst til og slippe rattet og køre galt. Er så angst for kommunen, børnene, mine naboer som sladre hele tiden om alt og alle (og vi er lige flyttet ind) , har ikke lyst til og opleve mine børn blive ødelagt eller tvangsfjernede  eller min mand der måske vil skilles til sidst . Og kan i det hele taget bare ikke holde mig selv ud, kigge mig i spejlet og jeg får lyst til og brække mig, jeg kan slet ikke fatte det er mig!!!  Har verdens bedste familie som vil tage ungerne så meget vi har brug for, men har sagt jeg kun vil ha det i weekenderne da jeg er bange for hvad børnehaven vil sige hvis de opdager børnene bliver "aflastet" hos mine forældre osv.... 

Er der andre der har været så langt ude??? Kommer man nogensinde over på en lysere vej, eller hvad?? 

Tag på akutmodtagelsen. De kan hjælpe dig NU.

Min kæreste er pt indlagt og det er hårdt men bedre end at familien risikerer at blive én mindre.

Din mand og børn skal nok klare det - så hjælp dig selv og din familie og tag på akutmodtagelsen. De kan hjælpe dig til om du har bedst af at være hjemme eller at være indlagt. 

God bedring. Knus herfra...

Kram til dig og JA det bliver langsomt bedre! Men du kan ikke vente på psykolog! 

Jeg tog på P skadestue og fik en snak med dem. De tilbød et mobilteam til terapi og samtale og indtil de kunne komme måtte jeg komme dag og nat på P skadestue...

afsted med dig ...

Anonym skriver:

Du har fuldstændig ret, men kan bare ikke slippe frygten for hvad de vil tænke og hvad så hvis de anmelder os og vi fåe fjernet dem! Det er næsten alt jeg kan tænke på, det er blevet så slemt så jeg næsten tror at den fremmede på gaden jeg går forbi tænker sådan om os også

Jamen søde ven, hvad søren skulle de fjerne dem for? Fordi du har en depression? Det må du ikke frygte. Du skal tage i mod al den hjælp du kan, for du er tydeligt ved at drukne. Det stærkeste og bedste du kan gøre for både dig og dine børn, er at få åbnet op og bede om hjælp - hos familien, kommunen, behandlere, osv. Det kan kun gå for langsomt. 

Der er lys på den anden side - det er der!! Men det kræver tid og hjælp at komme derhen. 

Alt det bedste til dig