Anonym skriver:
Tja ved snart ikke hvor jeg skal starte.... historien er lang....
Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg er anonym for jeg skammer mig egentlig ikke over min situation... har nok alligevel bare brug for at ikke alle ved hvem jeg er... selvom mange sikkert ved det når jeg fortæller nogle ting....
Jeg har de sidste 2 år været igennem røv mange negative og voldsomme oplevelser.... i 2013 dør min mor 3 uger efter hendes kræft diagnose... min tid efter går med at støtte min far og min datter som havde et meget tæt forhold til sin mormor... året efter bliver jeg overfaldet i mit eget hjem ad en eller anden psykopat med peber spray... foran øjnene på min store datter... der sker heldigvis ikke ikke noget med mig andet end jeg får mit livs største forskrækkelse og min datter oplever at verden ikke altid er rosenrød... tiden efter går med at få min datter ovenpå og vil psykolog og jeg selv kommer til psykolog et par gange... så opdager jeg en knude i mit venstre bryst og skal hele rumlen igen med biopsier men heldigvis er der ingenting....
14 dage efter får min far konstateret blære kræft og skal hjælpe ham igennem det... heldigvis er han pt cancer fri....
Jeg sejler igennem det hele utroligt nok... Men her i maj knækker filmen... står og skal irettesætte min 3 årige datter som ikke vil høre efter... og så tuder jeg bare... og græder og græder... og kan slet ikke hænge sammen... og oplever et panik angst anfald....
Kommer til lægen som siger... du har stress!! Med dertilhørende katastrofe tanker
Øhh nå... jeg følte mig sku ikke stresset... Men set i bakspejlet er der jo mange ting at være stresset over... Men angst hvorfor nu det?? Og hvad er det for en grim størrelse... føj da...
Nå men utroligt nok lykkes det mig på en eller anden måde at få skrevet min modul 6 opgave og bestå den og så har jeg ku holde sommerferie...
Men for helvede altså.... det her ønsker jeg da ikke for min værste fjende... jeg var ved en ny psykolog i onsdags da jeg valgte at skifte da jeg ikke følte den nye ku hjælpe mig... hun spørger om en ting ved min mors død og så knækker jeg helt.... 
Vi snakker om alle de ting der er sket og hun slutter af med at sige at hun er helt sikker på at jeg har rigtig mange ting jeg ikke har fået bearbejdet og derfor så knækkede filmen for mig... min hjerne og psyke skriger på hjælp og ro.. Men at jeg også pga alle de ting jeg har oplevet har udviklet sygdoms angst og generaliseret angst damn der følte jeg lige stemplet kom på ryggen.... 
Jeg havde altid set mig selv som en stærk person psykisk men nu er den illusion forsvundet... jeg har været stærk for alle andre måske og glemt mig selv...
Men den angst.... hmm den er jeg ikke gode venner med... prøver men Sys den maser sig ind hvor jeg ikke sys den hører hjemme og vil bare ha den skrider af h til.... 
det er fanme hårdt at gå og bekymre sig om alt muligt hele dagen og ikke vide hvad fanden der lige sker i hovedet på en... 
Men sætter min lid til mig selv og min psykolog om at jeg med tiden kan få bugt med både stressen og angsten
Undskyld det blev lidt langt havde vist bare brugt for luft....
Vores histories lyder meget ens. Min erfaring er at det er noget at det bedste at have en at læsse til og spare med, - sig til hvis du trænger til en at snakke med.
