jeg ved snart hverken ud eller ind og det hele er bare svært
i fredags fik min kæreste et sammenbrud og prøvede at tage sit eget liv. men han kunne åbenbart ikke få rebet til at blive i træet
han blev så indlagt fordi jeg tvang ham
jeg har en datter på fem år som ser ham som sin far og vi har et barn på 1 år sammen
han har ydermere to børn fra tideligere
jeg er gal ked sur føler mig forrådt og helt vildt mange ting
hans dep bunder i en barndom på sygehus med en kronisk sygdom og hvor han ikke måtte have sin mor med sig
så han indelukker alt
og at leve i 12 år med en kvinde der nedgjorde ham hver dag foran deres børn hans venner mm
og nu mig som (for et år siden og tideligere) bare laller afsted
og en x der stadig nedgøre ham og bruger børnene i mod ham og hver dag fortæller de stakkels børn hvilken skod far han er og hvor lidt han elsker dem
nu kan han intet
jeg må klare alt
og jeg kan ikke mere
har prøvet at få ham til at søge hjælp i et år nu
og det lykkes i nov og allerede i feb droppede han medicinen og stoppede med at fortælle psykologen hvad der egentlig gik ham på
så jeg er derfor en kende sur og føler mig pænt svigtet
nu her inden sammenbrudet fik jeg ham til lægen igen og han er så igang med behandling
og turen på psyk har fået ham til at åbne sig og indse at han behøver hjælp
men jeg har svært ved at tro på det
og hvad med alt det herhjemme, skal jeg bare lave alt
jeg har svær adhd og har det virkelig svært med oprydning osv
jeg prøver og prøver 
jeg har lige nu taget førehatten på og lagt en plan over hverdagen og over fremtid samvær og kontakt til mine bonusbørn
men fuck det hårdt at være hende koen der bestemmer
ikke at han siger noget eller noget, jeg kan bare ikke lide det
jeg skulle bare lige ud med det
har ingen at snakke med om det og jeg er så ked af det
tak fordi du læste med
Anmeld
Citér
