Hejsa...
Kæreste og jeg blev for et år siden forældre til den dejligste dreng. Det har været et hårdt år, men samtidig på mange punkter fantastisk!
Men....
Min kæreste startede i skole igen ca 6 mdr efter knægten blev født, og det har tydeligvis været for meget for hende. Hun har gået til samtalegrupper næsten fra dag 1, da sundhedsplejersken screenede hende for noget der kunne tyde på en fødselsdepression. Det er stille og roligt blevet værrere, og efter lidt tid med psykolog og læge besøg, var der endelig en læge der tog det lidt mere seriøs end de andre. Hun er nu startet på medicinsk behandling, og har samtidig valgt at sygemelde sig fra sit studie.
Det virker umiddelbart til at have hjulpet hende, tudeturene er blevet færre og det virker som om hun kan se fremad nu.
Der mit problem kommer er, nu kan hun se fremad, men hvad med mig? Jeg har været igennem denne kamp med hende. Jeg har grædt med hende, valgt at bide ting i mig i stedet for min normale ligefrem væremåde, støttet hende (hvilket jeg vil gøre resten af mit liv). Alt mens min familie bliver ved med at sige at jeg skal passe på hende, spørger hvordan går det med den bette og mor, og en svigerfamilie der ikke virker til at interessere sig i hvad der foregår.
Det er muligt at jeg skriver dette indlæg af selvmedlidenhed eller bare for at lukke alle de tanker ud, som jeg har gået med det sidste år. Men sagen er den at jeg for første gang, stort set, i et år har en dag for mig selv. Kæreste ville ud og nyde vejret, men jeg magtede det ikke. Jeg havde i morges mest lyst til at ligge mig i min seng, og vente på det bliver mandag, for så kan jeg stresse ned på arbejde. Siden de kørte ud i det gode vejr, har jeg tudet uafbrudt. Jeg kan simpelthen ikke slukke igen. Jeg har flere gange haft telefonen fremme for at gøre det rigtige, nemlig at skrive til min søster at hun skal komme forbi, men så svarer den anden hjernehalvdel at jeg ikke skal belemre dem med mine problemer, og så får jeg talt mig selv fra det.
Jeg har længe haft det sådan, men der har været to personer i mit liv, som har haft mere brug for en stærk far der kunne tage over når det hele ramlede sammen. Samtidig har jeg haft et arbejde jeg skulle passe, hvor der i forvejen vælter ind med den ene sygemelding efter den anden. Og mht. arbejde, har jeg lovet mig selv at jeg ikke vil brokke mig over arbejdstider osv. pga. jeg har fået et barn (der er efterhånden del som har valgt at sygemelde sig, i stedet for at bare finde et andet arbejde pga. de har fået barn). Jeg har selv valgt det arbejde, og jeg kan jo godt lide min arbejdsplads og det arbejde jeg udfører.
Jeg har gjort det man i sådan en tilstand aldrig må gøre, nemlig læse om det på internettet. Og ud fra diverse, efter min mening, meningsløse test, kan man konkludere at jeg muligvis har en depression. Men, som allerede nemt, har jeg svært ved at snakke med familien om sådanne ting. Både min mor og søster har været ramt af depressioner, og far skræntede lidt på et tidspunkt, så ja, hvorfor skulle jeg gå fri? Jeg har altid, og vil altid, være der for mine nærmeste i svære perioder, og jeg er sikker på de vil være der for mig, hvis de vidste at jeg gik rundt med dette.
Jeg ved godt hvad det rigtige at gøre er, for mit eget synspunkt. Men kan jeg tillade mig at åbne op for dette? Kan jeg tillade mig at flytte fokus fra hende til mig? Er jeg bare egoistisk? Hun er lige startet i behandling, hvad vil det gøre ved hendes fremgang? Skal jeg luske til læge i alt hemmelig? Skal jeg bare være som mænd er bedst, bide det hele i mig, det går jo nok over, og så lukke op for sluserne når jeg er alene? Kan dette ties ihjel? Jeg er på ingen nogen måde flov over dette, eller, for den sags skyld, i nogen form for fare for at skade mig selv. Jeg har bare en træls søndag!
Nu fik jeg luft, ved ikke om det giver nogen mening, men lige nu er mit hoved tømt! Og kæresten er på vej hjem, så jeg må hellere få tørret øjnene og komme videre med at lave ingenting ;-)
