Fødselsdepression eller efterfødselsreaktion?

Jeg fødte vores første barn i fredags, og har elsket mit barn meget meget mere end hvad jeg troede var muligt lige fra dag et. 

Da vi på dag 3 kom hjem fra sygehuset havde jeg nogle virkelig dårlige dage præget med meget angst og uro og uforklarlig nedtrykthed. Jeg var nervøs for at være alene med vores barn hvis nu jeg ikke kunne gøre det godt nok. Jeg følte mig slet ikke som mig selv. Jeg tog snakken med sundhedsplejersken der mente vi lige skulle se dagene an da der jo sker en hormoneksplosion efter en fødsel. Så længe jeg passede vores barn og havde lyst til det skulle jeg ikke være unødigt bekymret. Nu er der så gået nogle flere dage. I går ændrede det hele sig, jeg er helt mig selv igen, ingen angst, ingen uro. Jeg har alligevel været ved lægen i går da jeg er meget obs på at få taget hånd om det hvis det udvikler sig og jeg er også blevet henvist til et team der udelukkende beskæftiger sig med at behandle kvinder med efterfødselsreaktioner og fødselsdepressioner. Det føler jeg en del lettelse ved at vide at der er andre der også er obs på mig. Lægen mente dog ikke det var nødvendigt da det jeg beskrev lød som noget kortvarigt som mange kvinder går igennem. Er det noget andre genkender? 

Dit indlæg fik mig til at oprette en profil, for jeg vil virkelig gerne berolige dig. Det du beskriver har jeg også oplevet, og jeg havde så absolut ikke en fødselsreaktion. 

Jeg genkender fuldstændigt det du skriver fra min første fødsel. Da jeg kom hjem med vores datter havde jeg også en dags tid eller 2 hvor der bare væltede rundt med følelser. Husker bl. a. at jeg på et tidspunkt stod og kiggede ud af køkkenvinduet og STOR-tudede, uden at det havde noget med min datter at gøre eller at jeg ikke elskede hende til månen og tilbage.

Der sker virkelig mange ting med kroppen. Min sundhedsplejerske mener jeg kaldte det "fødsels-blues" eller noget i den retning. Og det rammer gerne nogle dage efter fødsel.

Men det er selvfølgelig godt at du er obs på om der er mere, men bare du også ved at for nogle af os er det "bare" lige hormonerne der skal rase af.

Jeg vil også sige at det er helt normalt, det du oplever. Jeg havde det ihvertfald på samme måde med min ældste datter - nr. 2 ikke så meget, måske fordi det ikke var et "chok" på samme måde at få hende, som det var at få den første. Men superfint at du er opmærksom Det går jo lidt op og ned især i den første tid indtil man lige finder en rytme, amningen kommer op og køre (hvis man ammer) og man lige lærer sin baby at kende. 

Kram Tulle

GrønStjerne skriver:

Dit indlæg fik mig til at oprette en profil, for jeg vil virkelig gerne berolige dig. Det du beskriver har jeg også oplevet, og jeg havde så absolut ikke en fødselsreaktion. 

Jeg genkender fuldstændigt det du skriver fra min første fødsel. Da jeg kom hjem med vores datter havde jeg også en dags tid eller 2 hvor der bare væltede rundt med følelser. Husker bl. a. at jeg på et tidspunkt stod og kiggede ud af køkkenvinduet og STOR-tudede, uden at det havde noget med min datter at gøre eller at jeg ikke elskede hende til månen og tilbage.

Der sker virkelig mange ting med kroppen. Min sundhedsplejerske mener jeg kaldte det "fødsels-blues" eller noget i den retning. Og det rammer gerne nogle dage efter fødsel.

Men det er selvfølgelig godt at du er obs på om der er mere, men bare du også ved at for nogle af os er det "bare" lige hormonerne der skal rase af.

 

Tusind tak for dit svar.   Min mand forsøgte også at berolige mig med at hormonerne gør en hel del. Men det er alligevel rart at høre det fra andre også, når man et eller andet sted er lidt bange for at udvikle en fødselsdepression. 

Tulle28 skriver:

Jeg vil også sige at det er helt normalt, det du oplever. Jeg havde det ihvertfald på samme måde med min ældste datter - nr. 2 ikke så meget, måske fordi det ikke var et "chok" på samme måde at få hende, som det var at få den første. Men superfint at du er opmærksom Det går jo lidt op og ned især i den første tid indtil man lige finder en rytme, amningen kommer op og køre (hvis man ammer) og man lige lærer sin baby at kende. 

Kram Tulle

Også tak for dit svar. Det varmer at vide at man ikke er den eneste