At føde (næsten) alene

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.556 visninger
0 svar
16 synes godt om
7. august 2015

Miti's mama

Profilbillede for Miti's mama

Da jeg skulle have min datter var det i faste rammer med mand, bil og lejlighed. Men planlagt var det ikke, jeg var stadig i skole og jeg boede på en lille ø i Stillehavet, langt væk fra familie og venner.

Jeg har aldrig haft hjemve før, men som graviditeten skred frem savnede jeg hjemme mere og mere.

Da jeg skulle føde var det på amerikansk maner og uden mor eller mostre til at guide mig. Min mand forlod ikke min side i de 2 døgn vi var indlagt, og jeg havde aldrig klaret det uden ham.

Jeg havde haft plukveer i et par uger, og dagen før min termin gjorde det så ondt at jeg ikke kunne sove mere. Klokken var kun fire juleaftens morgen og jeg lod min mand sove mens han stadig kunne. Da han rørte på sig sagde jeg "nu er det vist tid", og så blev han ellers vågen. Men det gik laaaangsomt, så han tog de 5 min væk på arbejde i et par timer for at gøre klar til et par uger fri.

Tasken var allerede pakket to uger inden, så jeg gik stille og roligt på Facebook og snakkede med dem derhjemme der var ved at fejre juleaften. Veerne havde 4-5 minutter imellem, men udviklede sig langsomt, så vi havde en rolig 1 times køretur til hospitalet (så rolig som man nu kan være vidende at man skal være forælder!)

Personalet tog rigtig godt imod os, jeg blev målt og vejet, vi blev sat ind på et lille værelse hvor jeg blev sat på monitors for at sikre at jeg var i fødsel og så blev vi flyttet ind på vores private værelse (vi er fattige studerende, så det var svineheld vi fik det). En sygeplejerske kom og satte nåle i armen på mig, spurgte til forventninger, frygter og mål for forløbet. Vi fik en god snak om epiduraler jeg gerne ville undgå og hvornår det ville være tid til at skride til det. Hun gjorde det klart at ændre mening om smertestillende under forløbet var helt normalt og jeg ikke skulle være flov over at skifte mening. Fantastisk start.

Og så ventede vi... og ventede... og ventede. kl 4 om eftermiddagen var det klart at jeg åbnede mig ca. 1/2 cm i timen. Så vi var først nået 6 cm. Efter 17 timer i stærkere og stærkere smerte var jeg så færdig at jeg ikke kunne huske mit eget navn, og min mand og sygeplejerskerne tiggede mig om at tage en epidural, vidende at det nok ville tage 8 timer mere. Veerne kom hvert minut og skred udover toppen af monitoren når de toppede. Og da jeg så sagde ja kunne ikke gå stærkt nok. Lægen rejste sig fra sit julebord og kom stille og roligt og gav mig en epidural og stillede alle de normale spørgsmål om ryg problemer mv (selv om jeg ville sige ja til hvad som helst på daværende tidspunkt), og alt foregik roligt og i godt humør. Det virkede i løbet af 30 sekunder og jeg var i himlen. Lægen blev for at sikre sig alt gik fint og så tøffede han hjem til konen og kalkunen igen. 

Søvn, velsignede søvn. 

Kl. 2 om natten kommer sygeplersken og vækker mig for at tjekke igen. Monitoren siger veerne er meget tætte og intense, og jeg er åbnet næsten 10 cm! Juhu! Men den lille er ikke faldet helt ned (var derfor jeg ikke ville have en epidural så jeg kunne stå op), men et lille trick med at ligge på siden i en halv time og noget fikseri, så er hun der næsten.

10 cm. klar til at presse?

Min mand på den ene side, en sygeplejerske på den anden og min OBgyn og en assistent forneden. Bum bum og sengen er lavet om til en fødebriks og vi er klar. Monitoren fortæller mig når der er en ve selv om jeg godt stadig kan mærke presset når den topper. 3 kvarterer presser jeg, sygeplersken diskuterer julemiddag, jule traditioner og ferie med mig imellem pres. Men den lille bliver ved med at falde ned igen. Vandet er først gået for mindre end to timer siden, vi tager den med ro. Til sidst ignorerer jeg min OBgyn og presser selv om veen er ovre, igen og igen. Lille pause. Igen på veen og indpå den næste, smut! Så kommer hun ud og et dejligt vræl. Klokken er 3:26 om natten.

Min OBgyn siger hun lige skal sy lidt. Vidste godt at jeg ville sprække, men først senere finder jeg ud af at der er 7 sting og jeg er sprækket indefra og ud. Glad for den epidural!

Mit drop bliver taget ud og en halv time senere tager jeg på toilettet men en sygeplejerske farende efter mig. Jeg havde glemt jeg lige havde været bedøvet i halvdelen af kroppen. Og det er meget godt... jeg kan ikke helt selv stå opdager jeg halvvejs.

De beholder os et døgn til observation. Den lille vil ikke holde op med at skrige. Er grædefærdig, sygeplersken kommer og tager hende med ned til barnestuen, så jeg kan få en lur. Hun skal bøvses mere. Tager gerne en time. Ligegyldig børnelæge kommer forbi og hører ikke et ord af hvad jeg siger. Sender alligevel en regning på 800dollars.

Halvanden døgn efter kører vi hjem. Har ikke råd til mere. Sygeplerskerne giver deres nummer og beder os om at ringe hvis vi har brug for hjælp eller råd. Grundig undervisning i det ene og andet har de presset ind fordi de ved de studerende tager hurtigt derfra igen. Sådan er det når man ikke har fuld sygesikring.

Masser af information med hjem, gode råd og ønsker. Alt i godt humør. Verdens bedste hospital, med en fantastisk oplevelse trods alt ikke gik som vi troede. Castle Hospital... Kan anbefales!

Hun spiser i 40 min ad gangen, der kommer ikke rigtig noget. Hun skriger og skriger, luft i maven. Mælken vil ikke kommer. Så kommer mælken og der er ro. 36 time når vi i fred. Så er mælken væk. Min mand kører ud i natten for at finde erstatning og en flaske. Aner ikke hvad han laver, men finder noget der virker. Så meget for at amme. Alt er lukket i juleferien og ingen familie inden for de nærmeste kontinenter. Får fat i pumpe og kan pumpe 10 ml ud. Det var så det. Den lille er ligeglad, mad er mad.

Den lille vokser og vokser, moren taber sig og taber sig, fødselsdepression. Finder en gratis rådgivning på skolen, midterms. Sidste semester inden bachelor. Baby med i klassen, lærere er familie mennesker, rend de elever der kigger skævt. Færdig, ceremony, alle er glade. Hjem til Danmark og familien, 1000 gode råd der er overvældende. Kulturchok, men hvor er det dejligt at være hjemme.

Man bliver overrasket over det man kan når man skal, også selv om det ser umuligt ud til at starte med. 

Mand, baby, veninde og mig i midten.

Vedhæftede fotos (klik for at se i fuld størrelse)

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.