Finde modet til at prøve igen efter SA

Natten til jeg blev 13+0 vågnede jeg med store smerter, skyndte mig på toilettet hvor blodet bare løb ud af mig. Både klumper og rent blod. Var slet ikke i tvivl om at jeg var ved at abortere. Det endte med at jeg var indlagt i to dage. Den første dag med stikpiller for at jeg selv skulle udstøde resterne, men da det ikke var reduceret nok endte det med en udskrabning. 

Har altid været meget bevidst om at der er en høj risiko for at miste, især første trimester, og har derfor hele tiden tænkt at det var først til nf at graviditeten blev bekræftet. Indtil da kunne jeg ikke være sikker på at det blev en baby. Men da vi havde rundet de 12 uger begyndte jeg at tro på det. Vi havde snakket om hvordan vi skulle fortælle det det familien og hvordan vores verden ville se ud med en lille ny. Virkelig begyndt at glæde os. Nf lå bare et par dage efter vi mistede. Jeg er ikke i tvivl om at hvis vi havde haft nf i uge 12, så var fosteret sandsynligvis ikke levende. 

Selvom sygeplejesken sagde vi skulle vente 3 måneder med at prøve igen, er jeg selvfølgelig begyndt at tænke på det. De første par dage ville jeg bare være gravid igen med det samme. Men nu frygter jeg at blive gravid igen, for i mit hoved er det 50:50 for at miste igen.

Til jer der har mistet; hvordan og hvornår fandt i modet til at prøve igen og troen på at det nok skulle gå godt? 

ville bare give dig et par . 

januar16 skriver:

Natten til jeg blev 13+0 vågnede jeg med store smerter, skyndte mig på toilettet hvor blodet bare løb ud af mig. Både klumper og rent blod. Var slet ikke i tvivl om at jeg var ved at abortere. Det endte med at jeg var indlagt i to dage. Den første dag med stikpiller for at jeg selv skulle udstøde resterne, men da det ikke var reduceret nok endte det med en udskrabning. 

Har altid været meget bevidst om at der er en høj risiko for at miste, især første trimester, og har derfor hele tiden tænkt at det var først til nf at graviditeten blev bekræftet. Indtil da kunne jeg ikke være sikker på at det blev en baby. Men da vi havde rundet de 12 uger begyndte jeg at tro på det. Vi havde snakket om hvordan vi skulle fortælle det det familien og hvordan vores verden ville se ud med en lille ny. Virkelig begyndt at glæde os. Nf lå bare et par dage efter vi mistede. Jeg er ikke i tvivl om at hvis vi havde haft nf i uge 12, så var fosteret sandsynligvis ikke levende. 

Selvom sygeplejesken sagde vi skulle vente 3 måneder med at prøve igen, er jeg selvfølgelig begyndt at tænke på det. De første par dage ville jeg bare være gravid igen med det samme. Men nu frygter jeg at blive gravid igen, for i mit hoved er det 50:50 for at miste igen.

Til jer der har mistet; hvordan og hvornår fandt i modet til at prøve igen og troen på at det nok skulle gå godt? 

Jeg var fuldstændig knust.. mistede i uge 11 og det viste sig at fosteret var dødt i uge 7.. havde set hjerteblink.. Det var ik engang planlagt..

Men det blev det denne gang.. vi var enige om, at det var drømmen og det vi ville, så vi gik i gang med det samme... havde regnet med det ville gå hurtigt, men det tog 9 måneder før der var gevinst.. Men som du skrev, så skulle jeg nå langt ind i graviditeten før jeg turde stole på det. Faktisk troede jeg først rigtig på det da jeg nåede over uge 20..

Men selv nu hvor jeg er 29+2 tjekker jeg stadig mine trusser og papir når jeg er på toilet.. heldigvis mærker jeg liv dagligt og gjorde det tidligt.. det hjælper.. men for mig var det noget med at tage en dag ad gangen. Nyde min mand og ikke tænke på projektet, men bare nyde den tid vi havde sammen kun os to og glæde os til den dag to blev til tre..

hmg86 skriver:

Jeg var fuldstændig knust.. mistede i uge 11 og det viste sig at fosteret var dødt i uge 7.. havde set hjerteblink.. Det var ik engang planlagt..

Men det blev det denne gang.. vi var enige om, at det var drømmen og det vi ville, så vi gik i gang med det samme... havde regnet med det ville gå hurtigt, men det tog 9 måneder før der var gevinst.. Men som du skrev, så skulle jeg nå langt ind i graviditeten før jeg turde stole på det. Faktisk troede jeg først rigtig på det da jeg nåede over uge 20..

Men selv nu hvor jeg er 29+2 tjekker jeg stadig mine trusser og papir når jeg er på toilet.. heldigvis mærker jeg liv dagligt og gjorde det tidligt.. det hjælper.. men for mig var det noget med at tage en dag ad gangen. Nyde min mand og ikke tænke på projektet, men bare nyde den tid vi havde sammen kun os to og glæde os til den dag to blev til tre..

Har pt grædt hver dag efter (to uger siden det skete). Det var planlagt og vi skal selvfølgelig prøve igen. Men er så bange for at miste igen at jeg føler at jeg skal forberede mig på at miste og tanken om at en graviditet kan blive til noget er nærmest ikke eksisterende. Den logiske side af mig ved selvfølgelig godt at det er noget pjat og med alle de gravide og nyfødte omkring mig så burde der være mulighed for at det kan ske for mig også. 

Planen er dog at vi skal giftes i starten af det nye år, og hvor jeg føro var klar på at være højgravid brud, så tør jeg ikke begynde PB igen før bryllup er ovre. I min pessimistiske verden hvor der nu er høj risiko for at tabe, kunne det jo ske lige op til bryllup, og kunne så ende med at være indlagt igen flere dage og måtte aflyse bryllup. 

Min kæreste er nok mere skruk end jeg er, men er selvfølgelig klar til af vente til jeg er følelsesmæssigt klar igen. Ville bare ønske at jeg ikke var så pessimistisk omkring det.

Jeg var fuldstændig knust.. mistede i uge 11 og det viste sig at fosteret var dødt i uge 7.. havde set hjerteblink.. Det var ik engang planlagt..

Men det blev det denne gang.. vi var enige om, at det var drømmen og det vi ville, så vi gik i gang med det samme... havde regnet med det ville gå hurtigt, men det tog 9 måneder før der var gevinst.. Men som du skrev, så skulle jeg nå langt ind i graviditeten før jeg turde stole på det. Faktisk troede jeg først rigtig på det da jeg nåede over uge 20..

Men selv nu hvor jeg er 29+2 tjekker jeg stadig mine trusser og papir når jeg er på toilet.. heldigvis mærker jeg liv dagligt og gjorde det tidligt.. det hjælper.. men for mig var det noget med at tage en dag ad gangen. Nyde min mand og ikke tænke på projektet, men bare nyde den tid vi havde sammen kun os to og glæde os til den dag to blev til tre..

Og tillykke med din graviditet. Dejligt at det lade sig gøre 

Er ked af dit tab 

Var det din første graviditet? For lægerne siger jo at minimum 20% af alle graviditeter desværre ender med en abort indenfor de første 3 måneder. Men altså oftes uden at der er noget galt med kvinden og derfor ikke stor sandsynlighed for at man mister igen.

Vi var i fertilitetsbehandling, da jeg blev gravid, men også mistede i første trimester. Fordi mit hcg ikke faldt nok (fordi de ikke havde fået fjernet alt i første omgang) og jeg havde en forstyrrende cyste, kunne vi ikke starte en ny omgang behandling op med det samme. Ellers var det vidst normalt at man ventede én måned og så kunne starte behandling igen.

Helt mirakuløst endte det med at vi blev gravide uden for behandling ca. 3 måneder efter aborten. Jeg er nu i 30. uge og alt lader til at gå godt.

Jeg synes du skal mærke efter om du føler dig nogenlunde klar igen. Dog tror jeg altid man vil have en forhøjet frygt for at miste, når det er sket før. Det havde jeg - og jeg kan stadig få bange tanker om at noget måske går galt, men er i det mindste begyndt at købe lidt babyting nu. Der gik lang tid før jeg var klar til det, selvom vi havde fine scanninger osv.

Held og lykke - håber det aller bedste for dig og din kæreste.

http://stinemavepine.blogspot.dk/

januar16 skriver:

Og tillykke med din graviditet. Dejligt at det lade sig gøre 

Tusind tak.. har været bange hele vejen igennem og prøver på ikke at overanalysere alting.. det skal nok blive din tur også, men uanset hvor længe man venter, så tror jeg ikke man kommer helt af med frygten....

stinemavepine skriver:

Er ked af dit tab 

Var det din første graviditet? For lægerne siger jo at minimum 20% af alle graviditeter desværre ender med en abort indenfor de første 3 måneder. Men altså oftes uden at der er noget galt med kvinden og derfor ikke stor sandsynlighed for at man mister igen.

Vi var i fertilitetsbehandling, da jeg blev gravid, men også mistede i første trimester. Fordi mit hcg ikke faldt nok (fordi de ikke havde fået fjernet alt i første omgang) og jeg havde en forstyrrende cyste, kunne vi ikke starte en ny omgang behandling op med det samme. Ellers var det vidst normalt at man ventede én måned og så kunne starte behandling igen.

Helt mirakuløst endte det med at vi blev gravide uden for behandling ca. 3 måneder efter aborten. Jeg er nu i 30. uge og alt lader til at gå godt.

Jeg synes du skal mærke efter om du føler dig nogenlunde klar igen. Dog tror jeg altid man vil have en forhøjet frygt for at miste, når det er sket før. Det havde jeg - og jeg kan stadig få bange tanker om at noget måske går galt, men er i det mindste begyndt at købe lidt babyting nu. Der gik lang tid før jeg var klar til det, selvom vi havde fine scanninger osv.

Held og lykke - håber det aller bedste for dig og din kæreste.

 

http://stinemavepine.blogspot.dk/

 

Tillykke med din graviditet

Ja det var min første. Vi smed præventionen i november, og da kroppen lige skulle finde sig selv så testede vi først efter 1,5 måned. (Selv den cyklus der varede 40 dage og havde de samme symptomer som da jeg testede positiv).  Håber jeg bliver hurtigt gravid igen næste gang vi prøver. Men så bare er levedygtigt. Selvom man ved at ikke alle graviditeter bliver til noget, er det stadig øv når man ikke får den baby man drømte om. 

Vi fik af vide at vi skulle vente tre måneder af sygeplejesken. Så det må hun mene noget med. Måske fordi jeg blødte så meget, også til udskrabningen så de måtte stoppe blødningen med en masse gaze. (Føles som verdens længste tampon når det skal ud). Skulle derfor også vente 4+ timer efter udskrab før jeg måtte gå. Synes det var en voldsom omgang. 

Jeg er ked af dit tab, men jeg ved hvordan du har det. For 4 uger siden da jeg var 11 uger henne, mistede jeg også.

Jeg håber at du er i godt mod til at prøve igen. Jeg ved hvordan du har det...

Så du får en masse knus og kram med på vejen....

Vores drøm om at fuldende familien gjorde vi gik i gang med det samme. 

Så en måned efter medicinsk abort kunne vi igen teste positiv. 

Og efter en fødsel testet vi igen positiv efter 2 måneder . 

Og det er endelig lykkes os at fuldende familien, Men den sidste graviditet var modbydelig pga alt det psykiske ..