min vej tilbage til glæden.... godt på vej

jeg var rimelig naiv og forvente at lille my ville være lige som sin søster... og som dem der har læst med ved, så ramlede læsset... de jeg pludselig midt i flytning, og med en nyfødt der ikke ville tage næring finder ud af at fødsels jordmoderen har overset en VIGTIG detalje... lille my har ingen gane, hun har en super bred spalte i gangen der gør at der faktisk ikke er en gane... 4 dage... skrigende baby der ikke kan sutte ordentlig, ingen fagfolk der lytter når jeg råber på hjælp... 4 dage midt i det der skulle være babylykke og flyttekasser... 

4. dag, fra røvet al kontrol! fik beskeden, stemplet "dit barn er handicappet" midt i barselsgangens fælles puslerum! midt i babyer der blev skiftede af lykkelige forældre, midt i andres babylykke fik jeg taget mit barn ud af armene, hun var væk i 10 min. det føltes som flere timer! vi fik hende tilbage... med beskeden "jeres datter har ganespalte, jeg har ringet til ganespaltecenteret og de er her inde for et par timer, der kommer også lige en børnelæge og kigger på hende" og så var sygeplejersken på vej ud af døren igen... stadig midt i puslerummet får jeg fremstammet "hvad er en ganespalte" hun stopper op og viser os den, men da jeg prøver at spørge mere bliver jeg hurtigt fejet af og hun forsvinder! 

der sidder vi så, de andre forældre kigger måbende og pakker deres børn sammen... og kigger på os som om det vi har her, vores lille baby er smitte farlig! jeg sidder med 1000 spørgsmål... skal hun dø nu?? når der er et center kun for det så må det være farligt!? har vi gjort noget galt? var det den laks jeg måske spiste for meget af??? 

behøver jeg sige at det var et helvede!? og at de næste 2 timer var de længeste i mit liv, vi turde ikke røre os ikke engang for at finde mad... hvis nu lægen eller damen fra centeret kom! 

nå men der efter begynte det lange arbejde... ganespalte er ikke noget man dør af... men noget man skal leve med følgerne af resten af livet... lille my skulle lære at spise flaske på en ret speciel måde... og skulle havde medicin mod reflux og... ja maaaange flere ting end det... 

og mit eget arbejde... først med at erkende at det var en efterfødsels reaktion jeg havde, faktisk grænsende til en drpresion... jeg forsøgte at holde facaden, heldigvis havde jeg samme sundhedsplejerske som sidst... og hun, ja og min mand for den sags skyld, kunne se der var noget galt... og det var en lettelse... men hvor høre man så til... fordi i gruppen for efterfødsels reaktioner var jeg jo så hende med det handicappede barn! og det er jo "bare" en spalte og ikke sådan som at få et barn med downs eller andre syndromer... 

i gruppen for forældre med handicappede børn nermest fnøs de da jeg presenterede mig og viva... og egentlig forståeligt nok... 

jeg følte mig uden for, og hjælpeløs og dum og grim og dårlig mor og at alle kiggede på mig når jeg skulle give hende den tossede flaske! det var nemmere bare at blive hjemme... de enkelte gange jeg bevægede mig ud fik jeg angstanfald, det havde jeg aldrig prøvet før... det var min læge der forklarede mig hvad det var... 

ja mit forhold til lille my er langt fra det samme som til storesøster... det er et andet, og vi er nok ikke lige så konektet som jeg var og er til elna... men det er blevet meget bedre... jeg har hele tiden elsket hende... men jeg er sygt bange for at midste hende... og det nåede at blive så stor en del af mig at jeg faktisk stadig venter på at hun skal opereres for at være sikker på at hun overlever... går med en følelse inden i om at jeg har hende på lånt tid... og er nok derfor bange for at knytte mig for meget til hende... 

mange ting er blevet bedre... og vejen tilbage til glæde har været lang og der er et godt stykke vej endnu... men jeg ved hvad der har hjulpet mig en stor del af vejen, det har det at starte hos Rikke klindt... en skøn kvinde der formår at sætte mit liv i perspektiv, der formår at få mig til at vende problemerne og se en løsning... 

da livet så aller sortest ud, fik jeg tilsendt et link fra en tidligere kollega der viste at det var galt... et link der blev starten på min kamp om at komme tilbage til glæden... komme tilbage til at kunne overskue dagligdagen, kan komme ud uden angst anfald, kunne nyde lidt af livet igen... og jeg blev en del af et af rikke klindt's hold.... og det bedste er at jeg ved at lige meget på hvad tid af døgnet jeg tumler med noget... så skal jeg bare skrive det i gruppen og så læser hun det og er klar til at hjælpe når hun er på igen... alle omkring mig kan mærke en forskel, min mand elsker de nye tiltag i mit og vores liv... og pigerne har en gladere mor, og det bliver bedre dag for dag!

http://rikkeklindt.dk/om-rikke/ 

Jeg har fulgt lidt med i hele din historie. Og har tænkt meget på dig og lille Viva på det seneste.

Og hvor er jeg glad for at høre at det går den rigtige vej! Det er klart at det stadig må svært og hårdt. - Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den lange, seje kamp du har været igennem (og stadig kæmper med).

Kram herfra 

MummiT skriver:

Jeg har fulgt lidt med i hele din historie. Og har tænkt meget på dig og lille Viva på det seneste.

Og hvor er jeg glad for at høre at det går den rigtige vej! Det er klart at det stadig må svært og hårdt. - Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den lange, seje kamp du har været igennem (og stadig kæmper med).

Kram herfra 

viva er en helt igennem skøn lille pige... der på ingen måde ligner sin søster... de er så forskellige de to... og hun har det godt... da hun runnede de 7 måneder og fik lagt dræn (endnu en følge af ganen) kunne vi mærke at vi er på den "gode side", vi har overstået det meste og  nu er der nogenlunde ro på hende, og ikke lige så mange læge aftaler osv. det er dejligt og lettende... men samtidig så nærmer vi os også mere og mere operationen, selvom vi stadig ikke har en dato ved vi at det er når hun er imellem 12 og 16 måneder 

men lige pt prøver jeg at nyde roen, og arbejder med mig selv 

Puha, hvor kan jeg sætte mig ind det. Det er en fuldstændig sindssyg periode, hvor man ikke ved hvad man har at gribe i, og ens følelser svinger fra det sorteste sorte til, at man med vold og magt prøver at holde sig selv oppe. 

Jeg har været igennem en lignende rutsjebanetur med min datter på snart 6 mdr. Da hun var 2 uger startede hun med at kaste op og hun tog ikke nok på. Da hun var 5 uger blev vi indlagt, hvorefter der startede et længere udredningsforløb. Vi blev truet med alle mulige forfærdelige diagnoser, bl.a. cystisk fibrose. Det står stadig helt klart for mig, den scene, hvor lægen nævner det. Ligesom jeres "scene" fra puslerummet. Puh, det løber mig koldt ned af ryggen. Jeg var så bange for, hvad der skulle ske med vores lille baby, vores familie, vores store datter. At vores allesammens skæbne måske var, at skulle deale med noget, der kunne ende med at tage lillesøster fra os... Hvordan jeg kom ud på den anden side, uden at blive suget helt dybt ned i det sorte hul, det aner jeg ikke. Jeg føler at det var med røven i vandskorpen.

Men det korte af det lange er, at jeg godt kan sætte mig nogenlunde ind i, hvad I har været igennem. Jeg fortæller dig min historie, fordi at det for mig hjalp at høre, at andre også har været igennem den slags. Hvorfor ved jeg ikke rigtigt. Det må være noget med, at ens følelser, udbrud, tårer, sorte huller er helt normale. Man er ikke forkert. Men håber du også kan få lidt ud af det. Man føler sig så alene i verden. Dejligt at du har fundet vejen ud af det, og er igang med at tage kampen op

morlinen skriver:

Puha, hvor kan jeg sætte mig ind det. Det er en fuldstændig sindssyg periode, hvor man ikke ved hvad man har at gribe i, og ens følelser svinger fra det sorteste sorte til, at man med vold og magt prøver at holde sig selv oppe. 

Jeg har været igennem en lignende rutsjebanetur med min datter på snart 6 mdr. Da hun var 2 uger startede hun med at kaste op og hun tog ikke nok på. Da hun var 5 uger blev vi indlagt, hvorefter der startede et længere udredningsforløb. Vi blev truet med alle mulige forfærdelige diagnoser, bl.a. cystisk fibrose. Det står stadig helt klart for mig, den scene, hvor lægen nævner det. Ligesom jeres "scene" fra puslerummet. Puh, det løber mig koldt ned af ryggen. Jeg var så bange for, hvad der skulle ske med vores lille baby, vores familie, vores store datter. At vores allesammens skæbne måske var, at skulle deale med noget, der kunne ende med at tage lillesøster fra os... Hvordan jeg kom ud på den anden side, uden at blive suget helt dybt ned i det sorte hul, det aner jeg ikke. Jeg føler at det var med røven i vandskorpen.

Men det korte af det lange er, at jeg godt kan sætte mig nogenlunde ind i, hvad I har været igennem. Jeg fortæller dig min historie, fordi at det for mig hjalp at høre, at andre også har været igennem den slags. Hvorfor ved jeg ikke rigtigt. Det må være noget med, at ens følelser, udbrud, tårer, sorte huller er helt normale. Man er ikke forkert. Men håber du også kan få lidt ud af det. Man føler sig så alene i verden. Dejligt at du har fundet vejen ud af det, og er igang med at tage kampen op

Vil lige tilføje, at lægerne fandt ud af, at vores datter har en sjælden fejl i nyrerne, som gør, at hun tisser for meget salt ud. Hun får nu salttilskud hver dag, hvilket kan holde hendes saltniveau oppe på et næsten normalt tal. De ved ikke så meget om sygdommen, men den skulle være harmløs og hun vokser måske endda fra det

Pyha sikke en hård medfart du har haft! Jeg vidste godt, at det var svært i starten, men er meget svingende her på siden, så har måske ikke fulgt så godt med :/  hvor er det skrækkeligt at du har følt dig forkert alle steder med skønne Liva og hvor er det uprofessionelt at give jer sådan en besked i et puslerum! Det håber jeg l har haft overskud til at fortælle dem! For det er bare på ingen måde ok man er sårbar nok når man lige har født, det der kan da kun tippe læsset!

dejligt du får noget hjælp og du er glad for det  

jeg blev vældig nysgerrig og kiggede lige kort på hjemmesiden, og det ser virkelig interessant ud! Er du på du skaber selv dit liv eller hvordan? Det ser bestemt ud til at være værd at overveje! Jeg er måske til den trætte side lige nu, men kan ikke se, hvad det koster, og det er jo også lidt en faktor.  

jeg tumler også en del med forskellige ting blandt andet efter min tur med stress, og har faktisk ledt efter en coaching uddannelse for at se, om det kunne være noget, men det her lyder også vældig interessant, for sådan en som mig. Må helt sikkert kigge nærmere på det tak fordi du deler 

Det er sjovt som man finder ting der hjælper. Jeg har også tænkt på dig specielt en tråd hvor jeg kan huske: av av hun har det skidt 

jeg fik selv en fødselsreaktion som jeg til dato stadig kæmper med! Og det der udløser en stadig frygt er når min smukke datter ikke spiser! Jeg fik selv afvide jeg var for tynd, anorektiker og skulle tage på og det sidder DYBT i mig! Noget der hjalp mig var også en helt speciel kvinde sol jeg slet ike kan takke nok også det her billede: 

morlinen skriver:

Vil lige tilføje, at lægerne fandt ud af, at vores datter har en sjælden fejl i nyrerne, som gør, at hun tisser for meget salt ud. Hun får nu salttilskud hver dag, hvilket kan holde hendes saltniveau oppe på et næsten normalt tal. De ved ikke så meget om sygdommen, men den skulle være harmløs og hun vokser måske endda fra det

Ja jeg forstår heller ikke helt hvorfor andres "ulykke" er med til at lindre ens egen måske det at man føler at nogle forstår ens følelser bare en smule

tarkoflen skriver:

Pyha sikke en hård medfart du har haft! Jeg vidste godt, at det var svært i starten, men er meget svingende her på siden, så har måske ikke fulgt så godt med :/  hvor er det skrækkeligt at du har følt dig forkert alle steder med skønne Liva og hvor er det uprofessionelt at give jer sådan en besked i et puslerum! Det håber jeg l har haft overskud til at fortælle dem! For det er bare på ingen måde ok man er sårbar nok når man lige har født, det der kan da kun tippe læsset!

dejligt du får noget hjælp og du er glad for det  

jeg blev vældig nysgerrig og kiggede lige kort på hjemmesiden, og det ser virkelig interessant ud! Er du på du skaber selv dit liv eller hvordan? Det ser bestemt ud til at være værd at overveje! Jeg er måske til den trætte side lige nu, men kan ikke se, hvad det koster, og det er jo også lidt en faktor.  

jeg tumler også en del med forskellige ting blandt andet efter min tur med stress, og har faktisk ledt efter en coaching uddannelse for at se, om det kunne være noget, men det her lyder også vældig interessant, for sådan en som mig. Må helt sikkert kigge nærmere på det tak fordi du deler 

Ja vi fandt heldigvis kræfterne til at klage og var inde til samtale med den ledende jordmoder og fik en gevaldig undskyldning og de har holdt 2 kurser i marts måned For al personale på barsel og børneafdelingen 1 om den svære samtale og 1 om læbe gumme og ganespalte det hjalp mig faktisk en del  at vide

og nej jeg er med i det der heder klubuperfekt Og jeg giver 300 om måneden