Umulig 2-årig :(

jeg har brug for råd til min dreng på to år. Han er mildt sagt umulig.. 

Jeg er alene med ham hen over sommeren pga min kærestes arbejde, og det hænger mig efterhånden langt ud af halsen. Hele dagen nægter han at spise, han vil kun have sine små mellemmåltider, men det kan han jo ikke leve af.. Når vi sidder ved spisebordet kaster han sig bagover og til siderne, og det resulterer altid at han falder ned fra stolen. Når jeg laver mad står han i køkkenet og hyler og river i mit tøj fordi jeg skal gå med ham.. 

Når han 'leger' går hans lege ud på at splitte alt ad, kaste med alle ting han kan få fat i og tømme alle skabe og skuffer han kan komme til. 

Når vi skal nogle steder hen vil han løftes, selvom han sagtens kan gå selv. Hvis jeg ikke løfter ham sætter han sig ned og skriger i vilden sky, og tager jeg ham ikke op kan han finde på at hamre hovedet ned i fliserne. 

Når han skal puttes er det også med en masse skrig og det tager gerne en time selvom jeg sidder hos ham. Hvis ikke jeg sidder hos ham tager det op til fire timer før han overgiver sig. 

Jeg kan ikke lave noget uden at have ham klistret til mit ben, bare jeg går på toilet kommer han rendende efter mig og råber med. jeg ved ikke hvad jeg efterhånden skal stille op i forhold til indkøb, rengøring og madlavning. 

Min egen mor har ikke ferie så hun kan ikke tage ham, og mine svigerforældre skal altid have en grund for at passe ham, så hvis jeg bare er ærlig og siger at jeg har brug for en hel dag til lige at få ordnet mit hjem og samlet energi, så mener de at jeg er en dårlig mor og ikke er god nok til deres søn og vil derfor ikke passe ham. 

Er der nogle der har været igennem noget lignende med sine børn som vil dele gode erfaringer? Eller bare nogle med nogle gode råd til en desperat mor? 

Jeg savner virkelig de hyggelige dage jeg havde med ham før i tiden, men som det er i øjeblikket kan jeg ikke lade være med at tælle timer ned til han skal i seng Jeg føler mig som verdens dårligste mor 

Undskyld det blev lidt langt 

Børn på 2 år er umulige - jeg er sikker på at det står i deres jobbeskrivelse at netop den alder skal udfyldes med rollen som terrorist 

Ej spøg til side. Vi har en datter på samme alder, og med et kæmpe temperament. Og her har vi også dage hvor jeg tænker "holder det ikke snart op!"

Jeg er meget alene med hende fordi min mand rejser/er på øvelser og kurser, så jeg kender godt til det du fortæller med at synes at fx indkøb virker helt komplet uoverskueligt (vi har ingen familie i nærheden).

Jeg har bare besluttet mig for at jeg ikke GIDER hidse mig op. Jeg tager hende med ud at handle, og hvis hun skaber sig, så gør hun det. Og hvis hun slår sig, så gør hun det. Jeg er LIGEGLAD med hvad andre tænker - handle skal vi jo! Og jeg oplever at jo mere roligt jeg tager det, jo hurtigere går raserianfaldet over (ingen regel uden undtagelse ). Desuden hjælper det hvis jeg prøver at inddrage hende: "Vi skal have spaghetti - kan du huske hvor det er? Skal vi prøve at finde det sammen?"

Mht. rod herhjemme - ja hun roder i ALT. Jeg ignorerer det, og rydder op når hun mister interessen. Det er ikke en af de kampe jeg vil tage lige nu - man må jo prioritere når energien er begrænset 

Hun vil også være med i ALT hvad jeg laver, og jeg forsøger at inddrage hende. Giv ham en skål og en ske på køkkenbordet når du laver mad. Lad ham "skrælle" en gulerod osv. Det virker her. Og så ryger der nok lige en kiks eller to mere ind i billedet omkring ulvetimen - simpelthen for at jeg kan få lidt fred til at ordne maden/køkkenet.

Så ja - mit råd må være "tæl til 10 - vælg dine kampe - lad ham være med til så meget som muligt"

Jupiter skriver:

Børn på 2 år er umulige - jeg er sikker på at det står i deres jobbeskrivelse at netop den alder skal udfyldes med rollen som terrorist 

Ej spøg til side. Vi har en datter på samme alder, og med et kæmpe temperament. Og her har vi også dage hvor jeg tænker "holder det ikke snart op!"

Jeg er meget alene med hende fordi min mand rejser/er på øvelser og kurser, så jeg kender godt til det du fortæller med at synes at fx indkøb virker helt komplet uoverskueligt (vi har ingen familie i nærheden).

Jeg har bare besluttet mig for at jeg ikke GIDER hidse mig op. Jeg tager hende med ud at handle, og hvis hun skaber sig, så gør hun det. Og hvis hun slår sig, så gør hun det. Jeg er LIGEGLAD med hvad andre tænker - handle skal vi jo! Og jeg oplever at jo mere roligt jeg tager det, jo hurtigere går raserianfaldet over (ingen regel uden undtagelse ). Desuden hjælper det hvis jeg prøver at inddrage hende: "Vi skal have spaghetti - kan du huske hvor det er? Skal vi prøve at finde det sammen?"

Mht. rod herhjemme - ja hun roder i ALT. Jeg ignorerer det, og rydder op når hun mister interessen. Det er ikke en af de kampe jeg vil tage lige nu - man må jo prioritere når energien er begrænset 

Hun vil også være med i ALT hvad jeg laver, og jeg forsøger at inddrage hende. Giv ham en skål og en ske på køkkenbordet når du laver mad. Lad ham "skrælle" en gulerod osv. Det virker her. Og så ryger der nok lige en kiks eller to mere ind i billedet omkring ulvetimen - simpelthen for at jeg kan få lidt fred til at ordne maden/køkkenet.

Så ja - mit råd må være "tæl til 10 - vælg dine kampe - lad ham være med til så meget som muligt"

Det er da altid noget at jeg ikke er den eneste med en umulig 2-årig  

Det der med at tælle til 10 må jeg prøve noget mere, for jeg ryger godt nok hurtigt op i det røde felt når jeg står med det hele selv  

jeg vil rigtigt gerne lade ham hjælpe til med maden osv men jeg er bare bange for at han skærer sig på køkkenknivene eller sætter hånden på et varmt blus. Han har i forvejen en dum idé med at han skal helt hen til ovnen når jeg åbner den - nogle dage bliver jeg nødt til at lukke døren til køkkenet når jeg tager maden ud af ovnen 

Anonym skriver:

Det er da altid noget at jeg ikke er den eneste med en umulig 2-årig  

Det der med at tælle til 10 må jeg prøve noget mere, for jeg ryger godt nok hurtigt op i det røde felt når jeg står med det hele selv  

jeg vil rigtigt gerne lade ham hjælpe til med maden osv men jeg er bare bange for at han skærer sig på køkkenknivene eller sætter hånden på et varmt blus. Han har i forvejen en dum idé med at han skal helt hen til ovnen når jeg åbner den - nogle dage bliver jeg nødt til at lukke døren til køkkenet når jeg tager maden ud af ovnen 

Du behøver ikke giver ham en skarp kniv, giv ham en børnekniv eller den I spiser med, giv ham noget der er let at skære ud.

Ovnen, det er lære dem, at den er varm og når den er åben, så skal man holde sig væk, hvis man ikke har noget på hænderne, og det man tager ud er meget varmt og man brænder sig.

Bluset, der skal han slet ikke være, så man han lave noget andet i mellem tid. Har han et legekøkken? Hvis han har, så måske sæt det ud i køkkenet, så I arbejder ved hver jeres køkken. I stedet at du skal tage ham ud hver gang du skal i ovnen, han skal lære det.

Lad ham hjælpe med de ting, der ikke er farlige.

Handle, jamen lav en liste, fortæl ham hvad I skal finde, og lav en leg ud af det. Sådan at han har noget at lave og det er sjovt i stedet at du skal råbe af ham hele tiden.

Toilettet, har han en potte? Lad ham sidde på den, når du skal der ud.

Han vil så gerne være sammen med dig, og der er mange 2årige der ikke kan li at den voksne går, og helst vil være med hele tiden. Så i stedet for at blive irriteret, så vend det til noget positivt.

Der er også nogen der siger at børn spiser bedre, hvis de er med til at lave maden.

Det samme med rengøring, lad ham støvsuge mens du laver noget andet, tømme opvaske/vaskemaskine, fylde på.

Lad ham hjælpe, giv ham opgave..

Med søvnen, synes jeg også jeg har læst mange der har oplevet at der sker noget omkring at falde i søvn omkring 2års alderen. Det er hårdt, men han har vel brug for det.

Angående at blive båret, hvis du sætter ham ned, og han skriger, må han skrige, for hvis du tager ham op igen, så vinder han og ved at han bare skal skrige næste gang, så tager du ham op. Hold ham i hånden(når du er sikker på at det er fordi han ikke er træt) og lad ham skabe sig(og pas på hans hoved), så finder han ud af at det ikke virker at skrige.

Og så som der er sagt, tæl til ti, vælg dine kamp og husk han kun er en lille dreng, der bare gerne vil være sammen med sin mor..

Anonym skriver:

jeg har brug for råd til min dreng på to år. Han er mildt sagt umulig.. 

Jeg er alene med ham hen over sommeren pga min kærestes arbejde, og det hænger mig efterhånden langt ud af halsen. Hele dagen nægter han at spise, han vil kun have sine små mellemmåltider, men det kan han jo ikke leve af.. Når vi sidder ved spisebordet kaster han sig bagover og til siderne, og det resulterer altid at han falder ned fra stolen. Når jeg laver mad står han i køkkenet og hyler og river i mit tøj fordi jeg skal gå med ham.. 

Når han 'leger' går hans lege ud på at splitte alt ad, kaste med alle ting han kan få fat i og tømme alle skabe og skuffer han kan komme til. 

Når vi skal nogle steder hen vil han løftes, selvom han sagtens kan gå selv. Hvis jeg ikke løfter ham sætter han sig ned og skriger i vilden sky, og tager jeg ham ikke op kan han finde på at hamre hovedet ned i fliserne. 

Når han skal puttes er det også med en masse skrig og det tager gerne en time selvom jeg sidder hos ham. Hvis ikke jeg sidder hos ham tager det op til fire timer før han overgiver sig. 

Jeg kan ikke lave noget uden at have ham klistret til mit ben, bare jeg går på toilet kommer han rendende efter mig og råber med. jeg ved ikke hvad jeg efterhånden skal stille op i forhold til indkøb, rengøring og madlavning. 

Min egen mor har ikke ferie så hun kan ikke tage ham, og mine svigerforældre skal altid have en grund for at passe ham, så hvis jeg bare er ærlig og siger at jeg har brug for en hel dag til lige at få ordnet mit hjem og samlet energi, så mener de at jeg er en dårlig mor og ikke er god nok til deres søn og vil derfor ikke passe ham. 

Er der nogle der har været igennem noget lignende med sine børn som vil dele gode erfaringer? Eller bare nogle med nogle gode råd til en desperat mor? 

Jeg savner virkelig de hyggelige dage jeg havde med ham før i tiden, men som det er i øjeblikket kan jeg ikke lade være med at tælle timer ned til han skal i seng Jeg føler mig som verdens dårligste mor 

 

Undskyld det blev lidt langt 

Vores to årige er også temmelig hys lige p.t nøj et temperament hun lægger for dagen nogle gange! Hun er fra april 2013. Lige så sød, blid og kærlig som hun kan være lige så hys og gal kan hun være. 

Jeh tror de tester grænser det bedste de har lært! De skal have klare regler og man skal holde fast i et nej er et nej. 

Med hensyn til aftensmaden har det hjulpet her at hun selv får lov til at øse op og at hun får en sut lige at sidde med ved bordet i 2 minutter. Jeg tror godt måltidet kan være lidt overvældende og hun er ved at få to kindtænder. Hvis hun bliver mødt med ro og ikke en forventning om at hun skal spise en masse går det som regler bedre. Jeg har læst mig frem til at mange omkring to år begynder at spise mindre fordi de ikke vokser så hurtigt mere, så måske han bare ikke er så sulten? 

Mit bedste bud på hvorfor han kaster med tingene er for at få din opmærksomhed uden at jeg ved noget om det. Hvis jeg lige bruger 15 minutter på at sætte en leg i gang eller læse med Thea inden jeg laver mad, så er det godt givet ud, for så kan hun meget bedre lege selv. Nogle gange vil hun gerne være med på køkkenbordet når jeg laver mad andre gange gider hun ikke. 

Putningen er heller ikke en fest her, hun har simpelthen brug for hjælp til at falde ned og brug for at vi er der. Jeg tager en bog eller et blad med ind og så sidder jeg og læser i det indtil hun sover. Og så er jeg begyndt at give hende lidt massage. Det er altså guld værd og giver hende noget ro i kroppen. 

Kan du ikke sige til dine svigerforældre at du har noget du skal have ordnet, og om de kan passe ham? Det virker da tosset at de ikke vil have nogle timer med deres barnebarn! Men sådan er vi selvfølgelig så forskellige! Kan din kæreste ikke tage en snak med dem om at han ønsker du får lidt hjælp et par timer hist og her fordi han ikke er der?

Sidst men ikke mindst, så er du ikke en dårlig mor, du mangler bare hjælp og overskud i en hård periode! 

Er der nogle ting der kan ændres på i forhold til at få hjælp til rengøring, få måltidskasser eller indkøb leveret til døren eller et eller andet, hvor du kan mærke de ville give dig overskud?

stort kram til dig