Syg mand med til fødsel?

Hej. 

Jeg vil gerne høre jeres råd ang. min situation. Min mand er syg med begyndende depression. Det der har udløst det er min (meget ønskede og planlagte) graviditet, som har sat mange dumme tanker i gang hos ham. Han havde en hård barndom med skilsmisse, alkoholisme hos bopælsforælder, psykisk misbrug og fattigdom. Nu frygter han at blive den samme overfor sit barn. Indtil nu har han kørt hver gang jeg skulle til læge (jeg har ikke kørekort), JM m.m., men hans symptomer er nu så slemme at han ikke længere kan. Han er meget angst for at der sker noget med mig eller barnet og vil derfor helst ikke have at jeg tager afsted selv (det er tre timer hver vej med offentlig transport). Det har resulteret i aflyst lægebesøg, to aflyste fødselsforberedelser, aflyst JM-kons og nu aflyst vægtscanning. Jeg føler mig frisk nok til at tage afsted selv, men jeg har det SÅ skidt med at trigge hans angst (han har også PTSD efter mange år i militæret). Hvad skal jeg gøre? Min graviditet har været ukompliceret bortset fra at jeg i samtlige 8 mdr har været nervøs for babyens velbefindende. JM og læge mener dog ikke der skulle være noget galt. Hvad gør jeg ved det her? Og hvad gør jeg med fødslen? Hvis han har en dårlig dag den dag, har jeg ingen til at køre mig. Vi har ikke familie eller venner. Jeg kan godt tage en taxa (halvanden times kørsel), men kan jeg klare en fødsel alene? Har nogen af jer prøvet det?

Hvad er grunden til at du ikke selv er taget med bussen/tog til div lægebesøg, JM mm? 

Det er jo kun for barnets bedste samt din krop at det er vigtigt at følge med. 

Ang dit spørgsmål om at kunne gennem føre en fødsel alene.. 

Jeg ville ikke selv ta til min fødsel alene. 

Min kæreste blev faktisk rigtig dårlig da han fik den besked at mit vand gik om morgen. 

Hans søster måtte derfor køre mig på FB, da jeg ikke kunne mærke mine veer. 

Imens ringede min kæreste til lægen.. Han fik den besked at han skulle slappe helt af og drikke noget cola og spise noget han godt kunne li (her var det chips) 

Da han trådte ind på sygehuset, da forsvandt alt kvalme og bekymring omkring. 

- At jeg så havde min Svigermor, Svigerinde samt hendes 6 mdr dreng med ind på stuen er en anden sag .. De nåede bare ik at komme ud før jeg havde født 45 min efter. 

Så ville faktisk ikke tøve med at ta min kæreste med... Nok har han en Dep, ,men er sikker på han vil klare det til en fødsel og ånde lettet op. 

Bshizzle skriver:

Hvad er grunden til at du ikke selv er taget med bussen/tog til div lægebesøg, JM mm? 

Det er jo kun for barnets bedste samt din krop at det er vigtigt at følge med. 

Ang dit spørgsmål om at kunne gennem føre en fødsel alene.. 

Jeg ville ikke selv ta til min fødsel alene. 

Min kæreste blev faktisk rigtig dårlig da han fik den besked at mit vand gik om morgen. 

Hans søster måtte derfor køre mig på FB, da jeg ikke kunne mærke mine veer. 

Imens ringede min kæreste til lægen.. Han fik den besked at han skulle slappe helt af og drikke noget cola og spise noget han godt kunne li (her var det chips) 

Da han trådte ind på sygehuset, da forsvandt alt kvalme og bekymring omkring. 

- At jeg så havde min Svigermor, Svigerinde samt hendes 6 mdr dreng med ind på stuen er en anden sag .. De nåede bare ik at komme ud før jeg havde født 45 min efter. 

 

Så ville faktisk ikke tøve med at ta min kæreste med... Nok har han en Dep, ,men er sikker på han vil klare det til en fødsel og ånde lettet op. 

Tak for svar  Jamen det har til dels været at jeg ikke ville trigge hans angst. Jeg arbejder hjemmefra så jeg er meget hjemme altid, og det har haft den "uheldige" effekt at han har vænnet sig til mit nærvær (han går sygemeldt pga noget andet - I know, det kører rigtig godt ) og på de sarte dage har jeg så valgt at prioritere ham frem for lægebesøg osv. Jeg følger godt med i målinger af BT, urin osv (jeg gør det selv) og de er tilfredsstillende. Som sagt, det eneste komplicerede ved min graviditet er nervøsiteten. Men jeg er glad for dit svar ang. fødslen. Jeg tror min bekymring går mest på, at jeg hele tiden vil fokusere på hvordan han har det frem for at arbejde med veerne osv.

Jeg tænker eventuelt om det ville være en ide at din mand kunne komme til en psykolog hurtigst muligt? Så han kan få talt med en psykolog omkring det der gør at han ikke føler han kan være med. Det tror jeg da ville lette rigtig meget både for din mand og dig? 

Eventuelt tænker jeg om det ville være en mulighed for at han fik noget for sin depression/angst? Det lyder meget som angst og der kan sertralin hjælpe rigtig godt på det. Ved ikke hvor tæt du er på fødslen? Men hvis han eventuelt kunne få en akut tid hos psykologi/psykiater, så han kunne nå at få lidt redskaber til at klare sin angst/depression og måske være mere rustet til fødslen.

Håber alt det bedste for jer!

Jeg ville enten tage en anden med til fødslen - veninde, mor , svigermor, søster eller andet 

Eller overveje hjemmefødsel, men det kommer selvfølgelig an på hvordan I har det med det  

Får han noget hjælp til sit problem, fra nogen som kender til ptsd, f.eks. Et af de veteranhjem der findes rundt i landet? Her kan man også få støtte som pårørende og hvordan man tackler et liv med en ptsd-ramt

jeg fødte alene og det gik godt. blev godt nok akut kejsersnit. måske det også er mindre stressende for dig at føde uden manden ( hva ved jeg).

bare tag det stille og roligt når dagen kommer. og fortæl din mand at alt nok skal gå, inden du tager afsted.

min mand var ude at rejse da jeg fødte.

håber at din mand får terapeutisk behandling. hvor har jeg ondt af ham, håber han klarer den. alt handler om tid- selvfølgelig klarer han den.

hilsner herfra.

Hej med dig

Jeg er ked af at høre, at din mand er så syg. For mig lyder det til at han har brug for hjælp og støtte fra professionelle, før at dette udvikler sig rigtig usundt for jeres kommende lille familie.

Du lyder voldsomt omsorgsfuld og beskyttende, hvilket jo er en smuk egenskab. Men du skriver også om hvordan du næsten kopierer eller indretter dig efter hans angst - du misser vigtige lægeaftaler, isoleres hjemme, har haft en angstfyldt graviditet, osv. 

Dette får lidt alarmklokkerne til at bimle - for hvem skaber ro og tryghed for dig i en fødselssituation? Hvem sikrer trygge rammer når baby kommer hjem? Hvordan undgås det at I fremad sidder derhjemme alle tre, bange for at bevæge jer ud i livet?

Den slags meget vigtige spørgsmål, tænker jeg er ganske centrale at tage hånd om lige med det samme. Under fx en fødsel nytter det ikke meget, at du samtidig skal være støtteperson for din kæreste.

Al mulig held og lykke til dig og jer!

Anonym skriver:

Tak for svar  Jamen det har til dels været at jeg ikke ville trigge hans angst. Jeg arbejder hjemmefra så jeg er meget hjemme altid, og det har haft den "uheldige" effekt at han har vænnet sig til mit nærvær (han går sygemeldt pga noget andet - I know, det kører rigtig godt ) og på de sarte dage har jeg så valgt at prioritere ham frem for lægebesøg osv. Jeg følger godt med i målinger af BT, urin osv (jeg gør det selv) og de er tilfredsstillende. Som sagt, det eneste komplicerede ved min graviditet er nervøsiteten. Men jeg er glad for dit svar ang. fødslen. Jeg tror min bekymring går mest på, at jeg hele tiden vil fokusere på hvordan han har det frem for at arbejde med veerne osv.

Jeg vil starte med at sige, at når du først ligger med veer, så kan du ikke skubbe det væk og bekymre dig om ham, jeg tror udfra mine egne 2 fødsler, at der er fysisk umuligt. Under en fødsel er du fuldstændig ét med din krop, og du tænker kun på dig selv. 

Så vil jeg sige som en anden har skrevet, at det lyder bekymrende at du ligesom bliver hevet med ned af din mand, at du indelukker dig selv og "føjer" hans angst. Jeg er gift med en der selv har lidt og slås med, og det har været rigtig hårdt til tider! Men én ting er sikkert, hvis jeg var hoppet med på hans "vogn", så ville jeg ikke ha overlevet og så var vi blevet skilt for lang tid siden. Det handler lidt om og finde en balance mellem og være hans støtte, til tider hans stemme, og bevare et normalt liv og en funktionel hverdag, især når man har børn. Samtidig SKAL man kunne mærke hinanden også i hårde tider, for ellers dør forholdet lige så stille. Der har vi næsten været. Og ikke mindst, så skal han have noget hjælp! Herhjemme har medicin hjulpet SÅ godt, og kan sige at vi næsten er ude på den anden side, efter nogle år. Det kan så tydeligt mærkes også på vores børn, at der er faldet ro på. 

Jeg synes du skal have ham med til fødslen. Snak med ham om de forskellige scenarier, hvad nu hvis du har en dårlig dag? Find en løsning og et kompromis, INDEN i står i det, sådan at i begge ved hvad der skal ske og hvordan det skal ske. Jeg tror i begge vil fortryde det hvis din mand ikke er med "blot" pga en dum dårlig dag på et helt forkert tidspunkt. 

Men, ville så samtidig overveje at have en ekstra ved hånden , uanset hvad. Hvis din mand har det dårligt eller får det dårligt under fødslen, så skal du ha noget støtte, og der må du så være på forkant og ha den støtte med fra start. 

Håber du kunne bruge lidt 

Anonym skriver:

Hej. 

Jeg vil gerne høre jeres råd ang. min situation. Min mand er syg med begyndende depression. Det der har udløst det er min (meget ønskede og planlagte) graviditet, som har sat mange dumme tanker i gang hos ham. Han havde en hård barndom med skilsmisse, alkoholisme hos bopælsforælder, psykisk misbrug og fattigdom. Nu frygter han at blive den samme overfor sit barn. Indtil nu har han kørt hver gang jeg skulle til læge (jeg har ikke kørekort), JM m.m., men hans symptomer er nu så slemme at han ikke længere kan. Han er meget angst for at der sker noget med mig eller barnet og vil derfor helst ikke have at jeg tager afsted selv (det er tre timer hver vej med offentlig transport). Det har resulteret i aflyst lægebesøg, to aflyste fødselsforberedelser, aflyst JM-kons og nu aflyst vægtscanning. Jeg føler mig frisk nok til at tage afsted selv, men jeg har det SÅ skidt med at trigge hans angst (han har også PTSD efter mange år i militæret). Hvad skal jeg gøre? Min graviditet har været ukompliceret bortset fra at jeg i samtlige 8 mdr har været nervøs for babyens velbefindende. JM og læge mener dog ikke der skulle være noget galt. Hvad gør jeg ved det her? Og hvad gør jeg med fødslen? Hvis han har en dårlig dag den dag, har jeg ingen til at køre mig. Vi har ikke familie eller venner. Jeg kan godt tage en taxa (halvanden times kørsel), men kan jeg klare en fødsel alene? Har nogen af jer prøvet det?

Jeg synes at din mand skal hurtigst muligt til læge, som kan henvise ham til psykiatrien. I og med, I snart bliver forældre, vil der være god mulighed for at komme til hurtigt. Og hvis jeg var dig, ville jeg presse på.

Tal også med din jordmoder og bed om at blive henvist til familie ambulatoriumet - allerede på mandag. Fortæl det hele. Du kan evt. bruge i dag og i morgen på at skrive ned, så du husker at få det hele med.

Jeg synes både din mand og du skal have hjælp nu. PTSD er alvorligt og de symptomer han udviser er bekymrende - ISÆR som kommende forælder. 

Held og lykke herfra