Vokset ud af mine venskaber

Hej derude...

Jeg har i lang tid gået og funderet over mit venskab med mine to nærmeste veninder, og nu skriver jeg herinde for at komme af med de tanker og eventuelt høre hvad I måtte have af gode råd etc. Det forholder sig således at jeg de sidste to år bare har mistet noget for mine veninder. Jeg kan huske dengang vi var udadskillige, og jeg elskede dem så højt, og jeg savner disse tider. For mit vedkommende begyndte det at gå dårligt da jeg oplevede en slem krise i mit liv som følge af stress på arbejde og i hverdagen, og et (da) meget turbulent forhold til min kæreste. Jeg ville mere end hvad jeg kunne, og det bed mig godt og grundigt i bagdelen. I denne periode skuffede de mig, det var lidt som om jeg så det grimme i deres personligheder, en side jeg bestemt ikke brød mig om. Da jeg havde allermest brug for kærlige veninder, oplevede jeg at de var så stride mod mig. Jeg skulle fx bruge tid på at forklare hvorfor jeg ikke deltog i nogle ting mere etc. Efterfølgende fandt jeg ud af at en af dem endda overfor andre veninder havde sagt at vi ikke snakkede sammen mere, imens jeg stadig anså hende som veninde på trods af at kontakten blev mindre. De stoppede med at invitere mig til fælles arrangementer, selvom at jeg havde meldt ud at jeg gerne ville inviteres og så sige fra i fald det blev for meget. Jeg har hele tiden vidst at de to ikke var de mest forstående og rummelige typer, men jeg havde ikke forventet at de ville være sådan overfor mig. 

Derudover har jeg fået en søn fornyligt og allerede da jeg var gravid begyndte de igen at "analysere" venskabet, ville det være det samme som før etc. Hvortil jeg ikke havde skænket det en tanke, og tænkt at selvfølgelig kunne vi fortsat være venner. Jeg føler lidt at de laver kontrakter på venskabet, og hvis ikke man overholder nogle bestemte regler, så bliver man bare lukket ude. I mine øjne er det smukke ved et venskab netop at man følger hinanden i livet, og antallet af kontakten (digitalt som fysisk) er ikke afgørende for venskabets eksistens.

I dag sidder jeg med en følelse af at jeg bare ikke kan glemme det svigt, men samtidig ved jeg ikke om jeg bør nævne det for dem, ærligt talt er jeg også bange for dem og reaktionen. Sidder og overvejer om jeg skal lade det glide ud i sandet med tiden? Jeg ønsker at få de følelser tilbage, men jeg tvivler på at det er muligt, da jeg i dag ser anderledes på dem, de er umodne, usympatiske og har så nemt ved at blive tøsefornærmet at jeg ikke magter det.

Har nogen oplevet lignende? Eller bare nogen som har et godt råd, eller kan give mig en anden vinkel på det?Jeg er fastlåst og det fylder meget i mit hoved

Anonym skriver:

Hej derude...

Jeg har i lang tid gået og funderet over mit venskab med mine to nærmeste veninder, og nu skriver jeg herinde for at komme af med de tanker og eventuelt høre hvad I måtte have af gode råd etc. Det forholder sig således at jeg de sidste to år bare har mistet noget for mine veninder. Jeg kan huske dengang vi var udadskillige, og jeg elskede dem så højt, og jeg savner disse tider. For mit vedkommende begyndte det at gå dårligt da jeg oplevede en slem krise i mit liv som følge af stress på arbejde og i hverdagen, og et (da) meget turbulent forhold til min kæreste. Jeg ville mere end hvad jeg kunne, og det bed mig godt og grundigt i bagdelen. I denne periode skuffede de mig, det var lidt som om jeg så det grimme i deres personligheder, en side jeg bestemt ikke brød mig om. Da jeg havde allermest brug for kærlige veninder, oplevede jeg at de var så stride mod mig. Jeg skulle fx bruge tid på at forklare hvorfor jeg ikke deltog i nogle ting mere etc. Efterfølgende fandt jeg ud af at en af dem endda overfor andre veninder havde sagt at vi ikke snakkede sammen mere, imens jeg stadig anså hende som veninde på trods af at kontakten blev mindre. De stoppede med at invitere mig til fælles arrangementer, selvom at jeg havde meldt ud at jeg gerne ville inviteres og så sige fra i fald det blev for meget. Jeg har hele tiden vidst at de to ikke var de mest forstående og rummelige typer, men jeg havde ikke forventet at de ville være sådan overfor mig. 

Derudover har jeg fået en søn fornyligt og allerede da jeg var gravid begyndte de igen at "analysere" venskabet, ville det være det samme som før etc. Hvortil jeg ikke havde skænket det en tanke, og tænkt at selvfølgelig kunne vi fortsat være venner. Jeg føler lidt at de laver kontrakter på venskabet, og hvis ikke man overholder nogle bestemte regler, så bliver man bare lukket ude. I mine øjne er det smukke ved et venskab netop at man følger hinanden i livet, og antallet af kontakten (digitalt som fysisk) er ikke afgørende for venskabets eksistens.

I dag sidder jeg med en følelse af at jeg bare ikke kan glemme det svigt, men samtidig ved jeg ikke om jeg bør nævne det for dem, ærligt talt er jeg også bange for dem og reaktionen. Sidder og overvejer om jeg skal lade det glide ud i sandet med tiden? Jeg ønsker at få de følelser tilbage, men jeg tvivler på at det er muligt, da jeg i dag ser anderledes på dem, de er umodne, usympatiske og har så nemt ved at blive tøsefornærmet at jeg ikke magter det.

Har nogen oplevet lignende? Eller bare nogen som har et godt råd, eller kan give mig en anden vinkel på det?Jeg er fastlåst og det fylder meget i mit hoved

Hvad kan de bidrage med, af positive ting, i dit liv?

loop skriver:

Hvad kan de bidrage med, af positive ting, i dit liv?

Tænkeboks, tak

Som Loop skriver, bidrager de med noget positivt i dit liv? Hvis ikke, så er det måske på tide at lade det glide ud.

Min erfaring er, at venskaber vil ændre sig gennem tiden i takt med at ens liv ændrer sig og at man fx får børn.

Én af mine bedste veninder bor i Norge. Jeg har været veninder med hende siden folkeskolen - og vores forhold er da ikke det samme som dengang - vi ses for det første ikke så tit, da vi bor så langt fra hinanden. Og så har vi begge fået børn - så vi er ofte sammen på en lidt anden måde end tidligere. Det vigtige for os, er at der netop ikke er nogen af os der bliver fornærmede, hvis den ene ikke lige lader høre fra sig i et stykke tid. Vi følger hinanden lidt via Facebook, og forsøger også at ses når hun er i Danmark, samt at jeg kommer og besøger hende en gang i mellem. Når vi ses, er det som om vi har set hinanden sidste uge. Hvis en af os skulle blive fornærmede over at vi ikke kunne ses hele tiden eller ringe sammen hver dag, så ville det da hurtigt glide ud. Det hjælper selvfølgelig også at vi har fået børn på samme tid - så vi har stadig meget tilfælles. Jeg tror ofte man rykker langt fra hinanden hvis den ene part får børn, da det virkelig er en stor forandring i livet.

Jeg ville måske overveje at begynde på at pleje nogle af de venskaber (eller finde nye) hvor i er nogenlunde samme sted i livet (fx med børn).

Men jeg kan sagtens sætte mig ind i den følelse af at savne det der var. 

Det lyder som om I er barndomsveninder og dermed også har delt et venskab på et tidspunkt i livet hvor det at være veninder har en anden karakter end når man er voksen. Som voksen med job, barn, mand (måske) og alle de udfordringer der kommer med, er det de færreste der har tid til at pleje et venskab som man gjorde det da man var barn og teenager. Du er godt igang med voksenlivet i kraft af de kriser du har været igennem og at du er blevet mor. Måske dine veninder ikke er nået dertil endnu?

Det er min erfaring at nogle venskaber godt kan bølge frem og tilbage, hvor man i perioder ses meget og i andre ikke så meget, fordi man måske ikke har så meget til fælles. 

Men jeg synes også det lyder som om, at dine veninder egentlig gerne har villet dig og måske derfor har krævet at du skulle være som før? Har du fortalt om de oplevelser du har været igennem?

En anden ting jeg kommer til at tænke på er, at mens du har haft det skidt, har dit overskud til at være veninde for dem nok heller ikke været så stort. Måske en eller begge også selv har haft noget at tumle med som de havde brug for dig til at komme igennem? Og når du så ikke har haft overskuddet, så føler de sig skuffede og valgt fra og kommer måske bevidst eller ubevidst til at straffe dig for det ved eksempelvis ikke at invitere dig med til arrangementer osv. Så det altså bliver en slags skuffelse fra begge sider, der kun bliver forstærket fordi I ikke har fået sat ord på.

Hvis du gerne vil løse det og prøve at beholde dine veninder, så synes jeg du skal tage en snak med dem (måske hver for sig). Prøv at springe over på deres banehalvdel og fortæl at du er så ked af, at du ikke rigtig kunne være der som du plejer i den periode du havde det skidt, og at du godt ved at det at være blevet mor også sætter sine veninde-begrænsninger, men at du rigtig gerne vil gøre dit for at holde venskabet ved lige. Hvis du begynder at pege fingre og sige at du er skuffet over at de ikke var der for dig, så skaber du en win-loose situation som kan være svær at komme godt videre fra. Slug kamelen og ræk hånden ud - vælger de så ikke at tage den, jamen så var de heller ikke værd at samle på i længden. 

Frk.S skriver:

Som Loop skriver, bidrager de med noget positivt i dit liv? Hvis ikke, så er det måske på tide at lade det glide ud.

Min erfaring er, at venskaber vil ændre sig gennem tiden i takt med at ens liv ændrer sig og at man fx får børn.

Én af mine bedste veninder bor i Norge. Jeg har været veninder med hende siden folkeskolen - og vores forhold er da ikke det samme som dengang - vi ses for det første ikke så tit, da vi bor så langt fra hinanden. Og så har vi begge fået børn - så vi er ofte sammen på en lidt anden måde end tidligere. Det vigtige for os, er at der netop ikke er nogen af os der bliver fornærmede, hvis den ene ikke lige lader høre fra sig i et stykke tid. Vi følger hinanden lidt via Facebook, og forsøger også at ses når hun er i Danmark, samt at jeg kommer og besøger hende en gang i mellem. Når vi ses, er det som om vi har set hinanden sidste uge. Hvis en af os skulle blive fornærmede over at vi ikke kunne ses hele tiden eller ringe sammen hver dag, så ville det da hurtigt glide ud. Det hjælper selvfølgelig også at vi har fået børn på samme tid - så vi har stadig meget tilfælles. Jeg tror ofte man rykker langt fra hinanden hvis den ene part får børn, da det virkelig er en stor forandring i livet.

Jeg ville måske overveje at begynde på at pleje nogle af de venskaber (eller finde nye) hvor i er nogenlunde samme sted i livet (fx med børn).

Men jeg kan sagtens sætte mig ind i den følelse af at savne det der var. 

De bidrager med positive ting, hvilket netop gør at jeg er så ambivalent. På den ene side ønsker jeg at få talt ud (frygter det dog, de er meget "enten eller typer") og forhåbentligt ændre det negative billede jeg har af dem i dag. På den anden side kan jeg ikke slippe det svigt jeg oplevede, og tænker at det er nemmest bare at lade det glide ud. Utroligt at man kan være så splittet��

jenny4 skriver:

Det lyder som om I er barndomsveninder og dermed også har delt et venskab på et tidspunkt i livet hvor det at være veninder har en anden karakter end når man er voksen. Som voksen med job, barn, mand (måske) og alle de udfordringer der kommer med, er det de færreste der har tid til at pleje et venskab som man gjorde det da man var barn og teenager. Du er godt igang med voksenlivet i kraft af de kriser du har været igennem og at du er blevet mor. Måske dine veninder ikke er nået dertil endnu?

Det er min erfaring at nogle venskaber godt kan bølge frem og tilbage, hvor man i perioder ses meget og i andre ikke så meget, fordi man måske ikke har så meget til fælles. 

Men jeg synes også det lyder som om, at dine veninder egentlig gerne har villet dig og måske derfor har krævet at du skulle være som før? Har du fortalt om de oplevelser du har været igennem?

En anden ting jeg kommer til at tænke på er, at mens du har haft det skidt, har dit overskud til at være veninde for dem nok heller ikke været så stort. Måske en eller begge også selv har haft noget at tumle med som de havde brug for dig til at komme igennem? Og når du så ikke har haft overskuddet, så føler de sig skuffede og valgt fra og kommer måske bevidst eller ubevidst til at straffe dig for det ved eksempelvis ikke at invitere dig med til arrangementer osv. Så det altså bliver en slags skuffelse fra begge sider, der kun bliver forstærket fordi I ikke har fået sat ord på.

Hvis du gerne vil løse det og prøve at beholde dine veninder, så synes jeg du skal tage en snak med dem (måske hver for sig). Prøv at springe over på deres banehalvdel og fortæl at du er så ked af, at du ikke rigtig kunne være der som du plejer i den periode du havde det skidt, og at du godt ved at det at være blevet mor også sætter sine veninde-begrænsninger, men at du rigtig gerne vil gøre dit for at holde venskabet ved lige. Hvis du begynder at pege fingre og sige at du er skuffet over at de ikke var der for dig, så skaber du en win-loose situation som kan være svær at komme godt videre fra. Slug kamelen og ræk hånden ud - vælger de så ikke at tage den, jamen så var de heller ikke værd at samle på i længden. 

Vi er ikke barndomsveninder og vi har delt adskillige voksen oplevelser sammen. Mit "problem" med dem startede inden jeg overhovedet blev gravid, og jeg har fortalt om min stress etc. netop derfor jeg har så svært ved at forstå deres handlinger. Du har helt sikkert ret i at de bare ønskede mig som før (og uden mine problemer) og at jeg i den tid har været en veninde med underskud. Alligevel kan jeg ikke forstå at de gjorde som de gjorde, og dit råd omkring det at undgå en win-loose (som er et super råd) er derfor lidt svært, fordi jeg virkelig føler at de svigtede mig, så hvis en snak bliver aktuel skal jeg overveje mine ord grundigt så jeg ikk peger fingre ad dem.. 

Anonym skriver:

Hej derude...

Jeg har i lang tid gået og funderet over mit venskab med mine to nærmeste veninder, og nu skriver jeg herinde for at komme af med de tanker og eventuelt høre hvad I måtte have af gode råd etc. Det forholder sig således at jeg de sidste to år bare har mistet noget for mine veninder. Jeg kan huske dengang vi var udadskillige, og jeg elskede dem så højt, og jeg savner disse tider. For mit vedkommende begyndte det at gå dårligt da jeg oplevede en slem krise i mit liv som følge af stress på arbejde og i hverdagen, og et (da) meget turbulent forhold til min kæreste. Jeg ville mere end hvad jeg kunne, og det bed mig godt og grundigt i bagdelen. I denne periode skuffede de mig, det var lidt som om jeg så det grimme i deres personligheder, en side jeg bestemt ikke brød mig om. Da jeg havde allermest brug for kærlige veninder, oplevede jeg at de var så stride mod mig. Jeg skulle fx bruge tid på at forklare hvorfor jeg ikke deltog i nogle ting mere etc. Efterfølgende fandt jeg ud af at en af dem endda overfor andre veninder havde sagt at vi ikke snakkede sammen mere, imens jeg stadig anså hende som veninde på trods af at kontakten blev mindre. De stoppede med at invitere mig til fælles arrangementer, selvom at jeg havde meldt ud at jeg gerne ville inviteres og så sige fra i fald det blev for meget. Jeg har hele tiden vidst at de to ikke var de mest forstående og rummelige typer, men jeg havde ikke forventet at de ville være sådan overfor mig. 

Derudover har jeg fået en søn fornyligt og allerede da jeg var gravid begyndte de igen at "analysere" venskabet, ville det være det samme som før etc. Hvortil jeg ikke havde skænket det en tanke, og tænkt at selvfølgelig kunne vi fortsat være venner. Jeg føler lidt at de laver kontrakter på venskabet, og hvis ikke man overholder nogle bestemte regler, så bliver man bare lukket ude. I mine øjne er det smukke ved et venskab netop at man følger hinanden i livet, og antallet af kontakten (digitalt som fysisk) er ikke afgørende for venskabets eksistens.

I dag sidder jeg med en følelse af at jeg bare ikke kan glemme det svigt, men samtidig ved jeg ikke om jeg bør nævne det for dem, ærligt talt er jeg også bange for dem og reaktionen. Sidder og overvejer om jeg skal lade det glide ud i sandet med tiden? Jeg ønsker at få de følelser tilbage, men jeg tvivler på at det er muligt, da jeg i dag ser anderledes på dem, de er umodne, usympatiske og har så nemt ved at blive tøsefornærmet at jeg ikke magter det.

Har nogen oplevet lignende? Eller bare nogen som har et godt råd, eller kan give mig en anden vinkel på det?Jeg er fastlåst og det fylder meget i mit hoved

Jeg har.

og det er bare så ufedt at blive bange for sine venners reaktion. Jeg blev enig med mig selv om at jeg nok ikke ville kunne blive så nær med dem som jeg før har været fordi jeg konstant ville gå med en frygt for at blive fravalgt, at jeg valgte dem fra som tætte veninder. Nu er det bekendte som jeg kun ses med hvis vi er det samme sted på samme tidspunkt, hvilket sjældent sker eftersom vi bor i hver vores ende af landet. 

Jeg har så i mellemtiden fået andre venner, nogle mere tætte end andre. Og det trives jeg meget bedre med. 

Anonym skriver:

Vi er ikke barndomsveninder og vi har delt adskillige voksen oplevelser sammen. Mit "problem" med dem startede inden jeg overhovedet blev gravid, og jeg har fortalt om min stress etc. netop derfor jeg har så svært ved at forstå deres handlinger. Du har helt sikkert ret i at de bare ønskede mig som før (og uden mine problemer) og at jeg i den tid har været en veninde med underskud. Alligevel kan jeg ikke forstå at de gjorde som de gjorde, og dit råd omkring det at undgå en win-loose (som er et super råd) er derfor lidt svært, fordi jeg virkelig føler at de svigtede mig, så hvis en snak bliver aktuel skal jeg overveje mine ord grundigt så jeg ikk peger fingre ad dem.. 

Okay, det kunne bare godt lyde som barndomsveninder.

Men tænk alligevel over, om det er det værd at holde fast i skuffelsen. På den måde er du i hvert fald garanteret at I ikke genfinder hinanden for selvom en konfrontation fører til en undskyldning fra deres side, vil det jo ikke ændre på, at det  nu engang var sådan de formåede at reagere på din situation. Venskab handler vel også om tilgivelse og måske behøver det ikke siges højt at man tilgiver, men blot besluttes indeni så du kan komme videre.

Jeg synes bestemt du skal tage snakken med dem - hvad har du at tabe? Lader du det glide ud i sandet så er det din beslutning, men forsøger du at genfinde jeres venskab så kan du i det mindste sige at du prøvede - og måske lykkedes det, måske gjorde det ikke men du har i hvert fald rene linjer.