Mit liv er vendt 180 grader...

En efterfødselsereaktion måske? 

Hvor kan jeg bare mærke at der er sket en masse med Anja og hvem jeg var før kontra den jeg er nu.

Jeg kan mærke det hele kommer op i mig nu, eller det har det faktisk været i 2 måneder, men i angst for at folk har tænkt at jeg er tosset eller at jeg har fortrudt at jeg skal giftes, har jeg ikke turde komme ud med det, men jeg har brug for at få lidt ord på mine tanker og følelser. 

Det skal lige siges at Johnni kender alt til mine tanker og jeg fortryder IKKE at jeg skal giftes.. Jeg glæder mig rigtig meget.

Men jeg har en uro indvendig som om at nu skal der sgu ske noget. Jeg har længe tænkt tanken om at flytte fra Nakskov, byen keder mig. Jeg har set det jeg skulle her, oplevet det der skulle opleves og nu er byen bare for lille og for stille. Jeg føler mig fanget hernede. Jeg ærgrer mig gul og blå for at jeg aldrig tog chancen for at tage til København og uddanne mig videre før jeg fik barn og slog mig ned. 

Vi kan ikke bare rykke rødderne op og tage afsted. Johnni har butikken i Nakskov jeg har pt. mit arbejde i Retten - men det brænder indeni. Kan vi flytte fra Isaac? Det er faktisk det helt store spørgsmål. Hvis vi flytter kan vi ikke bare komme derover, men vil det betyde at vi resten af vores liv er bundet til Nakskov? 

I må virkelig forstå mig korrekt, jeg fortryder intet. Hverken Isaac, Johnni, kommende ægteskab eller at vi prøver at få nr. 2 - jeg har bare stået stille i 1½ år og kan mærke nu at jeg på en måde er kommet på den anden side, men det betyder også bare en masse uro, hvad skal jeg? Hvad er jeg gået glip af? 

Åh bare en masse rod herfra. Presset er stort fra alle sider, alle ønsker at vi bliver forældre igen inklusiv os selv, men det kan virkelig godt blive for meget til tider. 

Nå det var lige en gang tanker skrevet hurtigt ned! 

Sikke mange tanker- det må ikke være nemt at være i dine sko. Som du siger, så er du nok kommet på den anden side, og nu er Anja blevet stærkere end før og trænger til forandring og nye udfordringer, for selvom at tabet af Isaac er stor, så har du i hvertfald oplevet den styrke du har, og det er ikke lidt. Og dit store dilemma med Isaac kan jeg godt forstå, at forlade ham er også stærke ord. Du vil jo altid være bundet til Nakskov hvor han ligger, men at være bundet betyder hellere ikke at du behøver at være der fysisk resten af din tid, for han er jo i dit hjerte og tanker, det er der ikke nogen der kan tage fra dig. Men tror du at hvis du evt. Aftaler med dig selv at du vil besøge ham x-antal gange i løbet af et bestemt tidsrum vil kunne hjælpe dig til at tage springet når du når dertil? Og hvad siger din mand til dine tanker?

Mama85 skriver:

Sikke mange tanker- det må ikke være nemt at være i dine sko. Som du siger, så er du nok kommet på den anden side, og nu er Anja blevet stærkere end før og trænger til forandring og nye udfordringer, for selvom at tabet af Isaac er stor, så har du i hvertfald oplevet den styrke du har, og det er ikke lidt. Og dit store dilemma med Isaac kan jeg godt forstå, at forlade ham er også stærke ord. Du vil jo altid være bundet til Nakskov hvor han ligger, men at være bundet betyder hellere ikke at du behøver at være der fysisk resten af din tid, for han er jo i dit hjerte og tanker, det er der ikke nogen der kan tage fra dig. Men tror du at hvis du evt. Aftaler med dig selv at du vil besøge ham x-antal gange i løbet af et bestemt tidsrum vil kunne hjælpe dig til at tage springet når du når dertil? Og hvad siger din mand til dine tanker?

Ja jeg er blevet stærkere og ja har nok brug for nye udfordringer. Livet for også bare en anden betydning og mening når man oplever sådan noget og jeg kan mærke at jeg har fået andre værdier i livet nu. 

Johnni har meget de samme tanker som mig, men han er mere bange for at tage springet end jeg er, men jeg er også bare mere spontan end ham og har altid været det. Han er også mere bundet hertil fordi butikken er er familieforetagende, men han ved heller ikke om han vil overtage butikken helt når hans far går på pension. Tror han er lige så splittet som mig

grinny skriver:

En efterfødselsereaktion måske? 

Hvor kan jeg bare mærke at der er sket en masse med Anja og hvem jeg var før kontra den jeg er nu.

Jeg kan mærke det hele kommer op i mig nu, eller det har det faktisk været i 2 måneder, men i angst for at folk har tænkt at jeg er tosset eller at jeg har fortrudt at jeg skal giftes, har jeg ikke turde komme ud med det, men jeg har brug for at få lidt ord på mine tanker og følelser. 

Det skal lige siges at Johnni kender alt til mine tanker og jeg fortryder IKKE at jeg skal giftes.. Jeg glæder mig rigtig meget.

Men jeg har en uro indvendig som om at nu skal der sgu ske noget. Jeg har længe tænkt tanken om at flytte fra Nakskov, byen keder mig. Jeg har set det jeg skulle her, oplevet det der skulle opleves og nu er byen bare for lille og for stille. Jeg føler mig fanget hernede. Jeg ærgrer mig gul og blå for at jeg aldrig tog chancen for at tage til København og uddanne mig videre før jeg fik barn og slog mig ned. 

Vi kan ikke bare rykke rødderne op og tage afsted. Johnni har butikken i Nakskov jeg har pt. mit arbejde i Retten - men det brænder indeni. Kan vi flytte fra Isaac? Det er faktisk det helt store spørgsmål. Hvis vi flytter kan vi ikke bare komme derover, men vil det betyde at vi resten af vores liv er bundet til Nakskov? 

I må virkelig forstå mig korrekt, jeg fortryder intet. Hverken Isaac, Johnni, kommende ægteskab eller at vi prøver at få nr. 2 - jeg har bare stået stille i 1½ år og kan mærke nu at jeg på en måde er kommet på den anden side, men det betyder også bare en masse uro, hvad skal jeg? Hvad er jeg gået glip af? 

Åh bare en masse rod herfra. Presset er stort fra alle sider, alle ønsker at vi bliver forældre igen inklusiv os selv, men det kan virkelig godt blive for meget til tider. 

Nå det var lige en gang tanker skrevet hurtigt ned! 

Jeg står og skal rejse om 5 min men læste din tråd og vil bare lige give dig et hurtigt svar på noget jeg synes jeg er vigtigt. 

Du kan få flyttet et gravsted. Det koster lidt, men så behøver i ikke flytte fra ham og have ham så langt væk. 

Vi har både fået flyttet min søster og min far, men de er også begge sat ned i urne - ved ikke om man kan med kiste, men det er måske værd at undersøge? 

Mange kærlige tanker herfra ❤️ 

Ønsker jer alt det bedste ❤️

Søde dig

En reaktion på at nu er en del af puslespillet som var dig samlet op igen efter det faldt til jorden med et brag. Du har endda nok sat nogen af brikkerne på en anden måde, skabt et nyt motiv og har nu overskuddet til at kigge på motivet, kigge på den du er blevet og havd nogen ønsker til fremtiden som ikke alene er: få Isaac igen og hvis ikke det kan lade sig gøre så i det mindste blive mor igen. 

jeg oplever det som en et sundhedstegn 

Tror ingen mister et barn og er den samme på den anden side. Det handler ikke kun om man har prøvet sorgen, har fået døden tættere på livet end de fleste. Det handler også om det er et eksistentielt brag som skal give genlyd. Som gør man bliver nød til at se sig selv i helikopter perspektiv på godt og ondt.

Når jeg ser på billeder af Line før Lia, så kan jeg genkende hende, jeg kan som andre se om hun er glad, sur, ked af det osv. Lige som jeg kan på billeder af alle andre. Men jeg kan ikke føle hende, jeg kan ikke gå ind i det minde og føle det. Jeg kan huske hendes drømme, hendes ideer mm. Men det er først nu efter 8 år også begyndt at blive mine drømme igen - min reaktion er først kommet nu, måske fordi jeg var en af de heldige og blev gravid med det samme igen, og ja så endda lige en ekstra gang også lige da hverdagen var begyndt at blive hverdag. Det trækker også i mig at ændre, en udelængsel - føler jeg satte livet på stand by og egentlig helst ville fortiden da Lia døde, og nu vil jeg fremtiden, nu tør jeg møde verden med åben pande (måske).

Lia er begravet lige hvor vi bor, og her efter 8 år kunne jeg godt flytte fra hende, jeg kunne godt betale mig for graven blev passet og vi så kom et par gange om året. Det ville være underligt, men det ville væfe okay - at jeg så har en præteen der ville slå mig ihjel og jeg derfor er stavnsbundet er en anden historie.

Sikke mange tanker du går rundt med�� men vil ikke sige unormale tanker, tror mange får dem igennem livet og jeg tror det er helt naturligt. 

Kæmpe kram

lineog4 skriver:

Søde dig

En reaktion på at nu er en del af puslespillet som var dig samlet op igen efter det faldt til jorden med et brag. Du har endda nok sat nogen af brikkerne på en anden måde, skabt et nyt motiv og har nu overskuddet til at kigge på motivet, kigge på den du er blevet og havd nogen ønsker til fremtiden som ikke alene er: få Isaac igen og hvis ikke det kan lade sig gøre så i det mindste blive mor igen. 

jeg oplever det som en et sundhedstegn 

Tror ingen mister et barn og er den samme på den anden side. Det handler ikke kun om man har prøvet sorgen, har fået døden tættere på livet end de fleste. Det handler også om det er et eksistentielt brag som skal give genlyd. Som gør man bliver nød til at se sig selv i helikopter perspektiv på godt og ondt.

Når jeg ser på billeder af Line før Lia, så kan jeg genkende hende, jeg kan som andre se om hun er glad, sur, ked af det osv. Lige som jeg kan på billeder af alle andre. Men jeg kan ikke føle hende, jeg kan ikke gå ind i det minde og føle det. Jeg kan huske hendes drømme, hendes ideer mm. Men det er først nu efter 8 år også begyndt at blive mine drømme igen - min reaktion er først kommet nu, måske fordi jeg var en af de heldige og blev gravid med det samme igen, og ja så endda lige en ekstra gang også lige da hverdagen var begyndt at blive hverdag. Det trækker også i mig at ændre, en udelængsel - føler jeg satte livet på stand by og egentlig helst ville fortiden da Lia døde, og nu vil jeg fremtiden, nu tør jeg møde verden med åben pande (måske).

Lia er begravet lige hvor vi bor, og her efter 8 år kunne jeg godt flytte fra hende, jeg kunne godt betale mig for graven blev passet og vi så kom et par gange om året. Det ville være underligt, men det ville væfe okay - at jeg så har en præteen der ville slå mig ihjel og jeg derfor er stavnsbundet er en anden historie.

Elsker bare dine svar....

Dine beskrivelser er så, ja så man nærmest lever sig ind i dem.... (Hvis det ikke lyder alt for mærkeligt)

Det er helt vildt......

grinny skriver:

Ja jeg er blevet stærkere og ja har nok brug for nye udfordringer. Livet for også bare en anden betydning og mening når man oplever sådan noget og jeg kan mærke at jeg har fået andre værdier i livet nu. 

Johnni har meget de samme tanker som mig, men han er mere bange for at tage springet end jeg er, men jeg er også bare mere spontan end ham og har altid været det. Han er også mere bundet hertil fordi butikken er er familieforetagende, men han ved heller ikke om han vil overtage butikken helt når hans far går på pension. Tror han er lige så splittet som mig

Ja, det sætter tingene i perspektiv. Men ja, at han måske skal drive butikken videre er også et pres og lidt af en hæmsko hvis der skal være plads til spontantitet, håber at I finder ud af hvad I vil, for de drømme man har der kan realeserers skal da føres ud i livet. 

Søde Anja<3 

nu er jeg ikke helt klar over tidslinjen med isac og bryllup. Men skal I på bryllupsrejse? Tror det ville være smadder godt for dig og Johnny at tage en rejse og komme lidt væk fra job og Nakskov. Hvor I kun er jer og i kun skal hygge og snakke! Måske det kunne give jer lidt frihed