Meget vred 2-årig

Min søn er næsten lige blevet 2, og han er simpelthen et monster. Ej, forstå mig ret - Jeg elsker min lille dreng, og han kan jo ikke gøre for det, det skal self. læses med et glimt i øjet

Han har altid været en glad dreng. Mega krudt i røven, kan bestemt sige fra, og er super fræk. Men lige her indenfor de sidste par uger, har han ændret sig helt vildt. Han er SÅ HIDSIG HELE TIDEN!

Og når jeg siger hidsig, mener jeg decideret rasende. Og det føles som stort set hele dagen over de mindste ting. I ved, de klassiske. Vil selv åbne sin frugtstang, kan ikke, er rasende og hysterisk over han ikke kan åbne den, men bliver rasende og hysterisk hvis jeg vil hjælpe. Rasende og hysterisk fordi han vil have aftensmad, men bliver også rasende og hysterisk, hvis jeg forsøger at tage hans tallerken for at øse mad op. Og sådan er det. HELE. DAGEN. LANG.

Vi er der nu, hvor jeg 100% ærligt tæller ned til sengetid. Og ånder lettet op, når han sover. Desværre er han også begyndt at vågne og få hysanfald midt om natten, og det er så fucking hårdt! Jeg er enlig mor, og jeg har også en 3,5 årig, så der er nok at se til i forvejen. Og det er rigtig svært at tage hensyn til og give plads til begge børn, når jeg hele tiden skal stoppe konflikter, de er også som hund og kat pt.

Og der er ikke noget jeg kan gøre, for at få ham ud af de hysteriske anfald. Jeg synes simpelthen det er så hårdt, for det er dagen lang i døgndrift. Og jeg savner hans smil, hans grin, at kunne hygge med ham. Det knuser mit hjerte, at det pt. er så hårdt, at jeg faktisk ikke er helt vildt ked af det, når de skal på samvær. Fordi det jo også slider på mig helt vildt, det er klart.

Så jeg vil gerne vide følgende:

1) Er det bare fordi han er blevet 2 år og er ramt i selvstændighedsalderen?
2) Hvordan mindsker jeg hyppigheden og varigheden af disse hysanfald?

Jeg mindes altså ikke, at det var så voldsomt med min datter, men ingen børn er jo ens. Jeg elsker bare min lille dreng så meget, og jeg savner at nyde ham.. 

Sådan lidt lige ud af lommen, så tror jeg at det "bare er en fase" - han er nok nået til "kan selv vil selv" det virker bare ikke for ham endnu, og det er vildt frustrerende...

jeg har lært (da min nevø havde) samme problem - du må for alt i verden ikke komme til at grine for så er du en meget stor idiot (og det kom jeg nu tit til) :-P

jeg tror simpelthen at du skal prøve at lade være med at blande dig i hans små "projekter" og at han ikke får hjælp ved at skabe sig, men han skal spørge pænt.... Det har virket for min søster og svoger... Det er ok med raserianfald, det skal bare ikke føre til noget, så stiller det helt automatisk af...

ja han prøver stadig ind i mellem med hysteri (han er lige blevet 4) men han får beskeden: spørg pænt ellers vil jeg ikke hjælpe... Og det gør han så, og fortæller så også hvad problemet er for ham.. 

Anonym skriver:

Min søn er næsten lige blevet 2, og han er simpelthen et monster. Ej, forstå mig ret - Jeg elsker min lille dreng, og han kan jo ikke gøre for det, det skal self. læses med et glimt i øjet

Han har altid været en glad dreng. Mega krudt i røven, kan bestemt sige fra, og er super fræk. Men lige her indenfor de sidste par uger, har han ændret sig helt vildt. Han er SÅ HIDSIG HELE TIDEN!

Og når jeg siger hidsig, mener jeg decideret rasende. Og det føles som stort set hele dagen over de mindste ting. I ved, de klassiske. Vil selv åbne sin frugtstang, kan ikke, er rasende og hysterisk over han ikke kan åbne den, men bliver rasende og hysterisk hvis jeg vil hjælpe. Rasende og hysterisk fordi han vil have aftensmad, men bliver også rasende og hysterisk, hvis jeg forsøger at tage hans tallerken for at øse mad op. Og sådan er det. HELE. DAGEN. LANG.

Vi er der nu, hvor jeg 100% ærligt tæller ned til sengetid. Og ånder lettet op, når han sover. Desværre er han også begyndt at vågne og få hysanfald midt om natten, og det er så fucking hårdt! Jeg er enlig mor, og jeg har også en 3,5 årig, så der er nok at se til i forvejen. Og det er rigtig svært at tage hensyn til og give plads til begge børn, når jeg hele tiden skal stoppe konflikter, de er også som hund og kat pt.

Og der er ikke noget jeg kan gøre, for at få ham ud af de hysteriske anfald. Jeg synes simpelthen det er så hårdt, for det er dagen lang i døgndrift. Og jeg savner hans smil, hans grin, at kunne hygge med ham. Det knuser mit hjerte, at det pt. er så hårdt, at jeg faktisk ikke er helt vildt ked af det, når de skal på samvær. Fordi det jo også slider på mig helt vildt, det er klart.

Så jeg vil gerne vide følgende:

1) Er det bare fordi han er blevet 2 år og er ramt i selvstændighedsalderen?
2) Hvordan mindsker jeg hyppigheden og varigheden af disse hysanfald?

Jeg mindes altså ikke, at det var så voldsomt med min datter, men ingen børn er jo ens. Jeg elsker bare min lille dreng så meget, og jeg savner at nyde ham.. 

Terrible twos

Jeg tror også det er en fase, han er ved at være så stor at han gerne vil gøre tingene selv, men han kan bare ikke rigtigt, og så bliver han frustreret, hvilket jo er forståligt nok. Jeg ville prøve og lade vær med at hjælpe ind til at han spørg om hjælpen.

Med maden, lad ham hjælpe med at øse op, igen han vil selv gøre det, han vil være den store, ligesom storesøster. Lad ham tage en kartoffel eller et stykke kød med sin gaffel. Giv ham sejre, i stedet for at gør det for ham.

Lær ham at gøre flere ting, simple ting, som at lyne sin jakke, tage sko på, øse maden op.. Lad vær med at hjælp ham for meget, kun hvis han beder om det.

Lær storesøster at sige nej, og gå væk hvis han skaber sig(vise at hun ikke vil lege, hvis han ikke er sød).

Jeg tror der er mange små børn der gerne ville kunne alt det som storeøskende kan, og det er bare irriterende, når man ikke kan.

Det var bare nogle små tanker for mig.

Her er der også nogle skrigeture Og høje NEJ!!! Og det er så frusterende.

Velkommen til selvstændighedsfasen frygteligt i perioder. Min søn er 2,5 og har lige været der. Det har hjulpet at være meget tydelig og tage konflikterne. Vi har taget ham væk fra situationen (med ind på værelset), og blevet der med ham til han faldt til ro, for dermed at vise ham, at det ikke er ok opførsel. Vi har tydeligt vist ham hvem der bestemmer, og det har givet ham noget ro at vide, at "sådan er det bare", og når der er sagt nej, så er det et "nej". Han er nemmere nu er han nogensinde har været før, så det har virket her. 

Årh ja, min er 3,8 år og får dem stadig... �� jeg fortæller ham at jeg godt kan forstå at drt er irreterende, at han skal tage det roligt (han har det med at slå på tingene, når de ikk gør hvad han vil have) ikk slå på tingene.... at jeg gerne vil vise ham Hvordan han skal Gøre... (så går jeg igen fordi han flipper fordi jeg ikk må hjælpe, og venter på at han kalder fordi han har brug for hjælp) så går jeg ind og hjælper �� bagefter forklar jeg ham at hans legetøj går i stykker, hvis der er noget han ikk kan finde ud af så kan han spørger også vil jeg gerne vise ham det...

Anonym skriver:

Min søn er næsten lige blevet 2, og han er simpelthen et monster. Ej, forstå mig ret - Jeg elsker min lille dreng, og han kan jo ikke gøre for det, det skal self. læses med et glimt i øjet

Han har altid været en glad dreng. Mega krudt i røven, kan bestemt sige fra, og er super fræk. Men lige her indenfor de sidste par uger, har han ændret sig helt vildt. Han er SÅ HIDSIG HELE TIDEN!

Og når jeg siger hidsig, mener jeg decideret rasende. Og det føles som stort set hele dagen over de mindste ting. I ved, de klassiske. Vil selv åbne sin frugtstang, kan ikke, er rasende og hysterisk over han ikke kan åbne den, men bliver rasende og hysterisk hvis jeg vil hjælpe. Rasende og hysterisk fordi han vil have aftensmad, men bliver også rasende og hysterisk, hvis jeg forsøger at tage hans tallerken for at øse mad op. Og sådan er det. HELE. DAGEN. LANG.

Vi er der nu, hvor jeg 100% ærligt tæller ned til sengetid. Og ånder lettet op, når han sover. Desværre er han også begyndt at vågne og få hysanfald midt om natten, og det er så fucking hårdt! Jeg er enlig mor, og jeg har også en 3,5 årig, så der er nok at se til i forvejen. Og det er rigtig svært at tage hensyn til og give plads til begge børn, når jeg hele tiden skal stoppe konflikter, de er også som hund og kat pt.

Og der er ikke noget jeg kan gøre, for at få ham ud af de hysteriske anfald. Jeg synes simpelthen det er så hårdt, for det er dagen lang i døgndrift. Og jeg savner hans smil, hans grin, at kunne hygge med ham. Det knuser mit hjerte, at det pt. er så hårdt, at jeg faktisk ikke er helt vildt ked af det, når de skal på samvær. Fordi det jo også slider på mig helt vildt, det er klart.

Så jeg vil gerne vide følgende:

1) Er det bare fordi han er blevet 2 år og er ramt i selvstændighedsalderen?
2) Hvordan mindsker jeg hyppigheden og varigheden af disse hysanfald?

Jeg mindes altså ikke, at det var så voldsomt med min datter, men ingen børn er jo ens. Jeg elsker bare min lille dreng så meget, og jeg savner at nyde ham.. 

Min dreng blev 2 i december og der gik er par måneder med en hysterisk søn, så tror det er helt normalt og bare en periode.. Jeg savnede også min glade dreng helt vildt og han kom heldigvis igen