Anonym skriver:
Jeg er da glad for at kunne hjælpe
Det var da hårdt at få beskeden om at min mand aldrig ville blive biologisk far, men vi snakkede meget sammen og vi var helt fast besluttet på at skulle ha børn.
Mener der gik en måneds tid fra den 2. sædprøve til den tesa prøve så der forberedte vi os på et evt. dårligt svar, tror ventetiden her var meget sund for os, vi kunne puste lidt ud og samtidig se en ende på alle de frustrationer man går og får. Og igen snakke sammen og være ærlige og åbne overfor hinanden. Det var hårdt for min mand og han var meget bekymret for om han kunne elske et donorbarn som sit eget, så det snakkede vi meget sammen om. Det er heldigvis ikke noget vi i dag tænker på, vores ældste barn er lige blevet 3 år og har MEGET af den samme personlighed som min mand og fremmede kan sige at de ligner hinanden
(hvorefter vi så bare griner lidt til hinanden)
Hverken min mand eller jeg ville "snydes" for at opleve det at være gravid og skulle føde, så der var det et meget nemt valg for os at vi skulle bruge en donor.
Beklager hvis det står lidt rodet, skriver fra mobil
Undskyld jeg lige var lidt stille; jeg har lige haft et par hårde dag både mentalt og tidsmæssigt.
For mig (og min kæreste) har vi det rigtig svært ved tanken om, at det ikke ville være hans biologisk. Min kæreste mener at han nok ikke er moden nok til at kunne se bort fra den del, og jeg er bange for at jeg ville gå med frygten for, om han nu vil se det som sit eget eller ej.
Vi forbereder os ret forskelligt herhjemme. Jeg tør slet ikke håbe på noget længere og græder mere eller mindre konstant, hvor min kæreste forsøger at trøste mig og siger at han vil håbe for os begge så længe intet er sikkert.
Undskyld hvis jeg spørger så meget, du må endelig sige fra! Men jeg har sådan brug for at snakke med nogen i samme situation. Nogen der forstår de følelser og problemstillinger man bliver stillet overfor.
Men tog i bare chancen og satsede på at han alligevel ville elske det når det kom til stykket? Var du slet ikke nervøs? Både for hans følelser og tanker overfor barnet, men også dine egne? Hvordan taklede i tvivlen? Og hvor længe gik der, før i var sikre?
Det lyder som om i har det så dejligt, og jeg er sikker på at jeres børn selvfølgelig også minder om din mand, da de jo også finder deres personlighed i ham.
Jeg havde det egentlig personligt helt fint med donorbørn inden vi sidste år tog snakken, inden vi begyndte pb. Der snakkede vi så om, 'hvad nu hvis det bliver svært for os' og min kæreste meldte da ud, at han ikke ville være klar til et evt. donorbarn, da han ikke var sikker på, at han ville kunne se det som sit eget. Da han tog den stilling, tog jeg den med ham. Han fik spirret den onde tanke hos mig, som går i mod alle mine principper om donorbørn og adoption osv. Og jeg ved bare at jeg så altid vil have en frygt i mig, om han nu virkelig elsker det barn?
Jeg ønsker nemlig også brændende at være gravid og mærke livet i min mave. Og jeg har altid været af den holdning, at forældrene til et barn er de mennesker der opfostrer og elsker barnet, og ikke nødvendigvis de biologiske. Men jeg er bare så bange nu. Det hele virker bare så håbløst.
Endnu en gang undskyld det både sene, spørgende og triste svar, men jeg håber at du forstår.
