Kære JKVH!
Jeg har 3 børn - og måske kan nogle af mine tanker, efter jeg har læst dit indlæg være til hjælp for dig?!
Mine børn er 8, 6 og knap 2. Vi har altså ikke det meget lange spring mellem ældste og yngste som du beskriver. Til gengæld er der kun 22 måneder mellem vores 2 ældste, så det kan måske komme til at ligne jeres situation lidt.
Min første tanke er, at jeg har hørt flere sige, at man aldrig fortryder de børn man fik, kun de børn man ikke fik... Lidt firkantet måske, men meget tankevækkende, da jeg tror det er rigtigt, at livet aldrig bliver helt det samme efter en abort (jeg har ikke prøvet det, men tror i hvert fald at jeg altid ville have en nagende fortrydelse siddende dybt inde).
Min næste tanke er, at jeg ikke ser det som et problem i forhold til jeres dreng på knap 2. Selvfølgelig vil der komme nogle hektiske år med 2 så små børn, men her hos os er vi i hvert fald uendelig taknemmelig for alle vores 3 børn, også selv om det periodevis har været hårdt.
Og selvfølgelig skal man regne med nogle søskende-kampe, når de ligger så tæt, men ofte har søskende også virkelig meget glæde af hinanden - det har vores 3 i hvert fald. Både i leg og i alle mulige andre situationer.
Jeg kan godt se at situationen ifht den ældste, hvor I har sagt, at der ikke kom flere babyer, er kompliceret... Hvordan I vil gribe det an, kan jeg ikke rigtig komme med gode råd til - andet end at jeg IKKE synes at hans - eventuelle - vrede, skuffethed eller svigtfølelse skal være afgørende i jeres valg.
Det kan godt være, at det bliver en noget bitter pille, han skal sluge - men hvis du spurgte ham nu eller i hans voksenliv (hvad jeg på INGEN måde synes du skal gøre - det er bare rent hypotetisk tænkt) vil jeg formode, at han ikke havde lyst til at du skulle få en abort, alene fordi du var bange for at såre ham.
Så det er måske noget med at forsøge at rumme hans vrede og sårede følelser alt hvad I kan - give ham ret i, at det er ok, at han følser sig sådan. Give ham ret i at I havde lovet noget andet - men sige, at nogen gang sker der noget, der gør at vi må ændre mening. Acceptere at det kan tage tid for ham at forlige sig med det. Og så forsikre ham, at der selv om der bliver mindre tid, ikke bliver mindre kærlighed til ham!
Jeg ved ikke om dette kan være dig til hjælp, men jeg ønsker dig i hvert fald alt godt!
Mvh
JKVH SKREV:
Jeg er mor til to skønne dreng en på knap 12 en der fylder to om 14 dage. Vi bor i et dejligt hus - og økonomien er ok.Den store og lille har ikke samme far, jeg bor med den lillesøster far og vores store ser, pga en masse ting, sin far hver 14. Dag i kun 4 timer- der har været et utal af problemer...Efter barn nr 2 startede jeg på mini piller, ingen succes jeg blødte konstant- jeg stoppede for to måneder siden, og skulle have en spiral 28.10 men pga alvorlig sygdom i fam måtte jeg aflyse denne tid. Vi har I de to måneder brugt kondom HVER gang vi har været sammen. Min menstruation er altid uregelmæssig og har under minipillerne været helt tosset så at 'gå over tiden' tænker jeg ikke meget over. I går mens jeg handlede skulle jeg spontant kaste op, fik det temmelig skidt. Købte to test med hjem - begge POSITIVE.....Jeg er fuldstændig i check for dette var hverken planlagt eller forventet eller følge af en uansvarlig handling.Da vi skulle have den lille blev vores store sønderknust - først havde hans mor fået kæreste, han havde haft mig alene i mange år- derefter en lille ny... Graviditeten var svær da min kæreste og jeg taklede det hele forkert- vi prøvede at skåne den store ved at lade være med at tale for meget om det.... Dum ide og vi fandt ud af i sidste måned at vi skulle inddrage ham. Da den lille var født var han elsket af storebror med det samme -py ha for alle - han er fortsat verdens sødeste storebror...Den store har dog mange mange gange skulle sikre sig at vi IKKE skal have flere - det har vi sagt vi absolut ikke skal, nok dumt sagt men det var brandslukning og planen var heller ikke flere børn overhovedet-At være gravid nu- 5+3 kun, er ikke lykken. Min kæreste og jeg er i syv sind for og imod - kan vi holde til nr 3, vil vi det.. Abort vil/kan vi det?? Det er kommet så meget bag på os da vi er ansvarlige mennesker. Vi er så bange for konsekvenserne vi har huset, endda med et værelse der bare står tomt og økonomien skal nok gå, men det er jo absolut ikke det primære..hvad skal vi sige til den store?Er den lille for lille til at blive storebror ?Kan forholdet klare det?Vil vi vil vi ikke?Jeg ved at det kun er os der kan svare på alt dette men jeg ville blive så glad hvis der var nogen med 3 børn der kan fortælle hvordan det er????? Er i syv sind og har brug for at dele dette med nogen der ikke kender mig - på forhånd mange takMvh JKVH
