Hej alle
Jeg har tidligere skrevet et indlæg herinde, hvor jeg spurgte om det var normalt at være trist i sin graviditet. Jeg fik svar fra nogle søde kvinder, der beroligede mig med at det var helt normalt, så jeg tænkte at glæden nok skulle komme med tiden. Og nu er den her! Jeg er nu i 29. uge, og jeg glæder mig simplethen så meget til at blive mor. Min graviditet var ikke planlagt, jeg er igang med studiet, og jeg følte ikke lige det var det mit liv manglede, tvivlede på om jeg overhovede nogensinde ville være mor. Men nu hvor min psyke har haft tid til at vænne sig til tanken om jeg skal være mor, er jeg blevet så lykkelig.
Jeg føler at jeg har fået en gave, som jeg slet ikke vidste jeg ønskede mig. Og jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg føler det er enormt befriende, at mit liv ikke længere bare skal handle om mig (Jeg havde det lige modsat i starten, tænkte at nu mistede jeg min frihed)
Det ville jeg bare lige dele med jer, det kan jo være at der er sidder andre derude der føler sig lidt triste i deres graviditet, som kan finde ro i at jeg ihvertfald er blevet meget lykkelig for min graviditet med tiden.
P.S. Det mest fantastiske i verden? At mærke mit barn sparke
Anmeld
