Er det normalt at være så trist?

Kære alle

Jeg ved ikke om det er normalt at være så trist i graviditeten som jeg nogle gange er. Nogle gange glæder jeg mig rigtig rigtig meget til at blive mor, andre gange er jeg bange for at jeg ikke vil elske mit barn fordi jeg er blevet uplanlagt gravid, og faktisk ikke havde noget ønske om at få børn nogensinde. Jeg har en fantastisk mand som gerne vil være far, og som aldrig har presset på, så jeg står ikke engang alene med barnet. Jeg var glad for mit liv som det var før, hvor jeg havde tid til at studere og passede studiet som jeg skulle, men nu har jeg kun baby på hjernen, og bliver nødt til at droppe eksamen da jeg ikke kan koncentrere mig om at studere. Dette gør mig også mere trist, da jeg føler mig doven og dum. De første måneder af min graviditet var jeg glad, og fik kun få tudeture hvor jeg ikke ville være mor. Men nu er det nærmest omvendt, det meste af tiden acceptere jeg bare at jeg er gravid, og nogle gange føler jeg et sus af lykke. Jeg overvejede aldrig at få en abort, da jeg aldrig vil have sådan en, så det er ikke fordi jeg ville ønske jeg fik det fjernet i starten.

Jeg er bange for at jeg bliver en dårlig mor, og ville sådan ønske at jeg havde lyst til at være mor, HELE tiden, og ikke kun nogle gange. Er der nogen der kender til de op og nedture??

Babymama 20+6 

Du er slet ikke alene !! Jeg havde det præcis som dig.. og ALT ændrede sig da jeg blev gravid. Alle venner forsvandt OG jeg brækkee mig i 6 mdr... Sygehuset på nakken af mig for det måtte bestemt være noget jeg gjorde med vilje fordi jeg jo ikke var planlagt gravid osv osv osv.. 

Men tror du skal tage det stille og roligt - dit lille baby barn kommer du til at elske præcis sådan som du kan elske det.. Ikke som din veninder elsker deres, eller som der står i ugebladene, men sådan som du kan, lige nu, og lige nu hvor du er i dit liv... Der er en mening med alting og på et tidspunkt virker det så skide logisk hvorfor du er blevet gravid lige nu. Sommetider kan man også overtænke og planlægge en graviditet, og når de ikke svarer til forventningerne kan de mødre OGSÅ blive triste, føle sig som en fiasko osv... 

Vi har alle følt os dumme, fede, grimme, som fiaskoer, dårlige mødre, ravne mødre, ligeglad mødre (bare bladr igennem trådene her - og du vil grine ) - du er sq ikke alene ..

Velkommen til dig og den lille ny verdensborger - Vi er lige hèr 

Forresten - du er helt vild god til rigtig mange ting. Ros dig for dem, istedet for at slå dig selv i hovedet med alle de ting du (selv synes) er dårlig til 

ej altså, Jeamie, jeg er perfekt og har aldrig været i nærheden af den slags problemer (stærk ironi kan være anvendt her)

JEamie, har helt ret - du er totalt i hormonernes vold og der er ikke så meget at gøre ved det...din normale hjernefunktion vender tilbage et par måneder efter fødslen...når der kommer lidt rutine og du kan sove så nogenlunde igen.

De venner etc, der ikke kan acceptere ast du er somn du nu er pt ...de er ikke værd at samle på, så lad være at bruge krudt på dem.

Glæd dig i stedet over, at der er en villig og længselsfuld farmand klar - og forvent at dit (jeres) liv ændre fuldstændigt og uigenkaldeligt - ikke nødvendigvis hverken værre eller bedre - bare anderledes, med flere dimensioner og STOP øjeblikkeligt med at kalde dig selv dum og doven. Går du i flinkeskolen, så er det NU du skal melde dig endegyldigt ud, så du kan tackle emsige bedstemødre, bedrevidende pædagoger og skolelærere etc med ophøjet ro og overblik. 

Din krop er kapret af en alien - og så længe den er det - er du ikke 100 % ansvarlig for humørsvingninger...denne kapring varer muligvis, i værste fald, til du ikke længere er et omvandrende mejeri...men kan du acceptere, at dit liv, som du hidtil har kendt det, er forandre og det for altid - så går det nemmere. Tal med din jordemoder og/eller sundhedsplejerske...det er også det, de er der for. Og forsøg så at finde lidt forventningens glæde frem...i og med du har været meget bevidst antiabort...har du (jo måske ?) ikke været klar, men dog ikke afvisende over for tanken om et barn.

Mht studierne - så skal det nok gå, du er bare nødt til at omlægge dine vaner og evt forventninger - og jeg kan sige af egen erfaring, at evt lavere karakterer modsvares af det ekstra  du får i bagagen med livserfaring - også i en arbejdsgivers øjne...oven i købet en arbejdsgiver, der måske ikke ser potentiel barsel skrevet over dig ved samtale...fordi du har fået barn allerede

Man kan vederfares mange værre ting end et uplanlagt barn ;-)

Hæ hæ Polyp - du skønne kvinde . Ja vi er et par få rå stykker det lykkedes at hive sværdet op af stenen 

Tak for svarene! Det er dejligt at høre jeg ikke er den eneste der har det sådan  Og nu må jeg altså melde mig ud af den flinkeskole!

Ja gør det - det er en fed fornemmelse at være en kælling en gang imellem . Join the Club!