Nu er jeg snart 30 uger henne, og jeg troede at denne 'skræk' ville forsvinde.
Jeg er bange for at skulle føde denne gang.
Når jeg snakker med familien og venner om det siger jeg med et smil på læben at jeg ikke vil føde igen. Og så griner vi alle lidt af det, da baby William jo selvfølgelig skal ud af maven.
Men så snart jeg så er mig selv, så er der ikke noget at smile af.
Jeg har haft 2 meget hurtige fødsler (2.5 time fra 1 ve til baby var ude...begge gange) Så det er ikke en lang fødsel jeg er bange for.
Jeg tror det er et mix af 2 ting
En del af mig er bange for ikke at nå på sygehuset denne gang, jeg ved godt der er mange der føder hjemme, men det betyder meget for mig og min tryghedsfølelse omkring fødsel at jeg føder på sygehuset.
Den anden ting og nok det der fylder mest er smerten. Selvfølgelig skal jeg sikkert ikke udholde smerte særlig længe, men da jeg fødte Alexander (nr. 2) var smerterne så intense at jeg ikke rigtig fattede hvad der foregik rundt om mig, og hele fødselsforløbet er ret tåget for mig. Kan dog huske enkelte ting, og har fået fortalt en masse bagefter.
Min første fødsel var langt bedre.
I mit hoved har jeg nu desværre fået overbevist mig selv om at det er ligesom en trappe...
fødsel 1-lidt smerter,
fødsel 2-mange smerter,
fødsel 3- sindsygt mange smerter....
Og jeg har jo ikke en dyt at have det i. Men min hjerne har bare besluttet sig for at sådan er det.
Har prøvet at snakke lidt med min jordmoder om det, men hun siger bare, ja, men ud skal han jo. Hvilket hun selvfølgelig har ret i. Og kejsersnit får jeg ikke lov til når jeg har haft 2 'nemme' fødsler. Og sikkert også ender med at føde før termin igen.
Puha... skulle bare lige ud med det.
Jeg håber nok bare at fødsel 3 bliver som at smutte en mandel eller lignende, når nu der ikke er gået så lang tid mellem Alexander og baby William, men må jo vente og se :s
