Teenagere før og nu

Hvordan var i som teenagere ? 

Synes der er sket meget siden jeg selv var teenager. 

Nu er jeg dagligt selv tæt på en sådan, og synes der er en stor forskel på før og nu. Selvom der kun er en generation imellem. 

Hvis vi så hopper helt tilbage til bedsteforældrenes generation er der sket endnu mere.

Da jeg var teenager var der et helt andet drive.... Et helt andet gå på mod. Forskellen var så også at vi ikke havde de samme muligheder for dialoger, samtaler og det 'at være sammen' som der er i dag. Man kan lettere blive 'doven' og samtaler er kun en sms / chat væk. I min teenage tid var man tvunget til at bevæge sig efter venner og presset til at kontakte mennesker der var lidt 'uhyggelige' at kontakte, som feks jobsamtaler , hvor det i dag er mere mails der bliver sendt afsted. 

Jeg tænker der var lidt større kontrast mellem sejre der gav selvtillid og fiaskoer der kunne give lidt hård hud, end i dag hvor det er lidt mere en grå tone og kontrasterne er lidt mere udtværede..?!

Alt den nymodens teknik er jo på mange måder fantastisk - men min oplevelse er også, at især drengene (og jeg har jo aldrig prøvet at være en teenageDRENG - så det er ren observation) synes det er fint at 'være sammen' via SKYPE...de kan ovenikøbet sidde i samme rum i timevis og stadig kun kommunikere via elektronikken...min oplevelse er, at pigerne ses mere og er reelt sociale - det er også dem, der trækker drengene med, når det ikke lige handler om sport.

Jeg kan blive vanvittig over min 'dovne' teenager, der kan spendere en hel weekend på YouTube etc - og kun bevæger sig ud, når det handler om mad og drikke! På den andne side - så murede jeg mig også inde en gang imellem med en ordentlig stak bøger - og sagde nej tak til veninder, der ville 'lege'...så midlerne er nok anderledes - men målet er det samme...og alligevel irriterer det mig

Personligt tror jeg også, den her forandring bunder lidt i vores øget velfærd og stræben efter status.

Det er ikke kun i de unges fritid, at man mærker manglen på deres drive. Det gør man også henne i skolen. Mange unge giiiiider ikke noget. De kan ikke tage sig sammen til ret meget.

I min ungdom/teenagetid var de fleste af os tidligt bevidste om, at vi var nødt til at blive til noget, hvis vi ville have et voksenliv i luxus. Vi sagde altid: 'Vi vil i hvert fald ikke ende som vores forældre'. I dag har vi alt det, vi stræbte efter førhen. Unge mennesker i dag behøver ikke arbejde for at få deres ønsker og behov opfyldt. De ved ikke, hvordan det er ikke at kunne komme på ferie, ikke at kunne komme nogen steder, fordi man ingen bil har, ikke at få det rigtige tøj mv.

Ja den sætning kan jeg godt huske . Dèt var motivation nok. Og af mange grunde er det da også lykkedes, også grundet den øgede velfærd.

Da jeg var i den alder havde jeg allerede to heste. 15 km væk. Hver dag var det tidligt op og op på cyklen. Da sneen gjorde det svært at komme frem var det med bussen, men det kostede jo trælse penge OG det havde sin begrænsninger, for nu var jeg afhængig af et tidspunkt. Men jeg klarede det selv. Var også mere moden til at flytte hjemmefra tidligt. Ens 'overlevelse' var bare anderledes.

I går blev jeg helt harm over denne generations ladhed. Feks. Den omtalte teenagers mor kom på besøg her. Vihavde arrangeret special transport der kunne hente og bringe, sikkert. Selvom hjernen ikke længere fungerer optimalt er der et savn og en sorg over det tabte der engang var, så hun glædede sig selvfølgelig til at se ham. Men om han gad at stå op.... jo kl 14.30, kort tid før hun blev hentet igen. 

Ved der hèr kan være en del psykologiske faktorer der spiller ind. Mor er ikke som hun plejer etc.. men igen, synes sq vi andre 'åd' den i os, og gjorde det bedste vi kunne af hensyn til andre (her i også pli og ikke åbenlys egoisme).

Den med bøgerne kan jeg godt genkende . Men ved da også at jeg ville ha stået skoleret hvis èn af mine forældre havde øffet noget om lige at hjælpe med det ene eller andet. 

Kan ikke huske jeg nogensinde har sovet til 14.30 ... Ikke engang da jeg startede med at gå i byen. Men om det siger noget om mit indre u,r eller almen syn på livet, er jo så spørgsmålet..