FAKTA OM FØDSLEN:
Navn og alder på mor: Marie, 29 år
Barnets navn: Viggo Alfred
I hvilken terminsuge fødte du: 40+4
Hvor lang tid tog fødslen: Ca. 25 timer
Hvad vejede og målte baby: 2590 g og 49 cm
SPØRGSMÅL OM FØDSLEN:
1) Hvordan startede din fødsel?
Fredag nat omkring kl 3 vågnede jeg med en murren i lænden, som jeg ikke kunne sove for. Jeg var gået 3 dage over tid, var stor som et hus og efterhånden rimelig utålmodig for at få min krop tilbage. Så jeg stod spændt op og gik ind på sofaen for at slappe af med lidt nat-tv.
Efter nogle timer, hvor det hverken var blevet værre eller bedre, vækkede jeg min kæreste og fortalte, at der måske var noget i gang.
Hele lørdagen blev tilbragt på sofaen, kun afbrudt af ture til køkkenet eller toilettet. Veerne kom konstant, men uregelmæssigt, og jeg mente ikke umiddelbart, der var grund til at ringe til hospitalet. Først på aftenen blev vi dog alligevel enige om, at jeg hellere måtte ringe - jeg havde jo egentlig haft veer i 17 timer. Men SUK. Jordemoderen sagde, at jeg godt kunne forvente at gå sådan rundt i dagevis, inden fødslen rigtig gik i gang, og jeg sku' bare forsøge at slappe af og evt. tage et gram Panodil.
Slukøret tog jeg et varmt brusebad (der på ingen måde lindrede) og et par Panodiler og forsøgte at gå i seng. Jeg havde ikke sovet, siden den første ve vækkede mig, så jeg var godt træt. Men knap havde jeg lagt hovedet på puden, før veerne tog til. Nu gjorde de virkelig ondt, og min stakkels kæreste blev brugt som boksebold. Selvom jeg syntes, det var frygtelig pinligt at ringe til fødegangen allerede igen, ringede jeg dem op, og vi blev enige om, at jeg hellere måtte komme ind og blive tjekket. Om ikke andet kunne de måske give mig noget at sove på.
Min kæreste og jeg debatterede lidt, om vi skulle tage tasken med (for vi ville jo helt sikkert blive sendt hjem), men vi besluttede os for, at det var bedst at være på den sikre side og tage den med. Og så afsted i taxa! Føj, for en tur.
Kl. 00.30 søndag nat ankom vi endelig til modtagelsen. Det viste sig, at livmoderhalsen var næsten udslettet, og jeg var 3 cm åben. Jordemoderen ville ikke sende os hjem, men tilbød at give mig morfin mod smerterne. Derfor kørte hun en CTG-kurve, og det viste sig, at min lille klumps hjertelyd dykkede ved hver ve. Morfin kunne altså ikke komme på tale. Jordemoderen konfererede med afdelingsjordemoderen, og det blev besluttet at tage fostervandet for at tjekke farven og for at sætte en overvågnings-elektrode på Viggos hoved.
Der kom ikke noget fostervand, men elektroden viste, at Viggo var OK. Jeg blev kørt på fødegangen kl 2, hvor forløbet blev overtaget af en anden jordemoder. Veerne kom i 5 min. interval, og jeg var 4 cm åben.
På fødegangen blev det besluttet, at der skulle tages en blodprøve fra Viggos hoved, og det var uden tvivl det allermest smertefulde ved hele fødselsforløbet. Jeg skulle ligge på ryggen imens, hvilket gjorde veerne rigtig smertefulde. Samtidig stod Viggo stadig rimelig højt oppe, hvilket gjorde, at lægen måtte ase og mase en hel del. Jeg havde intet smertelindrende fået, og jeg SKREG.
Heldigvis viste også blodprøven, at han var OK derinde.
Efter blodprøven tog veerne virkelig til, og jeg kunne næsten ikke være i mig selv for smerter. Jordemoderen forsøgte at ive mig lattergas, men jeg følte bare, jeg blev kvalt i masken. Under en vepause fik jeg fremstammet, om jeg ikke godt måtte få et eller andet, og jordemoderen begyndte at gøre klar til epidural. På det tidspunkt var jeg helt i min egen verden.
Desværre nåede jeg aldrig at få den epidural, for omkring kl 3 begyndte det at presse. På under en time havde jeg åbnet mig til 9 cm! Jeg måtte ikke presse med, men skulle gispe igennem veerne, og det er uden tvivl noget af det sværeste, jeg har gjort.
Overvågningen viste nu, at Viggo var ved at være stresset, og hjertelyden dykkede igen. Jeg får lov til at presse med. Afdelingsjordemoderen og bagvagten kaldes mhp. vurdering, og de vurderer, at Viggo skal ud med det samme. Derfor lægger de sugekop kl 3.40, og 7 min senere bad lægen mig om at række ned og tage imod min søn. Jeg havde haft øjnene lukket under hele fødslen, og først i det øjeblik jeg mærkede ham i mine hænder, åbnede jeg dem.
Han var fin og skreg med det samme, men pga den hårde fødsel og hans lille størrelse var hans blodsukker så lavt, at han straks skulle have modermælkserstatning. Vi kom derfor op på barselsgangen, hvor vi måtte blive i 3 dage, indtil Viggos blodsukker var stabilt.
2) Hvilke overvejelser havde du gjort dig om smertelindring? Holdt det stik?
Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle føde på ægte urkvinde-manér. Gerne stående og helst uden smertelindring.
I dag griner jeg af, hvor lidt den forestilling kom til at holde stik! Jeg kunne nærmest ikke andet end at ligge på højre side, og jeg var jo nærmest spændt fast til briksen med overvågninsudstyr (både indvendigt og udvendigt!). Og smerterne var så stærke, at jeg på et tidspunkt drømte hede drømme om kejsersnit og fuld narkose. Faktisk er jeg lidt ked af, at jeg ikke nåede at få noget smertelindring, for jeg tror, min fødsel havde været helt anderledes afslappet ellers.
3) Hvad overraskede dig mest ved fødslen?
Smerterne! Og her efterfølgende har det overrasket mig at tænke på, at vi ikke var mere nervøse under fødslen. Måske fordi vi ikke rigtig nåede at reflektere over, hvor nemt det egentlig ku' have gået den anden vej.
4) Hvordan var din mand under fødslen?
Han forsøgte at støtte mig så godt, han kunne, men jeg var helt i min egen verden. Faktisk kunne jeg slet ikke klare, at han rørte ved mig eller talte til mig. Den eneste, jeg kunne forholde mig til, da det var allerværst, var jordemoderen. Det må ha' været utrolig hårdt bare at stå på sidelinien til det forløb!
5) Hvad oplevede du som det hårdeste?
Igen, smerterne. Og det at jeg ikke måtte presse med. Det var utrolig svært.
6) Er der noget, du ville ha' gjort anderledes?
Jeg ville ønske, jeg havde nået at få noget smertelindring.
Anmeld
