Må din baby græde sig i søvn?

Der er mange måder at lære sit barn at sove på :) Nogle lader babyen græde og går med forskellige intervaller ind til barnet og siger godnat (det virkede med min datter, men ikke med sønnen) ;) Andre falder I søvn med baby eller nusser baby til, der er helt ro... Hvilken metode har I haft størst held med, og kan I 'lukke' ørerne for lidt gråd eller falder I i søvn side om side med baby?

Der er kæmpe forskel på børn, er min erfaring. Sønnike faldt i søvn af sig selv fra dag 1, helst i et helt mørkt rum og helst uden der var nogen hos ham. Det er stadig sådan at det forstyrrer ham hvis jeg sidder hos ham. Datteren lå i arm det første år af sit liv. Hun havde - og har - så svært ved at finde ro. Da hun var lidt ældre fik vi vænnet hende til at falde i søvn alene men det var ikke uden gråd og det fortryder jeg egentlig idag (vi var bare desperate pga søvnmangel!). Hun siger nu, at hun ikke bryder sig om at sove og at det skræmmer hende at falde i søvn og ikke 'vide hvor jeg er og ikke kunne styre hvad jeg tænker'. Hun har aldrig haft et stort søvnbehov og aldrig været tryg ved at sove. Jeg tror ikke vores godnat-og-sov-godt med gråd og ballade har hjulpet spor på det. Jeg tror bare hun resignerede uden at blive specielt mere tryg af den grund. I øvrigt kan hun stadig finde på at komme ind og sove hos os om natten i en alder af 10 år. Igen noget sønnen på 7 næsten aldrig gør og faktisk heller ikke gjorde da han var mindre.

Vi har problemer med at få vores datter til at sove.. Hun græder også tit nå hun skal sove, så vi går ind til hende engang imellem for at give hende sutten og lige ligge nussekluden så sutten ikke falder ud.. Hun vender hoved den ene og så den anden vej, jeg tror hun har det lige som kongster´s datter. Jeg tror virkelig ikke at hun er tryg ved at falde i søvn.. for det er tit angst/ panik gråd hun kommer med... Jeg ved ikke helt hvad vi skal gøre...

Det tror jeg du har ret i. Min datter kunne ligge og stirre op i en lampe for ikke at falde i søvn, selvom hun var dødtræt. Jeg ved heller ikke hvad løsningen er, men jeg tror ikke det er at lade dem græde sig i søvn. De har jo tydeligt behov for at der er en tryg forælder til stede, men det er bare praktisk næsten umuligt at gennemføre hver aften i årevis.

Ja efter kun ca 5 måneder er vi allerede meget trætte og i søvnmangel. så håber godt nok ikke det bliver ved.. Nogle dage er bedre end andre, men det tager stadig godt 1 time før hun falder i søvn selv om hun er dødtræt.. Vi lader hende aldrig skrige sig i søvn, vi er derinde ved hendes side nå det er rigtig slemt..

Både og :) Jeg kunne ikke finde på at lade min baby ligge alene og græde. Men jeg har ofte nusset dem på kinden og ladet dem ligge i sengen selvom de græd. En hånd på brystet kan også hjælpe. Jeg har praktiseret at når de skulle sove, skulle de selv falde i søvn. Altså blev de lagt mens de var vågne og fik så en hånd på kinden eller hvad der nu virkede. Ved voldsom gråd tog jeg dem op og trøstede inden de blev lagt igen. Et par minutters protestgråd har jeg ingen problemer med. Vi lærte det på den hårde måde af min ældste, der kun kunne falde i søvn på armen og var helt umulig at lægge fra sig. Så besluttede vi at sådan skulle det bare ikke være med de efterfølgende :P

Smølf. Der er forskel på gråd, og på mine egne synes jeg det er let at høre forskel på ked af det gråd og kan jeg opnå noget gråd. Der er også stor forskel på nr 1 og nr 3 i flokken. Nr 1 lå aldrig lige 5 minutter fordi jeg var optaget af søskende. Det var indimellem med nr 2 og 3. Nu har mine aldrig været svære at putte :)

syntes også det er nemt at høre hvilken type gråd det er nu, om det jeg er utilfreds, vil have min vilje eller ulykkelig gråd. Så det afhænger meget af hvilken type gråd der bliver sat op. For det mest pylrer hun en 5-10 min over hun ikke får sin vilje ved at komme ind i vores seng men så falder hun i søvn uden det store hurlumhej. Andre gange er hun nærmest panisk bange og så kommer hun i vores seng.

Nej, jeg ville aldrig lade spunken græde sig i søvn. Men jeg lader hende nogle gange græde når hun skal falde i søvn. Som regel er hun nem og sød at putte men nogle gange går det helt galt når det er sengetid - det nærmeste ord til at beskrive det hysteri. Jeg tror, at det er når hun er overtræt. Så er hun simpelthen vred. Hun ryster på hovedet når vi tilbyder sutten og smider både den og puttekluden ud af sengen. Og så løber/hopper hun rundt i sengen mens hun skriger. I starten prøvede vi at tage hende op, men det gjorde det nærmest værre - så skubbe og slog hun for at komme væk fra os. Vi har også nogle gange taget hende med ind i vores seng og puttet med hende til hun faldt i søvn, men det kunne snildt tage ½ time, og så var der piv så snart man forsøgte at liste ud. Jeg har også siddet derinde og holdt i hånd eller sunget. Men det har vist sig at det mest effektive er, at sig godnat og gå fra rummet. Som regel går der max. ½ minut og så er der ro. Hvis hun fortsætter med at græde går jeg derind efter 2-3 minutter og krammer hende/nusser ryg og hår indtil hun er rolig, og så lægger jeg hende ned og siger igen godnat. Det virker som om hun har brug for at rase af, og jeg har ikke dårlig samvittighed over at lade hende græde i et par minutter. Jeg har ofte lyst til at tage hende med ind i vores seng, men jeg tror at det ville være en bjørnetjeneste, hvis hun blev vant til at hun altid skulle sove inde ved os. Og så sover jeg enormt dårligt, når hun er i sengen, og jeg tror at hun har mere brug for en glad mor med overskud til leg osv. når hun er vågen, end en mor der ligger ved siden af når hun sover.

Det kan indimellem være meget tidskrævende at få småbørn til at sove. Men jeg må sige, at man bør som mor tænke sig meget grundigt om, når det gælder metoden til at få de små vidundere til at sove- for det er ikke uden konsekvener, hvilken metode man bruger.Desværre er det de færreste, der er klar over det. Hvis barnets gråd vækker en naturlig sympati skal man følge sit hjerte og løfte barnet op, hver gang det græder, og ikke lytte til folk der ikke føler nogen særlig sympati. Sidstnævnte kan så læse Margot Sunderland´s 'Fantastiske forældre' (2007)og læse om hvilke mentale forstyrelser, man risikerer at give barnet, hvis man mener, at det er for belastende en handling at løfte barnet op, hver gang det græder. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det nogle gange kan være opslidende ikke at få ordentlig nattesøvn, især når man skal tilbage på arbejdsmarkedet. Nogle mødre griber så nogle uholdbare og forfærdende metoder, såsom at lade barnet græde for så at gå ind til det igen , når man mener, det har grædt længe nok til at lære at det skal give efter. Barnet giver ganske vist efter, men det er ikke fordi barnet har lært noget godt. Det har simplethen lært, at der ikke kommer nogen hjælp, når det græder. Man behøver ikke at være et klogt hoved til at regne ud, hvad det betyder. Prøv og gæt enggang. Det betyder nemlig at barnet i den grad føler sig svigtet. Men ikke nok med det. Man kan på scanninger se, hvordan hjernen forander sig, hvis barnet ikke bliver løfet op. Det er bl.a. fordi der strømmer negative hjernekemikalier gennem den følsomme storhjerne, (som er under enorm udvikling indtil cirka 2 år. Efter 2 år bliver de hjernetråde, som har med følelseslivet at gøre klippet mere over og hjernen bliver lidt mindre nem at påvirke. Autisme kan fx forebygges radikalt, hvis man giver barnet optimalt omsorg indtil især 2 år) Det er de samme negative hjernekemikalier, der strømmer gennem hjernen på et barn der bliver alvorligt mobbet. De negative hjernekemikalier kan således give mentale problemer senere i livet. Jeg kan forstå at den generelle 'undskyldning' for at lade barnet græde sig mere eller mindre i søvn, er at man savner god søvn. Men mange forældre burde genoverveje om det ikke er en bedre invistering at løfte børnene konsekvent op og så acceptere lidt træthed de første år i børnenes liv. At sove med barnet kan stærkt anbefales. Det bliver det særdeles selvstændigt af.