Baby og hjernekemi

Baby og hjernekemi Jeg vidste ikke ret meget om børn og børneopdragelse, før jeg fik mit barn. Men én ting vidste jeg, og det var, at jeg ville løfte mit barn op, hver gang det ville græde. Det var ikke noget, jeg havde hørt fortalt eller læst nogen steder, men noget mit intellekt og mine følelser fortalte mig. Jeg vidste, at når et barn græder, så er det ikke noget barnet bevidst selv kan styre, men noget som ligger helt uden for al rationel kontrol– en rationel kontrol, som vi voksne tager som en selvfølgelighed. Jeg vidste også, at det måtte hænge sammen med at børns hjerner ikke er helt udviklede endnu, og det er af samme grund, at de ligger hjælpeløst på ryggen og græder, i stedet for at løbe rundt og bruge sproget til at kommunikere med. Jeg syntes og synes stadig, at det er helt uhyrligt, at der stadig er mennesker i 2011, som nogle gange kan finde på at lade deres barn græde sig i søvn. Selvfølgelig er det på en måde mindre kriminelt, hvis moderen sidder ved siden af barnesengen og afventer, i stedet for at forsvinde helt væk. Men at nogle forældre indimellem kan finde på at ignorere sit barns gråd til fordel for et eller andet fancy sovetræningsprogram, er ganske forfærdeligt. Det gør mig simpelthen så ked af det, når jeg ser og hører om nogen, der kan finde på ikke at løfte deres barn op, når det græder. Denne moderlige ”altid løfte op” omsorg blev bekræftet, da jeg et stykke tid efter fødslen tilfældigt fandt en fantastisk bog på biblioteket. I Margot Sunderlands bog ”Fantastiske forældre” kunne jeg læse om, hvordan nyere hjerneforskning viser vigtigheden af, at man konsekvent løfter sit barn op, når det græder. Det er meget vigtigt, fordi man ved hjernescanninger kan se, hvordan der strømmer negative hjernekemikalier gennem storhjernen på en baby, som ikke bliver løftet op, når den græder. Hvis man ikke løfter den op og beroliger babyen, er der risiko for at barnet kan få mentale problemer senere i livet, såsom stres, depressioner og lign, som i dag er folkesygdomme. Men når barnet straks bliver løftet op, får det igen styr på sine hjernekemikalier og eventuelle skader repareres. Det er en meget enkel handling, som for nogle kan være vanskeligt at leve op til. Men når man bliver mor så indebærer det også, at man forstår at tilsidesætte sine egne behov for et stykke tid for til gengæld at være lydhør over for sit barns følelser- det betaler sig nemlig. Jeg i hvert fald glad for, at jeg valgte at lytte til mine egne instinkter, og ikke til de til tider noget svævende og uklare meldinger, som synes at være en gængs holdning på området. Det er som om, at mange mødre løfter deres børn op helt vilkårligt, og slet ikke er klar over at barnets umodne hjerne ikke er udviklet endnu til at kunne trøste sig selv– og at det endda kan give skader. De bedste hilsner Marianne Næsby Soltani

Ja, velkommen til pakke-børn-i-vat-tidsalderen. Skal dit barn ikke i institution, skole, svømmehal osv uden dig? Jamen, tænker bare, at du da helt sikkert bliver stresset, hvis du skal nå alt 'det andet' samtidig med du skal have et øje på hver finger og et øre i hver situation. Jeg tager hatten af, hvis du kan præstere det hele til UG...Held og lykke :)

Jeg er meget enig i, at babyer ikke skal græde sig i søvn. Jeg blev faktisk ret forarget, da en af mine kolleger - som er på barsel med sit første barn - over Facebook blev udsat for pres af to andre kolleger, der skrev kommentar efter kommentar om, at NU skulle hun altså i gang med 'Godnat og sov godt', så den lille kunne lære at sove igennem. Fair nok, måske, at de går ind for metoden og selv har haft glæde af den, men de fik det nærmest fremstillet, som om hun svigtede sønnen, hvis hun ikke straks gik i gang. Selvfølgelig er verden ikke sort/hvid, og hvis alternativet til at lade baby græde sig i søvn er at miste fatningen og ruske eller råbe og skrige ad barnet, så forstår jeg måske godt, at man hæver sin tærskel for, hvornår man reagerer på gråden. Jeg har heller ikke haft børn, som skreg sig igennem hele aftenen eller vågnede hver halve time om natten, så helt desperat kan jeg ikke huske, at jeg har været, og det gør det måske nemmere at tage afstand fra 'programmerne'/metoderne.

Jeg er helt enig i, at man ikke skal lade sig barn græde og græde og græde - og heller ikke lade det skrige sig i søvn aften efter aften, men her får spunken altså lov at græde i et par minutter sommetider. Det sker sommetider at hun er blevet overtræt og fuldstændig hysterisk. Når hun skriger selvom jeg tager hende op eller sidder og holder hende i hånden, så er der ingen grund til at jeg sidder derinde og bliver helt kulret. Og som regel er der sket det, at når jeg har sagt, godnat og lukket døren så er der gået ½ minut og så sover hun godt - nærmest som om det har forstyrret mere end hjulpet at jeg har været derinde. Så alt med måde - både i den ene og den anden retning. Jeg tror at man gør sit barn og sig selv en bjørnetjeneste hvis man ALTID er der og gør præcis hvad barnet vil - selvfølgelig med undtagelse af babyer som bare skal have sine behov opfyldt og endnu ikke har noget der hedder vilje.

Spunk skrev:

Jeg tror at man gør sit barn og sig selv en bjørnetjeneste hvis man ALTID er der og gør præcis hvad barnet vil

http://voresborn.dk/images/fbfiles/images/synes_godt_om1-20110130.jpg

Spunk skrev:

Jeg tror at man gør sit barn og sig selv en bjørnetjeneste hvis man ALTID er der og gør præcis hvad barnet vil - selvfølgelig med undtagelse af babyer som bare skal have sine behov opfyldt og endnu ikke har noget der hedder vilje.

Jeg er helt enig - og jeg kan intetsteds i startindlægget se, at der omtales andet end babyer. Det kan så være et definitionsspørgsmål, hvornår barnet ikke længere er baby, men der er i hvert fald intet, der for mig indikerer, at California Mom udtaler sig om børn i fx institutionsalderen.

Svar til KH Bbi: 1) At løfte sin baby op, hver gang den græder, har intet med institution og videre socialisering at gøre. Det har heller ikke noget at gøre med at ”pakke barnet ind i vat”. Jeg tror, at man får det mest vellykkede barn, hvis kærlighed og disciplin går hånd i hånd. 2) Jeg ville blive væsentligt mere stresset ved ikke konsekvent at løfte mit barn op, når det græder. Mit barns oldemor har for nylig fortalt mig, at hvis man undlader at løfte barnet op, når det græder, så bliver det kun værre, og hun mener, at man skal løfte barnet op før det begynder at græde. Hun er mor til otte børn, og har alligevel forstået vigtigheden af at løfte hvert enkelt barn op, også selv om hun aldrig har læst bøger om børneopdragelse. Godt nok skal det her tilføjes, at hun kommer fra en anden kultur, hvor der ind imellem er flere om hjælpe til med babyplejen til forskel fra Danmark, hvor man ofte er overladt til sig selv. For i øvrigt synes jeg, at det er meget mærkeligt, at man kan blive presset til hårdhed og ikke godhed, især når det gælder børn. Hvad det helt nøjagtigt er, der menes, de skal lære, har jeg aldrig helt forstået. Det eneste jeg kan se, er at babyen lærer, at der den ikke må vise sine følelser, og at der ingen hjælp kommer. Herved skabes der en uheldig distance til moderen. Hvis barnet ikke altid bliver holdt om, når det har brug for det kan det ikke helt stole på sin omverden. Man kan let forestille sig, at det er en ølflaske, eller det der er værre barnet senere i voksenlivet vil holde om. Svar til Charlotte d 17: 1)Jeg synes, at det er meget trist, at der er nogle, der mener at barnet skal lære at ”give efter”, som det hedder. Der er nogle mennesker som fuldstændigt mangler psykologisk indsigt i mennesket psyke, og ikke kan føle sympati med sit lille hjælpeløse barn. Det er ikke noget de i realiteten selv kan gøre for, da det som regel er nedarvet fra ”mor til mor”- eller hvis man har en ubehandlet fødselsdepression. Hvis moderen ikke selv er blevet løftet op, så er der stor sandsynlighed for, at hun heller ikke selv løfter sin lille baby regelmæssigt op– eller lader den græder alt for længe inden hun reagerer. Det er ren hjernekemi. Det er fordi, at barnets gråd ikke udløser de vigtige hjernekemikalier, som gør at hun føler sympati med barnet og på naturlig måde løfter babyen op. Det er i virkeligheden en meget smuk måde hvorved kroppen forstår at forbinde barn og moder– og så selvfølgelig ikke særlig smuk, når det ikke rigtig fungerer. (I meget grelle tilfælde kan denne manglende hjernekemi, være farligt for babyen, da den så ikke får nok næring. Men det er dog meget sjældent.) 2)Jeg skriver egentligt ikke om de situationer, hvor man af den ene eller anden grund ikke altid magter at løfte op. Der findes den enlige mor, der er stresset, og ikke får nok støtte af sine omgivelser. Eller det kunne være situationer, hvor man er alene med barnet i bilen eller på tur med klapvognen i en butik. Disse uheldige situationer er modernitets problemstillinger, hvor samfundet er indrettet på en måde, der ikke altid er til de mindstes fordel. Man skal dog være klar over, at hvis man træner barnet i at sidde længe i klapvognen og ikke bliver hørt, når det begynder at græde, så lærer det, at det ikke må vise sine følelser, hvilket naturligvis er skadeligt for hjernens udvikling. 3)Hvis man råber, skriger eller endda rusker barnet, så er man ude på et skråplan, og man bør gå i teaputisk behandling. Det bør man gøre for barnets skyld og ikke mindst for sin egen. At have temperament kan være en god ting. Men hvis det går ud over barnet, ved at man for eksempel let eksploderer og ikke kan styre sin vrede, så har man sikkert ikke fået bearbejdet nogle dårlige oplevelser fra sin egen barndom. Jeg synes det er meget synd for alle børn, der ikke bliver løftet op, når de græder. Svar til Spunk: 1)Det første år er naturligvis den tid, hvor barnet har allermest behov for nærvær og opmærksomhed. Men det er faktisk indtil to år at storhjernen udvikler sig allermest, og det er her hele grundlaget for ens personlighed udvikles. Det er en rigtig god ide at lege meget og have det sjovt i denne periode, da det har stor betydning for resten af ens liv. Det er især her, man henter de data eller erfaringer, man bærer rundt med hele livet igennem. Efter to år skæres de tråde i storhjernen mere og mere over, der har med følelseslivet at gøre. Det er derfor, det er så let at påvirke hjernen i den periode. Det er bl.a. blevet påvist, at man igennem optimal omsorg kan kurere babyer med autisme op til 75%. Man kan give optimal omsorg ved fx: sjov leg med bolde og vand m.m., optimal omsorg og kærlighed, ved at løfte barnet op, hver gang det græder og ikke har styr på hjernekemikalierne, ved at massere det, så der strømmer positive kemikalier til storhjernen, ved at svare det, hver gang det spørger ”der”, og i det hele taget give barnet en optimal stimulering. På denne måde kunne man bringe åndsfraværende autistiske børn tilbage til kontakt med omverden. Er det ikke hjerteskærende og helt fantastisk? Det fortæller noget om, hvorfor det er så uhyre vigtigt, at man er lydhør overfor barnets følelser især indtil 2 år. 2)eg kan imidlertid ikke se det sjove i, at man mener at et1-årig barn har en vilje, som skal knækkes for ellers er det skadeligt. Jeg kan ikke se det sjove i, at man mener, at man ikke skal løfte et 1-årig barn op, når det græder. For den sags skyld kan jeg heller ikke se det sjove i at afvise en 2-årig eller 3-årig, når det har ubalance i hjernekemikalierne. Hvis for eksempel et barn kommer hen til moderen midt i en leg og lige vil løftes op, så er det fordi der er ubalance i barnets hjernekemikalier. Her er det meget vigtigt ikke at afvise barnet, men at løfte det op, så der igen kommer balance i hjernekemikalierne. Det er en meget glædelig handling, man kun kan være glad for, især hvis den fortsætter indtil barnet er nærmest voksent – for det vidner om, at der ikke er en uheldig distance mellem forældre og barn. Det er igen et modernitetsproblem, at man ind indimellem kan have vanskeligt ved at være lydhør over for barnets følelser, når man skal på arbejde og have barnet i dagpleje. De bedste hilsner Marianne

1) At løfte sin baby op, hver gang den græder, har intet med institution og videre socialisering at gøre. Det har heller ikke noget at gøre med at ”pakke barnet ind i vat”. Jeg tror, at man får det mest vellykkede barn, hvis kærlighed og disciplin går hånd i hånd.

Og du har selvfølgelig allerede prøvet begge metoder? Så du kan se, at det andre gør, er heeeeelt forkert? Altså, jeg negligerer ikke forskning. Har dog blot observeret noget om en forsker og rotter, hvor det ikke var helt korrekt. Og jeg vil så sige, at en erfaring og sammenlægninger af mange erfaringer, kan være langt mere informativt en noget fra en rapport ;)

California mom skrev:

Svar til Charlotte d 17: 1)Jeg synes, at det er meget trist, at der er nogle, der mener at barnet skal lære at ”give efter”, som det hedder. Der er nogle mennesker som fuldstændigt mangler psykologisk indsigt i mennesket psyke, og ikke kan føle sympati med sit lille hjælpeløse barn. Det er ikke noget de i realiteten selv kan gøre for, da det som regel er nedarvet fra ”mor til mor”- eller hvis man har en ubehandlet fødselsdepression. Hvis moderen ikke selv er blevet løftet op, så er der stor sandsynlighed for, at hun heller ikke selv løfter sin lille baby regelmæssigt op– eller lader den græder alt for længe inden hun reagerer. Det er ren hjernekemi. Det er fordi, at barnets gråd ikke udløser de vigtige hjernekemikalier, som gør at hun føler sympati med barnet og på naturlig måde løfter babyen op. Det er i virkeligheden en meget smuk måde hvorved kroppen forstår at forbinde barn og moder– og så selvfølgelig ikke særlig smuk, når det ikke rigtig fungerer. (I meget grelle tilfælde kan denne manglende hjernekemi, være farligt for babyen, da den så ikke får nok næring. Men det er dog meget sjældent.) 2)Jeg skriver egentligt ikke om de situationer, hvor man af den ene eller anden grund ikke altid magter at løfte op. Der findes den enlige mor, der er stresset, og ikke får nok støtte af sine omgivelser. Eller det kunne være situationer, hvor man er alene med barnet i bilen eller på tur med klapvognen i en butik. Disse uheldige situationer er modernitets problemstillinger, hvor samfundet er indrettet på en måde, der ikke altid er til de mindstes fordel. Man skal dog være klar over, at hvis man træner barnet i at sidde længe i klapvognen og ikke bliver hørt, når det begynder at græde, så lærer det, at det ikke må vise sine følelser, hvilket naturligvis er skadeligt for hjernens udvikling. 3)Hvis man råber, skriger eller endda rusker barnet, så er man ude på et skråplan, og man bør gå i teaputisk behandling. Det bør man gøre for barnets skyld og ikke mindst for sin egen. At have temperament kan være en god ting. Men hvis det går ud over barnet, ved at man for eksempel let eksploderer og ikke kan styre sin vrede, så har man sikkert ikke fået bearbejdet nogle dårlige oplevelser fra sin egen barndom. Jeg synes det er meget synd for alle børn, der ikke bliver løftet op, når de græder.

Hvad mener du, vi er uenige om? Jeg ved ikke, hvordan jeg skal besvare dit indlæg, da du ikke giver udtryk for noget nyt eller noget, jeg er uenig med dig i. At man skal i terapeutisk behandling, hvis man rusker sit barn eller skriger ad det, tror jeg ikke, du finder mange, der er uenige i.

Jo, lige en ting: Det, du beskriver som 'modernitetsproblemer', har gjort sig gældende til enhver tid - der har altid været mødre, som var pressede udefra og ikke kunne give deres børn den fornødne omsorg. Tidligere skyldtes det fx en stor børneflok og hårdt husarbejde - det var et fuldtidsjob at sørge for en husholdning, før de moderne hjælpemidler kom til. Jeg kender til en mor til seks, som da børnene var små - for ca. 50 år siden - jævnligt bandt dem til et træ i haven for at få frie hænder til at arbejde i hjemmet. Det er selvfølgelig en grel historie, men mødre, der har mere end hænderne fulde, er ikke noget nyt fænomen. Det 'nye' er snarere, at man IKKE lader børn skrige sig i søvn ud fra overbevisningen om, at det er sundt, fordi de derved udvider deres lunger - at man IKKE tiltænker det spæde barn en selvstændig vilje, der skal knækkes - og så videre. Men SÅ nyt er det jo heller ikke?