Mærker I alderen trykke?

Puha - efter en træningspause på et halvt års tid er jeg igen i gang med fitness, for at få min grundform tilbage... ... men det er hårdt slid, nu hvor jeg kan røbe for en lille lukket kreds, at jeg har rundet de 36 år. :huh: Mens jeg er godt brugt efter en times intensiv pulstræning, så vimser de noget yngre piger af sted på lette fjed :motion: Og oveni gør det her til aften ondt i knæ og achielles, så jeg har måtte sidde med ispose - hvor sølle kan det blive :angry: Til jer over 30 ;) Mærker I alderen trykke?

Bare det var mig..... der var 36. Jeg har altid følt mig rimelig fit. Lige indtil jeg fik pigerne. På de første 2 år jeg havde dem, følte jeg mig 10 år ældre. Heldigvis synes jeg så at aldringsprocessen blev stillet lidt i bero. Nu er smårynkerne så begyndt, men det kan der jo også gøres noget ved. PS: jeg er 44.

Tja, jeg synes jo egentligt bestemt heller ikke, at 36 år eller 44 år ;) er særligt gammel, men jeg kan mærke, at jeg er begyndt at få småskader og at det kræver en større indsats at komme i form :unsure: That sucks!

Ja gu' trykker alderen :huh: Jeg har sådan et lille ritual hver nat/morgen når jeg står op, hvor jeg lige tjekker hvor jeg SÅ har ondt...og der er altid ét eller andet der værker, hvis ikke ryggen, så er det anklen, og er det ikke anklen, så er det knæene, og er det ikke knæene, så er det en af tænderne... :laugh: Dog er det af den slags der går væk efter et par timer. Jeg skal bare lige varmes op....som en gammel bil :)

Åhh, det var ikke specielt opmuntrende Helene... Jeg havde håbet, at du skrev, at når grundformen igen var på plads, så kørte mekanikken igen som smurt ;)

Jeg mærker i den grad alderen trykke, og det begyndte omkring 40-års alderen. Jeg husker elendigt i fht. før. Jeg kan fx sætte en gryde over komfuret og glemme den fuldstændigt, indtil det syder og bobler ud over hele komfuret. Så kan jeg ikke huske navne og heller ikke ansigter (det sidste har nu aldrig kunnet). Jeg glemmer også aftaler, hvis ikke jeg noterer dem. Om alt det her glemsomhed skylde, at jeg har travlt, eller det er alderen, der trykker, har jeg svært ved at vurdere, men jeg er i hvert fald blevet meget mere langsomtopfattende, end jeg var før. Fysisk mærker jeg også alderen trykke. Jeg går på glasskår om morgenen, eller bare jeg har siddet ned længe og rejser mig op. Når jeg nævner det her for de af mine kollegaer, der er 10 år ældre end mig, glor de bare dumt på mig og mærker tilsyneladende ikke selv noget til sådan en skavank. Jeg har heller ikke så mange kræfter i hænderne, som jeg havde før. Før kunne jeg løfte og tage ved alt, men ikke længere. Faktisk tror jeg snart, jeg bestiller en residens på et plejehjem... :S

Lungespecialisterne siger, at mine lunger er som en 20-årigs....og mine andre skavanker er medfødte og ja mere generende end før...men ellers; nej egentlig ikke noget alderstyranni her (er 40) Ville bestemt ikke bytte med mit 30-årige jeg! :ska:

Jeg mærker det mest i form af alt det, der bare hænger noget mere end før :( . og det dér mere og mere midaldrende ansigt, som stirrer på mig, når jeg ser i spejlet. Jeg har aldrig været i bare nogenlunde god form konditionsmæssigt, så det er faktisk blevet bedre end nogensinde, efter jeg for 2½ år siden begyndte at cykle hele vejen (17-18 km hver vej) til og fra mit tidligere studiested, som gik gennem østjysk bakkelandskab. Lidt senere fik jeg for første gang lyst til at løbe lidt, noget jeg altid har hadet og aldrig har kunnet gøre mere end 100m ad gangen. Har ikke løbet siden efteråret, men sidst løb jeg vist næsten ½ time uden stop - langsomt godt nok, men i forhold til, at jeg aldrig har kunnet før, er det stadig helt fantastisk. Nu er jeg sandsynligvis tilbage ved 0, men nu ved jeg i det mindste, at det ikke er fysisk umuligy for mig :) Men indlæring er gået tydeligt ned ad bakke, hvilket da er lidt frustrerende. Jeg har også tænkt mere og mere på at gå til styrketræning, især fordi min dreng, som lige er blevet 4 år allerede er 111 cm høj og 20½ kg tung. Og han er bare for lille og for tryghedssøgende til ikke at blive taget op mere, og han bliver jo nok kun større og tungere som tiden går...

I forbindelse med min fyring og alt det andet møg, der har ramt mig på det sidste, har jeg da overvejet, om jeg er 'fyrre, fed og færdig' - jeg blev 40 i december. Omvendt kan man sige, at sorgerne og bekymringerne faktisk har haft den effekt, at jeg har tabt mig mærkbart, så det midterste F gælder ikke. Jeg har endelig, endelig fattet, at der faktisk er noget om, at det der med at bevæge sig er en god ide, og at det bl.a. hjælper på sortsindet at gå en lang, lang tur hver dag. Og jeg er - i smug - begyndt at tænke på måske at overveje at spekulere over at prøve at begynde at løbe lidt. Et absolut nyt fænomen i min verden. Hjernen er ikke så skarp som tidligere, synes jeg. Jeg får sværere og sværere ved at huske - lige som Frede beskriver det. Og den der 'Jeg har det lige på tungen'-følelse, som før i tiden betød, at nu kom det om et øjeblik, munder oftest ud i, at jeg opgiver - eller slår oplysningen op og dunker mig selv oven i hovedet med, at jeg ikke kunne komme i tanker om noget så indlysende. Jeg har altid opfattet mig selv som meget hoved og meget lidt krop - måske er det ved at være tiden til at ændre lidt på den prioritering...

Bortset fra min kroniske tilstand,som gør at jeg det meste af tiden føler mig som en på 82 år :P så er det kun pga. de efterhånden flere og flere grå hår, at jeg ser mig selv om ældre. Syntes selv at på trods af to kejsersnit og stor vægtøgning under begge graviditeter, så har jeg en ok figur og jeg er fyldt 40 sidste år.