Hvordan får man børnene til at smage på maden?

I forlængelse af en anden tråd om bordskik vil jeg høre, hvordan I andre gør mht. om børnene skal smage på maden. Generelt synes jeg, rigtig mange forældre siger det er ok ikke at spise noget man ikke kan lide, men børnene skal i det mindste smage på den mad, der bliver serveret. Jeg mener det samme, men jeg må indrømme, at det er sværere at håndhæve i praksis end at have det som et 'teoretisk princip'. Vores datter på godt 2 år nægter jævnligt at smage på den mad, der bliver serveret. Eller rettere dele af den, for ris, pasta og kød glider som regel fint ned, mens det halter mere med grønsagerne - især grønne madvarer bliver bandlyst, dvs. fx broccoli og avocado. Og kartofler spiser hun aldrig herhjemme, mens de glider fint ned i vuggestuen :huh: Også selv om han nogle gange finder ud af, at han godt kan lide maden alligevel. Det er ikke fordi jeg er bange for, at hun bliver fejlernæret. Jeg er interesseret i at høre, hvor 'langt' I andre går for at få børnene til at smage på maden? Jer med velopdragne børn, der smager på maden, hvordan har I gjort? :) Når nu barnet nægter, vender hovedet bort o.l., hvor meget 'magt' vil I så bruge på at få barnet til at smage alligevel? Selv mener jeg ikke, der kommer noget godt ud af det, så jeg tvinger det ikke igennem. Min meget kræsne nevø på 9 får af og til penge for at smage på madvarer, han ellers nægter at spise og hårdnakket påstår han ikke kan lide, men dét synes jeg godt nok er et skråplan :ohmy:

Velopdragen betyder ikke at man smager på det hele ;) Jeg synes at nogle børn er nemme til at spise alt muligt og andre er bare kræsne. Mine alle tre er kræsne. Jeg har prøvet alt muligt og umuligt og intet hjælper. De spiser altid kun det de vil og intet kan overbevise dem at smage på noget andet. Men de udvikler sig helt normalt så er jeg ikke længere bekymret om hvad de spiser. De spiser ikke grøntsager. De eneste de spiser nogle gange er tomat og agurk. Og jeg synes at de spiser gulerødder i BH en gang imellem. Også en gang imellem avokado.

Hvorfor SKAL de smage på maden? Hvorfor må de ikke sige, at de ikke kan lide det, når de ikke har smagt det? Ja, det er nok fordi vi voksne har nogle holdninger, som i dette tilfælde, bliver puttet ned over hovedet på barnet. Fordi vi ved, hvad det indeholder, hvordan det smager og hvor lækkert det ser ud, behøver det ikke gælde den anden vej. Vores voksenmeninger er ikke altid logiske i et barns verden. Et velopdragent barn kommer ikke at at smage på maden. At smage på maden bør ske af lyst. Ikke af tvang. Og at få penge for at sige, at mad smager af lort - dér står jeg af!

Tjaaa, om jeg ligefrem vil kalde min søn 'velopdragen' (4 år) ved jeg nu ikke, men han var tidligere god til at smage på ting, og at smage på dem 2 gange, som jeg bad ham om. Hvilket jeg gjorde, fordi børn ofte reagerer umiddelbart chokeret ved mødet med en ny smag eller konsistens, og han har derfor oftest først kunne finde ud af, at han faktisk godt kunne lide det, anden gang han smagte på det. Og på den måde fundet ny yndlingsmad f.eks. :uhm: :klap: Men så har jeg også fundet ud af, at der ER altså bare ting, som han virkelig ikke kan lide. Det er især konsistensbetonet. Han har været ved at kaste op over squash i moussakka og andre sammenhænge, og det samme med porre. Tomatafsky har været så kraftig, at han i 1 års tid end ikke kunne spise kødsovs. Champignon ryger ud på tallerkenen med et olmt blik på mor. Og selvom han fik most broccoli i sin kartoffelmos som lille ind imellem, er det bare noget, der bliver arbejde udenom. Men: hvor mange børn under 8 (10? 12? 16? 20?) er egentlig vild med kål i nogen afart, men især broccoli? :blink: :huh: :blink: Ikke mange, er mit indtryk, så jeg har besluttet at lade min søn være på den front. Han får det i suppe nogle gange, men slipper ellers. Jeg var selv altædende som barn, men begge mine søskende var meget kræsne, og har stadig nogle ting, de ikke laver selv i hvert fald. De har fortalt om hvor forfærdeligt det var altid at blive tvunget til at smage på ting, som de vidste, de ikke kunne lide. Og vores forældres insisteren ændrede tilsyneladende ikke en døjt ved deres kræsenhed. Så jeg accepterer, at den står på majs, ærter, agurk, gulerødder, kartofler og rødbeder hvad gælder min søns grøntsager. Og det veksler så også fra dag til dag, hvad han kan lide af det. Og så laver jeg en ordentlig omgang grøntsagssuppe, som bliver pureret - der kan eg putte alle slags i (undtagen tomater), det guffer han i sig med stor glæde, så længe den er blendet ordentligt og der er kød- og især melboller og evt et flute til at dyppe :) Men han har været flink til at smage nye ting, jeg har bare bedt ham om det og sagt, at det ville jeg gerne have (nogle gange: Sådan gør vi her i huset), men man skal bare ikke prøve at servere noget han HAR smagt og ikke kunne lide, SÅ får man 'Forrædder'-blikket. Jeg ville også helst have, at han kunne spise alt, hvad der overhovedet kan laves af mad, for det sætter også restriktioner for hvad jeg kan lave (vi er kun os to). Men sådan er det ikke. Nu synes jeg, at det vigtigste er, at han får det, han har brug for, så er det bare ærgerligt, at han nogle gange må få en leverpostejsmad, når man er ude hos andre, i stedet for det vi andre får. Han ender trods alt ikke som en bekendt, der kun kunne - og stort set stadig kun kan - spise nutellamadder! :woohoo: :S :blink:

Min oplevelse har været at tøsens smag har skiftet en del over tid. Hun er så ikke som lille blevet tvunget til at spise noget som helst, men har fået lidt af det hele i hver sit hjørne af tallerkenen. At nogen ting så i årevis ikke blev rørt har jeg taget med ophøjet ro, og forsat med at komme det på tallerkenen, og pludselig en dag var det væk. Det har været sådan lidt mht. alm. bordskik, hvor man jo normalt tager lidt af det hele når man er ude, og det man så ikke kan lide, det flytter man lidt rundt på tallerkenen. Og det er så også blevet resultatet. Nu hvor hun er næsten 13, spiser hun stort set alt. Og er man ude til pænt brug, så spiser man lidt af det man ikke bryder sig om, og lader resten ligge. Der er så heller ingen problemer med at kaste sig ud i nye retter eller madvarer nu, og det er sjældent noget bliver valgt fuldstændig fra. En anden ting jeg iøvrigt har det svært med, er når børn (over en vis alder) vrænger ad maden. Siger aaaddrrr osv. Det GØR man altså bare ikke. Nogen har brugt tid på det, og så spiser man det eller lader det være. Men man nedgør ikke maden uanset hvad man mener om den.

Jeg synes ikke det er et must at ungerne smager på maden. Hvis de allerede har besluttet sig for at de ikke kan lide det (ved synet), så ændrer de næppe mening bare fordi jeg tvinger dem til at smage. Når ungerne er små får de bare en tallerken med lidt af det hele og kan så spise det de har lyst til. Mine store unger har desuden fået at vide at det er høfligt at smage på mad, man ikke lige umiddelbart kender - så det gør de som regel helt af sig selv :) Eneste håndfaste regel her er at man ikke taler grimt om maden. Det er strengt forbudt og medfører øjeblikkelig bortvisning fra bordet. Pokker ta' mig om jeg gider stå og slave i køkkenet for så at få at vide at maden er ulækker, klam eller andet i den stil. Man må altså gerne undlade at smage på noget, men så kommenterer man det ikke. Det har så også medført at ungerne ofte taler godt om maden - og min 2-årige siger f.eks. 'Aj, det er altså vildt lækkert det her.' eller 'Uhm - det er den bedste mad jeg har spist.'

Min lille dreng på 1½ år smager på alt hvad der bliver serveret foran ham. Sådan har det været lige fra starten, og det er noget jeg bevidst har forsøgt at få ham til. Det vil sige at jeg har serveret alt hvad jeg kunne finde på og har til tider modtaget et par undrende blikke fra andre forældre eller måske mere sigende - andre generationer. Ofte spiser han yndlingstingene først (kød, pasta, ris, brød osv), og så prøver han sig frem med de resterende grøntsager, frugter o.l. Som regel vil han brokke sig lidt - navnligt hvis han kan se mors eller far tallerken stadig indeholder de 'gode ting', men når han ikke får noget ud af at række hånden ud, så spiser han sit eget. Hvis han spytter det ud efter at have forsøgt sig, så presser jeg ham ikke mere. Jeg vil dog oftest servere det for ham igen og igen, da jeg ved at man lige skal prøve det en ekstra gang før man rigtigt ved om man kan lide det eller ej. Langsomt har jeg kunne se hvilke ting han ikke bryder sig om - selvom det normalt ikke er smagen der afskrækker men som ABC siger, så er det ofte konsistensen der får panderynkerne frem. Banan og avocado lider desværre under dette, selvom han godt kan spise dem tilberedt i madvarer. jeg involverer ham desuden meget i madlavningen. Han sidder på bordet og kigger når jeg rører i gryderne, eller står på en skammel ved siden af og kigger når jeg skærer grøntsager - det er i øvrigt her at han prøver mest, når den lille bandit stjæler godbidder fra skærebrættet. Det er simpelthen så sjovt at se ham bide i en rå kartoffel med et drilsk smil, fordi han tror at mor ikke har set ham. Eller de små gys der går igennem ham når han forsøger sig med bladselleri, citroner, ingefær osv... Han elsker at være med, og jeg nyder tanken om at han bare prøver sig frem, så er jeg mindre bekymret over at det er pastaen der glider ned først. Der er kun een ting, som hans madglade mor er lidt ked af og det er at han siger nejtak til ost på brødet. Jeg elsker ost og kan spise det på alt (i alle afskygninger), men det vil han altså ikke... Nå, men jeg vil blive ved med at sætte det frem og pludseligt en dag skal det nok komme :-)

Altså hvis jeg vil have Alma til at smage på noget, tilbyde jeg hende det og vise at jeg synes det smager dejligt (sådan en anelse overdrevent) - men har hun ikke lyst til at smage det, så skal hun ikke. Jeg ville falde død om på stedet hvis nogen tvang mig til at smage marinerede sild. Synes det ændrer sig meget. På et tidspunkt var hun rigtig glad for avocado og rejer, men nu vil hun ikke have det. Dog er hun så småt begyndt at smage på rejerne igen. Hun aldrig rigtig villet have nogle former for kål. De ryger allesammen ud igen. Tror også det handler meget om tilberedningen/anretningen, når noget skal se tillokkende ud. Kogte blomkål inviterer ikke just til fest.

Ja, den med at sige Uhmm, hvor dejligt er også en god idé. Kom lige i tanke om, at vi nogle gange brugte knebet med at gøre maden til noget 'sejt'. Der er blevet serveret - og efterfølgende guflet - meget bjørnemad og dinosaurmad her i huset. Så hvis man ved, at der er noget, som barnet synes kunne være rigtig sejt eller fedt at være (bjørn, dinosaur, hund, prinsesse, whatever), kan man jo sige, at det er sådan noget mad sådan nogle spiser. Det virkede i hvert fald nogle gange herhjemme :)

Rita skrev:

Når ungerne er små får de bare en tallerken med lidt af det hele og kan så spise det de har lyst til.

Enig - vores drenge får maden på en tallerken - så vidt muligt 'blander' jeg det ikke og så spiser de det de vil/kan... dog er de begge 2 MEGET madglade og er sjældent jeg oplever der er noget der kommer ud igen, men det sker ind imellem... det er dog ikke ens betydende med, at jeg så ALDRIG serverer det for dem igen! Da vi startede op på grød fik jeg af vide at børn skal smage 10-18 gange (afhængig af hvem der fortalte mig det) før de bryder sig om smagen - det gælder vel stadig selvom de er 1½.... måske det bare er os voksne der har glemt det ind imellem :blink: