Hvad sker der med mig ?

Jeg har i den sidste måneds tid haft det underligt med mig selv.. Jeg har haft lyst til at græde, kan ikke rigtig tag mig sammen til noget. Nå jeg alligevel få taget mig sammen er det lige vasketøjet og mad til den lille jeg få lavet. Jeg er ked af at sige det, men jeg kan ikke rigtig finde glæden til at være mor.. den kommer og gå sådan fra dag til dag. Og det skræmmer mig rigtig meget.. Jeg har det også med at blive lidt sur på manden, nok fordi han ikke rigtig deltager i dagligdagen sammen med Frigga og jeg føler det hele er lagt hen på mig. Er der nogle af Jer der har haft det på samme måde ? og hvad gjorde i ved det ?

Du er ikke alene. Sådan er der mange der har det. Lommepsykologen vil nok spørge, om du måske sætter dine forventninger for højt ift det at være supermor. Fuck vasketøj og oprydning. Tal med manden. Fortæl ham, at selvom du går hjemme og han arbejder 'hårdt', så har du ikke fri. Du passer barn, hvilket for mange er et 48timers job. De kalder sig dagplejere. Dernæst skal du glemme vasketøj, Bo bedre og Vogue. Tag tingene i din hastighed og lign lort, hvis det er sådan det skal være i noget tid. Hormonerne raser lige nu. De er nok på vej ud af din krop og det er måske med til at give dig en ubalance. Det hele lagt sammen, så har du nok som en meeeget stor del af fødende kvinder i dag. Tal med manden. Forklar ham, hvordan du har det. Han kan ikke læse tanker. Han har sit eget billede af det at være mor. Og far. Forklar ham, at det nødvedigvis ikke ser sådan ud fra din vinkel. Og så nøjes med een dag af gangen.

Ja du har nok ret i at jeg måske tænker på alle de andre ting jeg skal nå, nu nå frigga sover. Manden gå hjemme da han er uden arbejde for tiden, så derfor er jeg nok lidt skuffet over at han ikke træder til nå han kan se hvordan jeg har det. Og ja han er ikke tankelæser men havde dog regnet med at han ville deltage på lige fod med mig nå det kommer til at give mad og skifte ble samt at lege med den lille. Men det kan jeg da godt se at jeg ikke skal tag som en selv følge.

Giv ham et spark i r..en, og hank op i dig selv ved at slappe af, når Frigga sover. Hvis han ikke mener, at skulle deltage i pasningen og plejen af sit yngel fordi du er på barsel, så må han jo tage sig af alt det andet, når nu han har tiden til det. Altså, når han har fået en chance...dvs når du har fortalt uden omsvøb (Derfor kan det godt siges pænt og roligt ) hvordan du har det med 'det hele'. Og giv så også dig selv en chance - virkeligheden ligner ganske rigtig som Bibi skriver - ikke ugebladene og film etc. Nogen gange er det bare træls at være mor til en baby. Står det på for længe skal I måske overveje om det skyldes andet end træthed og bristede illusioner eller en reel barselsdepression...men start med en rolig samtale med manden din - det skylder I begge jeres datter ;-) og jer selv

Du må ikke tro, at hans barselsverden er lig med din. Mænds fornemmelse for sne på det punkt er meget meget langt fra kvinders. Og kvinder tror gerne, at mænd virkelig er med på noderne og hænger dem i kludene og så er de bare med. Hans verden er ikke bleer og mad. Det skal du lære ham.

Kære Bibi. Tillykke med at du er blevet mor. Jeg blev selv mor for tre et halvt år siden og havde det heller ikke så godt bagefter. Jeg var som du meget modløs, havde ingen energi, følte mig ikke helt som mor osv. Jeg syntes, min søn var sød, men det var ikke sådan, at jeg elskede ham fra første øjeblik - sådan som min kæreste gjorde. Det praktiske kunne jeg slet ikke overskue. Det lyder grotesk, men jeg kan huske, at i løbet af hele min barselsperiode - 8 måneder - fik jeg vasket op én gang! Til alle mine veninder græd jeg i telefonen, og jeg kunne slet ikke overskue den dag, min kæreste skulle starte på arbejde... Der var forskellige ting, der havde betydning - først og fremmest sov vores søn rædderligt. Og man bliver godt nok et mærkeligt menneske af ikke at sove. Derudover havde jeg en ikke så god fødselsoplevelse, så jeg var noget chokeret og desillusioneret og havde også mange smerter. Men først og fremmest var jeg bare forskrækket over, hvor sindssygt hårdt det var at være forælder til et spædbarn. Mine veninder havde fået det romantiseret ret meget -både fødslen og tiden bagefter. Men et var bare benhårdt. Jeg var i den situation, at jeg tog en lav dosis antidepressiva, som jeg så på eget initiativ skruede op for. I tilbageskærets lys kan jeg se, at jeg må have haft en eller anden fødselsreaktion. Og den farvede alt gråt. Jeg synes, det lyder lidt på samme måde, når du fortæller. Jeg kan godt forstå, hvis du er irriteret over, at din mand ikke træder til og forstår din sindsstemning og følelse af magtesløshed. Men jeg tror ikke kun, det handler om ham men også om den måde, du filtrerer omverdenen omkring dig på. Hvis jeg ville jeg: - sørge for at komme ud en del (meld dig til efterfødselsgymnastik/rytmik/gå i legestue - få sovet igennem (få din mand til at passe den lille en nat og sov i stuen) - gå til din praktiserende læge og fortæl, at du har det skidt. Jeg synes, du skal have undersøgt, om du har en fødselsdepression. Så er der nogen, der kan hjælpe dig. Det er ham/hende, der kan hjælpe dig videre.Tag gerne din mand med, så han kan høre, at lægen tager dig alvorligt (hvis lægen ikke gør det, så skift læge) - ringe til din sundhedsplejerske og bed hende komme ud på et ekstra besøg. Fortæl hende, hvad du kæmper med. Hun har helt sikkert hørt det mange gange før og har gode råd. - Sørg for at bruge din mødregruppe! Selvom du måske ikke lige klikker med alle, så er det altid fantastisk at høre, at andre også har problemer. - Vid at tingene forandrer sig lynhurtigt! Uge for uge bliver din energi større og din kontakt med barnet tættere. Det værste du kan gøre er ikke at gøre noget. Du fortjener at få det bedre! Kh. Nina