Hvordan var jeres første dag efter barsel?

I dag startede min søster job efter 10 måneders barsel, og hun var mildest talt ikke glad ved tanken :( Hvordan havde I det, da I vendte tilbage til jobbet? Og jer på barsel - gruer I for, når I skal i gang igen eller er I rimeligt afslappede ved tanken? Selv syntes jeg, at det var ganske forfærdeligt, dengang jeg skulle i gang efter barsel, men heldigvis fik jeg hurtigt et nyt job og så var jeg pludselig godt i gang igen :)

Røvsyg! Elskede, og var god til, at være hjemme - dengang ;)

Med den første ville jeg ikke holde barsel og tog på arbejde dagen efter med den lille i rullevognen. Faktisk tog jeg elevatoren fra fødegangen og direkte op på brandsårsafdelingen :laugh: Med de andre har jeg været ved at blive vanvittig af at holde barsel, og har heller aldrig gået hjemme ret lang tid, fordi jeg simpelthen savnede mit arbejde så meget at jeg gik og blev helt trist og modløs. Jeg duer bare ikke til at gå hjemme med et spædbarn og blev sådan en sumpe type med uredt hår der totalt mistede energien og dårligt kunne lette røven for at tage af morgenbordet (som så kunne stå til om eftermiddagen)...så hér var lykken at slippe for barsel, og jeg blev da helt klart en bedre Mor af at være ude og i gang :)

Jeg glædede mig helt vildt til at komme tilbage....og sådan var det også med den første... Jeg startede den 18 oktober efter 8 måneder hjemme med den bette..... Det var fantastisk at komme tilbage og snakke med andre mennesker og at snakke om andet end lortebleer, dårlige maver, tænder og mad osv. Jeg kunne også mærke at både børn, forældre og kollegaer er glade for at jeg er tilbage og det hjælper jo også på det :)

Uha hvor jeg frygtede det. Var faktisk træt af at gå hjemme - er totalt uegnet til det og sumper helt hen hvis ikke jeg indfører nogle rutiner. Men var også bange for at savne spunken, for at være en dårlig mor og for ikke at elske mit arbejde mere. Heldigvis var der ingen af tingene der viste sig at være rigtige. Men den første dag tilbage var godt nok lidt mærkelige. Der var ingen andre på arbejde, så jeg sad bare mutters alene inde på kontoret hele dagen. Og jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle lave, for jeg havde fået nye arbejdsopgaver mens jeg var væk, og da jeg gik ind til min chef for at tale om dem kunne han hverken huske hvad de var eller finde det dokument hvor det står :laugh: I starten var der også bare en masse beslutninger, møder og projekter som jeg ikke anede noget om så jeg følte mig ung, dum og nyansat igen, men heldigvis jeg tilbage på 100 % nu - og jeg elsker stadig mit job.

Jeg var både glad for det og alligevel ikke. Jeg elskede at komme tilbage til andet det 'ba-ba-ba', men jeg han det så dårligt, med at efterlade Lea ved 'fremmede' :blink: Men jeg kunne ikke finde ud af noget :dry: Det jeg var så utrolig god til, det havde jeg glemt - min ammehjerne havde udskiftet al min viden, med det jeg lavede derhjemme :ohmy: Jeg skulle til at lære alt på ny, og med den nye familierytme, så gik mit arbejde bare ikke i samme tempo som før, eller med samme selvsikkerhed :unsure: Det var enormt frustrende, for jeg er jo vanvittig god til det arbejde... Og så fik jeg børn, lærte at lave sovs, og nu kan jeg ikke arbejde mere :angry:

Jeg hadede at skulle tilbage, tøsen virkede klar til nye legekammerater end mor, men jeg havde det SÅ dårligt med det. Syntes det var så synd for mig og hende at vi ikke skulle være sammen mere hele dagen. Måske også fordi jeg skulle tilbage til en arbejdsplads hvor alle var skiftet ud, direkte kollegaer såvel som flere i lederstyrelsen.

Efter de 14 ugers barsel, aftalte jeg med mit arbejde at jeg havde 1 vagt hver anden weekend og jo tættere jeg kom på barslens afslutning jo flere vagter fik jeg. Synes det var en dejlig blid overgang og jeg var ikke helt fremmed når jeg kom tilbage. For hver vagt jeg havde blev min barsel udskudt med tilsvarende.. Og da jeg hentede Alma fra DP første gang kunne jeg se hun havde haft en god dag. Det var rigtig godt for os. Stig og Alma fik noget alene-tid uden mig. Og jeg fik nogle nye input med hjem..

Min daværende kæreste havde kun 10-12 vagter om måneden og jeg selv var studerende, så da drengen var ca 8 måneder, begyndte jeg at studere igen, men var så hjemme, når kæresten havde vagter. Det var hovedsagligt selvstudium, så der var ikke regulær stress med at komme ud af døren på et bestemt tidspunkt (men lidt stress skulle der være, ellers blev jeg bare hængende) Jeg syntes det var rart at komme ud og prøve at få ammehjernen i omdrejninger igen, men jeg må da indrømme, at jeg et meget langt stykke tid (vi taler om måneder) gik rundt med fornemmelsen af at have glemt mit barn et eller andet sted. Og pludselig kunne fare lidt sammen og tænke 'HAR jeg glemt ham?? Har jeg af en eller anden grund taget ham med - og så glemt ham i bussen???'. Og hver gang jeg hørte en baby græde - eller bare en dørs svingen/knirken, der kunne lyde lidt som et barn! - var jeg fuldstændig på dupperne og klar til at trøste barnet, amme døren eller hvad der nu krævedes :laugh: :laugh: At drengens far var hjemme med ham, gjorde det lettere for mig at tage afsted. Jeg tror det havde været sværere, hvis han skulle være tartet i vuggestue samtidig.