\"Sværest at lære\"

Ser lige Hospitalet på TV3. En mor og en far skal sige farvel til deres dødfødte barn. De bringer en lille hvid æske - de kalder det en kiste, men det er bare en æske med hængsel - ind på stuen og samtidig siger jordmoderen: 'Det er det, som har været sværest at lære - man kan jo ikke bare sætte sig og græde sammen med dem, selvom man har lyst'. Hva' gør man, hvis man ikke kan lade være at græde? Opgiver drømmen om at blive jordmoder? Tanker sendes til de ramte forældre...kondolerer.

Jeg tænker, at man må da vel gerne fælde en tåre???? Jeg ved godt, at de skal kunne tackle det, fordi det er deres job, men er en tåre ikke også en måde at tackle det på??? Jeg mener bare, at jeg kan ikke se noget galt i at JM som tager imod et dødfødt barn (eller senere dødt) da vel gerne må fælde en tåre. Men det er måske lige i overkanten at sætte sig og hulke helt vildt...

Så er der vist mange ting man ikke kan blive hvis man 'kunne komme til at græde' :) Jeg arbejder med også med syge mennesker, dog på en anden måde, er sagsbehandler i et sygedagpengeteam, og der møder man alt fra en byld i røven til terminalpatienter, folk der har mistet osv osv osv.. Og det var/er fandme hårdt at lægge øre til, og jeg kan da stadig mærke at der bliver lidt vådt i øjenkrogene når jeg hører de rigtig grælle historier, men samtidig blændes man af det livsmod og den energi de fleste har på trods. Det betyder selvfølgelig ikke at jeg sidder og tuder helt vildt sammen med borgerne, de er her trods alt for at få hjælp, ikke for at trøste mig, anyway det jeg ville sige er at det er sgu ok at vise medfølelse - men samtidig bevare professionaliteten.. Vi havde på studiet en fagbog der havde titlen RØRT RAMT OG RYSTET, og bare titlen gav mig brækfornemmelser dengang, men det er vel det man blir når man arbejder med mennesker.

Meget enig med AyLa og MariaMiss. I rigtigt mange professioner kommer man i situationer, hvor tårerne presser sig på - og ikke lader sig bremse, og det er helt ok - når blot man også har selvkontrol nok til at vise, at man er der for den/de ramte. For nogle år siden døde en elev på min skole, og da hele skolen mødtes til en lille mindehøjtidelighed i hallen, var min skoleleder kortvarigt nødt til at holde inde under sin 'tale' og fatte sig. Han var beklemt over det bagefter, men jeg syntes, det var helt rigtigt og ægte, at også han viste, han var berørt. Og når jeg taler personligt med elever, der er igennem noget RIGTIGT svært privat - forældredødsfald, overgreb, store problemer i familien osv. osv. - får jeg også nogle gange tårer i øjnene og ryster måske lidt på stemmen - hvilket jeg også synes er i orden, da det netop viser dem, at jeg føler med dem og forstår, det er frygteligt at være dem. Jeg skal bare også være i stand til at fortsætte samtalen og bevare overblikket, så vi ikke sidder og tuder sammen. Som en af mine gamle kolleger sagde: 'At græde er bare det modsatte af at grine'. Det er en ok og naturlig reaktion - og SÅ professionel, at man slet ikke viser følelser, bør man efter min mening ikke tilstræbe at blive, hvad enten man er læge, sagsbehandler, jordemoder, pædagog, lærer etc. etc.

Man lærer det. Man lærer at holde det tilbage, hvor efter man bryder grædende sammen i skyllerummet eller på kontoret. I nogen situationer kan man godt fælde en tåre. Men man skal være professionel og vise, at det er forældrene der har sorgen, ikke dig. Det er det med at involvere sig, uden at involvere sig for meget. Nogen forældre vil sætte pris på, at man viser det med en tåre, ander ikke. Man må føle sig frem og uanset gemmer sine egne følelser og tanker omkring det, til bagefter. I situationen er man der for forældrene.

Mon ikk der menes at det er svært at lære den proffesionelle afstand og forskel imellem at knibe en tåre og så bryde hulkende sammen med de ramte ? Stor forskel i mine øjne