Hjælp....

Hej Min lille dejlige pige på 5 år er pt i udredning. De mener at hun har Aspergers....hun har desværre mange problemer i det daglige! Socialproblemer, tvangshandlinger, dårligt til at udtrykke sig, dårlig motorik, osv osv Mit problem er at jeg bare ikke kan finde nogen at snakke med det om...syntes virkelig at man går med mange tanker og spørgsmål inde i hovedet! Føler jo næsten at man har mistet noget! Men ikke kan sætte ord på hvad??? Vi har 2 børn mere, en pige på 14 og en dreng på 9, og vil nok sige at i dagligdagen er de pt de store tabere....vi kan ikke tage nogen steder, da den bitte bliver stresset med det samme, derfor kommer vi ingen steder. Desuden er jeg fulstændig kørt så træt.....jeg har ikke energi til andet end det højeste nødvendige.....arbejde, madlavning, sove. Det hænger mig langt ud af halsen lige nu...lever i konstant dårlig samvittighed.....føler virkelig jeg svigter!! men er så så så træt! Hvad skal jeg dog gøre???? Hilsen Pia

Søge en aflastningsfamilie til glæde for ALLE uden dårlig samvittighed - tværtom! Og tillade dig selv (og resten af familien) at være ked, træt, vred og alt mulig andet - dvs vær åben om jeres følelser selv om det er svært og der også er 'forbudte' følelser ind i mellem. og kig evt på Brain State Conditioning

Jeg synes du skulle kontakte www.asperger.dk for de ved ALT om de problemstillinger du nævner og har rigtig mange gode råd, tilbud, foredrag mm, og kan formidle kontakt til andre i nøjagtig samme situation!! Kan godt forstå du er træt, det er ikke nemt med sådan en lille pige med så mange skånebehov der fjerner fokus fra de ældste. LYP's ide med en aflastningsfamilie synes jeg også lyder RIGTIG god! Det bliver til gavn for din lille pige, for dig og hele familien på sigt. Og 'aflastningsfamilier' kan jo træde ind en enkelt dag, en weekend, et par uger i ferien, alt efter hvad du og din familie har brug for. Der er rift om aflastningsfamilierne, men hvis hun senere får diagnosen Asperger syndrom, så vil du stå meget bedre mht ansøgningen.

Først et stort kram til dig. Det er hårdt - men det BLIVER bedre. Min yngste søn fik Asperger-diagnosen, da han havde omtrent samme alder, og jeg kan sagtens nikke genkendende til følelsen af, at man har mistet noget - for det har man jo: Håbet og ønsket om et 'normalt' barn, der ikke møder modstand og problemer tidligt i livet. Min søn er nu 12 og trives STORT, faktisk er både vi og hans lærere i tvivl om diagnosen efterhånden. Af vores tre børn er han absolut den mest harmoniske - den, der hviler mest i sig selv. Til gengæld fik vores datter, nu 17 år, store, psykiske problemer for nogle år siden og har nu fået diagnosen ADHD - og da fik jeg lige gennemlevet hele følelsesregistret igen: Frygt, tristhed, konstant uro og bekymring - og en lille, 'forbudt' sorg. Ja, jeg har endda 'i smug' været RASENDE på hende allerinderst inde, fordi hun gav os så mange bekymringer og krævede så meget af os i en periode. Men derefter følger - og det vil du også opleve - tiltagende fodfæste, spirende håb og tilvænning til de nye vilkår og præmisser. Da vores søn, Jeppe, fik diagnosen, sagde en psykolog, jeg kender privat, og som selv har et barn med autisme, nogle kloge ord til mig: Vi skulle lade være at forvente, at han ville være den, der pr. definition gav os bekymringer og sorger fremover. Vores anden søn kunne blive narkoman, vores datter gravid som 16-årig, de kunne blive alvorligt syge, komme til skade osv. osv. - vi måtte ikke ubevidst tillægge Jeppe rollen som den, der ville få det svært i livet. Det tog jeg til mig - og jeg har i alle årene holdt fast i at se på ham som Jeppe og ikke med 'Asperger-brillerne' på. Når han gør dette eller hint, er det fordi, han er Jeppe - ikke, fordi han er 'vores aspergerbarn'. Og ja - det er hårdt for søskende, at livet i en periode præges voldsomt af en søster eller bror med vanskeligheder - men jeg tror også på, de lærer noget af det, og at familien som helhed kan blive styrket af det. Hvis din datter havde en alvorlig, fysisk sygdom eller blev kørt ned, ville det også 'koste' dem noget - men det er ikke nogens skyld, og den dårlige samvittighed kan du ikke bruge til noget som helst. Du skal have lov at være træt og ked. Det vender igen, og du vokser med opgaven. Promise!

og det var så beviset på hvad debatten er godt for - erfaringsudveksling når det virkelig batter - super indlæg Charlotte!

Smukt, Charlotte!

Og så lige noget af det klogeste, jeg har læst, om dét at få et barn, der er anderledes: Rejsen til Holland At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien. Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer. Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig. Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende... Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen... Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen. Stewardessen kommer ind og siger: 'Velkommen til Holland' 'HOLLAND?' råber du. 'Hvad mener du med Holland? Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien! Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!' Men der er lavet om på fartplanen. Maskinen er landet i Holland, og der må du blive... Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted. Et sted fuldt af pest, sult og sygdom. Det er bare et sted, som er anderledes. Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger og du må til at lære et helt nyt sprog. Du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke havde mødt. Det er som sagt et sted, som bare er anderledes. Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt. Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret, ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland... Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter... Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien. De praler af hvor vidunderligt de havde det der. Og resten af dine dage vil du sige: 'Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt'. Og smerten ved det vil aldrig nogensinde fortage sig... for tabet af drømme har stor betydning. Men...hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri til at værdsætte og nyde det helt specielle, det virkeligt vidunderlige ved...Holland Emily Pearl Kingsley

AV - den sad godtnok lige i skabet Charlotte... Dén er værd at trække frem, når livet byder på modvind... Tak :cheer:

AAAAH hvilken fryd at erfare, at debatten stadig kan være dyb og meningsfuld :) Gode indlæg Charlotte!! Og med godt stof til eftertanke.

Tusind tak for jeres svar! Super dejligt at der er nogen der kan støtte op og komme med gode råd, når man står i en situation man ikke helt kan finde hovede eller hale i! Er da også helt sikker på at en dag bliver hverdagen nemmere igen! Syntes bare at det virker uoverskueligt nogle gange! Fik idag en kædedyne med hjem til hende, så må vi jo se om det kan give hende lidt mere ro og tryghed om natten....en god nattesøvn kommer jo også os andre til gode! Hvad angår aflastningsfamilie, så har det slet ikke været på tale i nu! Og ved faktisk slet ikke om man kan få sådan en når der ikke foreligger en diagnose? Men vil da helt sikkert overveje muligheden i det! Venlig hilsen Pia K