Er det for meget?

jeg har en mand der er arbejdsnarkoman med stort A Sådan har det nu været siden jeg begyndte at lære ham at kende, så det er ikke noget nyt. Men jeg synes efterhånden det har taget en smugle overhånd :( Min mand arbejder til daglig som jord-beton arbejder med lange arbejdsdage (selvvalgt) Derudover laver han sort arbejde (ved godt det er ulovligt) + forfaldent arbejde for venner, naboer og familie. EN gang om året høster han i en periode på ca. 2 uger for en gammel ven og er derfor stort set ikke hjemme. Jeg selv er hjemmegående og får derfor kun penge fra kommunen. Men hvormeget arbejde skal jeg finde mig i at han laver? Hans daglige job er ok, for han skal jo tjene penge, men jeg synes alt det sorte arbejde og alle vennetjenesterne har taget end del overhånd. Før vores ferie arbejdede han så meget at vi praktisk set ikke så ham i 1 måned. Vores datter savnede sin far utrolig meget og græd sommetider om aftenen når jeg lagde hende i seng, fordi hun savnede sin far. Når han tog afsted i weekenden, prøvede hun at sige til ham at han skulle blive hjemme og være sammen med hende, her græd hun også. Jeg har forsøgt at fortælle ham at det bare ikke går han er så meget væk. Hans datter savner ham ubeskriveligt. Jeg er så meget alene med hende at vi selv har lavet en hverdag, som hendes far ikke er med i. At gå fra ham hjælper jo heller ikke noget. Jeg savner min mand og hun sin far. At prøve at fortælle ham at han er nød til at lade være med at arbejde SÅ meget hjælper ingen steder. Når han så endelig er hjemme falder han som regel i søvn og når ikke altid at være sammen med os. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Min mor siger at den eneste der kan råbe ham op, i virkeligheden er vores datter. Det er hende der skal få hans øjne op for at han arbejder for meget. JEG får ham ALDRIG til at skrue ned for sit arbejde. Jeg er træt af at han arbejder så meget, synes det er for meget af det gode. Hvad pokker skal jeg gøre for at få ham til at stoppe lidt op?

Ville helt sikkert slette det med sort arb...

Jeg ved ikke, hvad du skal gøre. Men helt sikkert synes jeg, at det er et alt for stort ansvar, din mor lægger på din datter, når hun mener, at det er pigen, der skal få far til at blive mere hjemme... Din mand skal blive hjemme, fordi han vil være en del af sin familie. Den familie har du og han sammen valgt at danne, og nu skal han holdes fast i, at han har et ansvar for den. Jeg ved ikke, hvor problemet ligger, men noget må der være galt. Jeg tænker på, at din datter græder, når hendes far går. I er ikke alene om at være meget alene - andre mænd er længe væk, fordi de sejler, rejser meget i udlandet jobmæssigt o.lign. Og samtidigt med at det sikkert ikke er nemt at få en hverdag til at fungere med de skift, så er det jo op til mor at få barnet til at stole på, at det er helt rigigt, som det er: far er væk og kommer tilbage. Jeg har ikke hørt, at børn, der må undvære deres far i længere tid ad gangen, normalt er ulykkelige og græder meget. Det er normalt med afskedstårer, dem oplever flere af os jo også fra tid til anden om morgenen i børnehaven, men min fornemmelse her er, at der er flere tårer end det? Når din datter har problemer med at sige farvel til sin far må det være, fordi familieforholdene hos jer ikke er i orden - fordi du ikke synes, det er ok, som det er og derfor ikke kan signalere 'alt er ok'. Så er det altså også dig, der skal få tingene i orden igen. Jeg ved ikke, om du skal gå eller blive. Det første skridt må være, at du får manden til at indse, at jeres familie ikke har det godt, og at han må tage ansvar. Kan du ikke det, tror jeg, du og datteren har bedre af at klare jer selv end at rende ulykkeligt rundt efter en mand, der hellere vil noget andet end jer. Hårdt - men sådan er det jo, ikke?

Kan sagtens følge dig....og det er simpelthen for meget han arbejde! Han skal droppe at arbejde sort og kun arbejde for venner og familie EN GANG IMELLEM....både for din, men ikke mindst for jeres datters skyld. Hun er tydeligt berørt af det allerede og det bliver bestemt ikke bedre med tiden! Du må simpelthen råbe ham op, tag en ordentlig snak med ham og giv ham så en chance for at gøre det bedre, men kun i en periode. Du bliver nødt til at tænke på hvad der er bedst for din datter, selvom det kan være hårdt. Min kæreste arbejder fra 5.00 morgen til 18.00 aften og det syntes jeg endda er for meget og det skal bestemt heller ikke fortsætte så snart jeg selv begynder på arbejde igen og Isabell bliver større...Børn har både brug for at være sammen med mor og far...