Trivsel

Vi har en super forældregruppe. Måske kom det til at lyde anderledes i mit første indlæg. Der er desværre bare to drengeforældre som totalt boycotter samarbejdet. Det ene par fordi 'sådan kender de ikke deres søn', det andet fordi de aldrig kommer til noget som helst. Jeg ved dog, at skolen er i gang med andre tiltag for den sidste familie. Vi har i drengegruppen en tæt kontakt i øvrigt og har prøvet at tale med begge. Det er bare stadig ikke lykkedes.

Jeg sidder med den samme følelse som Pikora - selv om forældrene er samarbejdsvillige, så er børnene jo allerede kommet længere ud end godt er. Og hvis din pige viser tegn på, at hun ikke trives, ja så er det i al fald vigtigt, at finde ud af hvor alvorligt det er for hende, for hvor langt vil man gå - hvor utryg skal barnet være, før man synes at det er nok? Vi flyttede min søn, da han havde gået i skole i 1.5 år - det var en virkelig hård beslutning, for man brýder jo sit barns trygge hverdag. Dog blev vi meget hurtigt bekræftet i, at det var den rigtige beslutning (vi bliver jævnligt bekræftet stadigvæk), da vores dreng blomstrede op - bl.a. døjede han med mavepine, og den forsvandt ret hurtigt efter skoleskiftet.

Jeg hører hvad I siger. Men igen - min datter er ikke en af dem der er 'hårdest ramt'. Hun modtager ikke grimme sms'er om aftenen og hun er ikke med til at lege Paradise Hotel. Hun er ked af ikke at være en del af den seje gruppe men efter hvad jeg hørte på det forældremøde, så skulle hun nærmere være glad for ikke at være en del af den gruppe. Jeg har også lidt en følelse af, at hun er lidt heldig med klassen, som trods alt også er rummelig og sød. De piger som strides om dronningeværdigheden er virkelig stride mod hinanden, men min datter og andre, som har meldt sig ud, får lov at være i fred. Det er naturligvis ikke optimalt at være i fred. Det ville være bedre at være en del af fællesskabet. Men hun er også lidt speciel og kunne sagtens være et mobbeoffer og det er hun ikke. Hun bliver meget påvirket af at klassen har det dårligt som helhed og jeg vil gøre alt for at der ikke går nogle børn tabt i den klasse. Så jeg tror vi kæmper videre lidt endnu. Endnu har hun ikke været der, hvor hun ikke ville i skole. Vi har dog stadig i baghovedet at hun skal have muligheden for at skifte, hvis vi kan mærke at hun har det skidt for alvor.

Det er selvfølgelig jer som forældre, som bedst kan vurdere hvornår det er nok - og det lyder også som en klasse, som er værd at kæmpe for; specielt når forældrene har så godt et samarbejde.

Gud hvor det dog lyder som min søns 5.klasse. De har så mange problemer mellem pigerne. Heldigvis er min søn en dreng (det lød forkert). Det jeg mente var at drengene er udenfor alle de konflikter. I hans klasse er der 2/3 piger og det er bare alt for mange. Forældregruppen er heller ikke særlig god - de vil gerne virke meget overskudsagtige, men er lige det modsatte. I min søns klasse er en af pigerne lige flyttet til en anden skole. Hun blev så træt af alt dramaet mellem pigerne selvom hun egentlig ikke var en stor del af det. Hun var bare rigtig ked af det hele tiden. Jeg synes det er utroligt positivt at forældrene i din datters klasse vil arbejde sammen om det, men i min søns klasse har problemerne været der i snart 6 år. Lærerne bruger vanvittige ressourcer på det, men nogle forældre kan ikke se at deres barn er en stor del af problemet. Det jeg vil sige er at jeg synes det er en god idé at give det noget tid, men husk at være opmærksomme på om jeres datter på et tidspunkt for behov for at skifte skole. Jeg håber i får det løst.

trives hun fagligt nu?

Ja det gør hun. Hun har fået engelsk og så er de startet med noget mere avanceret matematik. Gange og statestik og så er hun en fisk i vandet :-)

dejligt :)