Kommer I i tvivl med rollen som mor??

Sidder lige og kigger på en smuk pige der sidder og ser i sin sangbog, mens hun rokker og pludre løs med et 'a det' ind imellem. Og føelsen af hvor højt jeg elsker hende kommer vældende, men samtidig også tanken, om det jeg gør som mor nu også er godt nok. Er hun lykkelig? Er hun tilfreds og glad? har hun et godt liv? er det jeg kan give hende nok? Vil jo gøre alt for hende, men samtidig også sætte nogle grænser. jeg synes jeg til daglig gør hvad jeg kan, men en gang imellem sniger den der grimme føelse sig ind, og jeg kommer i tvivl, men jeg kan faktisk ikke gøre tingene bedre. Alt hvad vi gør med hende er første gang,og der er da også ting vi vil gøre anderledes med nr 2, men pt syntes jeg at jeg gør hvad jeg kan. Kommer I i tvivl? Om hvilke ting? og hvad gør du så bagefter tanken har meldt sig ??

Jeg kan kun nikke genkendende til de tanker der :) Og så tænker jeg efterfølgende at jeg alligevel ikke finder ud af om jeg har gjort det godt nok før det alligevel er for sent men at jeg gør mit bedste :)

Hmm - kender godt følelsen ;) Vi gør det jo så godt, som vi kan - men der vil altid være en lille tvivl.. Nr. 2 er lidt nemmere, for man har prøvet det hele før, og ved hvad der virker og ikke virker.. Man skal bare gøre det, der føles rigtigt - hvis noget ikke blir efter hensigten, må man jo bare prøve noget andet.. Hvis du er opmærksom, skal hun såmænd nok vise dig, hvis noget ikke fungerer for hende. Men ud fra det du beskriver, om hendes lille hyggestund med sangbogen, lyder det nu som om, at hun både er glad og tilfreds ;) ...om hun blir lykkelig? Tjah, hvad er lykke ;)

MAMMARAZZI skrev:

Hmm - kender godt følelsen ;) Vi gør det jo så godt, som vi kan - men der vil altid være en lille tvivl.. Nr. 2 er lidt nemmere, for man har prøvet det hele før, og ved hvad der virker og ikke virker..

Ja, det syntes jeg også efter nummer 2. -Så fik vi nummer 3, og så var det ligesom om, at vi startede forfra, for nu var det bare et helt anderledes barn vi havde fået!! Så om igen med den pædagogiske udfordring, for dér var i hvert fald en del velafprøvede ting som IKKE virkede. Og jo, jeg kender også følelsen af at komme i tvivl. Og at se nogle ting i bakspejlet, som man bare ikke har en chance for at gøre om igen, for ungen er ligesom gået hen og blevet 19 :ohmy: Jeg tror i hvert fald at det er vigtigt, at man ikke som forældre tror at man skal være et orakel, der skal have et kvikt svar på rede hånd i enhver situation. Man kan godt sige til sit barn, at man er i tvivl om, hvad man mener om en situation, og at man vil komme med et svar, når man lige har tænkt over det. Eller at man har tænkt over noget, man har sagt eller gjort, og har ombestemt sig. Dét har jeg nok først rigtig lært ved nummer 3, desværre, måske fordi hun konstant har udfordret mig -og omverdenen?!

Uhhh jeg synes det er svært ind imellem, er fuldstændig enig i din beskrivelse af, at man bare vil gøre ALT for sine børn... troede virkelig ikke, at man var i stand til at elske noget andet mennesker SÅ ubetinget!! Drengene blir 1 år på tirsdag, og jeg har det sidste år øvet mig i, at tænke 'jeg gør det bedste jeg kan' - også lidt ud fra devisen 'hvis det virker, så gør noget mere, gør det ikke, så gør noget andet!'. Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke kommer i tvivl, sidst var det om hvorvidt jeg skulle ringe til læge eller ej, da Loke havde feber - synes på den ene side jeg var lidt små-hysterisk, var jo 'bare' feber, men på den anden side, ville jeg aldrig tilgive mig selv, HVIS nu det havde været noget alvorligt!! Er blevet meget bedre til at indtænke konsekvensen af mine handlinger og dermed vælge det jeg mener er bedst, både for mig og mine børn - og er faktisk rigtig stolt af, at jeg kan det (et arbejde som har taget 27 år indtil videre ;) ) Sgpl. på neonatal-afdelingen talte meget om mavefornemmelse - en tilsyneladende usynlig 'stemme' i maven, som fortæller dig hvad du skal og ikke skal... kan KUN anbefale at øve sig i, at lytte til sig selv, har endnu ikke oplevet, at have gjort det, og så fortrudt :) ... men som med alle andre ting, er det bare altid rart at blive bekræftet i, at man er god som man er ;)

Jeg melder mig i koret af stemmer der alt for godt kan genkende følelsen. Som regel fortæller jeg min mand om de tanker jeg gør mig. Han er super pragmatisk og siger som regel noget i retning af 'Jamen kig dog på hende. Hun er sund, har stort set ikke været syg i ½ år, og hun smiler over hele femøren - hvis ikke vi gjorde det godt nok, så ville vi da kunne se eller mærke det på hende'. Og det hjælper mig ufattelig meget - jeg øver meget på selv at tænke tanken, når han ikke er her til at sige det til mig. Her i huset er det ham der er optimisten og mig der bekymrer mig, og det fungerer sådan set godt, selvom jeg tit ville ønske at jeg kunne lade være med at bekymre mig - han får mig til at slappe af og se tingene lidt lysere, og jeg får ham til at tænke over nogle ting som er nødvendige at tænke på når man har fået et barn - sådan nogle kedelige nogle med forsikringer osv.

Alle normale mødre har dine bekymringer og det er morskæbnen.

Kender kun følelsen alt for godt.. Det er helt slemt når jeg har været væk i flere dage.. Så kommer jeg hjem og ser alle de fremskridt hun har gjort, og jeg tænker straks; kan jeg ikke finde ud af at stimulere hende nok.. Men egentlig lægger man vel bare ikke mærke til det når man går hjemme. Eller når hun så virkelig gerne vil op til mig og jeg ikke lige kan tage hende (fordi jeg fx har maling overalt, som idag :'-(, så kommer den der dårlige samvitiighed igen; Jeg kan jo ikke finde ud af at være der for hende, når hun virkelig har brug for omsorg.. Plejer at spørge min mand om jeg er en skod-mor, og så får jeg en peptalk ;)

Jeg tror at hvis man bare selv syntes man er verdens bedste mor og aldrig er i tvivl eller føler sig lidt utilstrækkwlig så så er den virkelig gal. Ingen er perfekte, vi gør vel egentlig alle vores bedste. Kan selv huske efter fødslen og tiden på noenatal da vi kom hjem, jeg var overbevist om jeg ikke kunne klare dette barn, jeg var da på ingen måder lige så udrustet som de sugeplejersker og alle deres maskiner og målere. Men med tiden er jeg blevet bedre til at slappe af. Hun tager ikke skade af ikke at få opmærksohed lige i det sekund hun åbner munden, at vi alle har behov der skal stilles. At jeg kan stimulere hende, måske ikke som hendes små kammerater i dp eller dpmor kan men fordi jeg er hendes mor og sammen med far er vi de bedste personer i verden. At selvom man har sat en grænse så får man fem min efter en kæmpekrammer og møs.

Jeg lærer noget hver eneste dag - hun lærer mig rigtig mange ting, men det hænder da at jeg sidder om aftenen og tænker over det. Min mand har været god til at sige at hun altså ikke tager skade af at vente lidt, eller at jeg ikke skal komme rendende lige når hun piver, han syntes jeg var for pylret, kan da godt se nu at der var noget om det. Sakl heller ikke tage al hendes selvstændighed fra hende. Men jeg kan også få det rigtig dårligt hvis jeg efter en lang arbejdsdag har en masse jeg skal nå, og hun hænger om benet på mig, og jeg på en vred snerrende måde siger hun skal flytte sig. Så føler jeg mig som en rigtig dårlig mor. og den dårlige samvittighed melder sig promte.... Da jeg ventede hende snakkede vi om hvordan vi gerne ville have hun skulle opdrages og behandles, men kan godt se at det ikke altid er lige let. Det er dælmne livets største og sværeste opgave at være forældre.