Taekwondo og lavt selvværd

Jeg har en søn på 7 år som lider en del under at hans selvværd er for lavt. Jeg ved ikke hvordan det er gået til, for synes aldrig jeg har gjort noget der skulle få ham til at føle sig mindre værd eller dårlig til tingene. Jeg har hele tiden håbet det gik over af sig selv hvis jeg bare gav ham kærlighed og anerkendelse nok, men må indrømme at det ikke er nok. Det begynder at give ham problemer i skolen. Han har gode kammerater, men er et let offer for de 'stærke' drenge da han jo let lader sig slå ud. Den ene dag sagde han til mig at han følte at de andre synes han var grim. Jeg ved han har gode kammerater der virkelig gider ham og jeg ved fra lærer og pædagoger at han trives, men det ændre jo ikke på at han føler sig mindre værd end de andre. Så er det at jeg har fået den ide at han skal gå til Taekwando da jeg mener at have hørt at det skulle være godt for selvværd/selvtillid. Jeg savner bare lidt erfaringer indenfor det så jeg håber på at der er nogen her der enten ved noget om det eller kan give andre gode råd.

Tror egentlig, at det blot er kampsport. Ikke specifikt teakwondo, for der er diciplin på programmet. Jeg tror det er lige meget hvad han går til, bare han får succesoplevelser ud af det. Oplevelser han er alene om, ikke dem hvor mor siger han er den bedste eller far ditto. Er du sikker på, at de 'andre drenge siger og gør'? Har du prøvet at forhøre dig til begge sider? Tim havde en periode, hvor alle var imod ham, de sagde dit, gjorde dat. Lærerne var dumme, for de var ligeså. Men da jeg gik 'til den anden side', var historien helt anderledes. Det var noget han så inde i hovedet, for så havde han 'noget' at komme hjem med. Det stod på nogle måneder og så forsvandt det. Da jeg først fandt ud af, at det ikke altid var sandt, så blev jeg lidt modsat. og det forstod han. Det var ligesom nogle historier han opfandt, fordi han, ikke manglede gode oplevelser når han gjorde tingene rigtigt, men fordi han havde lyst til at få det fra rette vinkel. (Svært at sætte ord på, måske du forstår alligevel?) Det er jo ikke fordi vi ikke roste og nød hans kompetencer, men måske vi ikke gjorde nok ud af glæden, når den skulle være der *hmm* Når der er en 'de andre siger' episode, som spørg ind til, hvem der sagde det, hvorfor vedkommende mon sagde det, startede du selv noget osv.

Er faktisk ikke i tvivl om at det et langt stykke hen af vejen er noget han oplever inde i sit hovedet. Når han kommer med en historie om en dårlig oplevelse går jeg meget ind i den og når vi vender og drejer den et par gange var det ikke så slemt i virkeligheden. Det ændre jo bare ikke på at han føler sig utilstrækkelig. Hans lærer har også bemærket problemet og er meget obs på det. Hun siger at hans selvværd er så dårligt at det tit forhindre ham i at lave ting som han sagtens kan fordi han opgiver på forhånd. Allerede i børnehaven snakkede de om at det var et problem og arbejdede meget med ham.

Jeg tror faktisk kampsport er en rigtig god ide. Det giver lidt rygstød og men bliver tvunget til at være lidt 'sej' og sparke/råbe/slå osv. Men måske skal du vende det med hans kommende træner, så det ikke bliver et nederlag for ham. Altså bede træneren være obs på at han ikke står og putter sig nede i et hjørne, men virkelig får trænet. Boksning kunne også være en ide. Eller hvad som helst han kan blive god til. Min datter har lidt af det samme og faktisk hjælper klaverspil hende. Så kan hun noget der giver respekt hos de andre, når de spiller i band i fritten. For mig som barn var spejder rigtig godt, fordi man ikke behøver være 'dygtig' men bare skal være og fordi man kommer ud i nogle situationer man skal klare selv. Sove ude i frostgrader, gå 20 km m oppakning, lave sin egen mad etc. Jeg voksede 10 cm på hver tur af alt det jeg pludselig kunne :-)

Jeg tror i høj grad det handler om at han skal have oplevelsen af at være god til noget. Han går til fodbold og er bestemt ikke dårlig, men heller ikke en af de bedste og lader sig helt slå ud når de andre brokker sig hvis han sparker forkert eller lign. Vi bor i en lille by og han har indtil nu kun gået til noget som resten af klassen også har gået til. Jeg tror han skal hen et sted hvor han kan opleve at være fri af hans vante omgivelser hvor han mere eller mindre har givet sig selv rollen som den dårligste til alt. Grunden til at jeg lige tænker på en form for kampsport er at jeg synes at have hørt det kan give børn bedre selvværd og bedre koncentration.

Jeg tror du har ret. Væk fra det vante - ud i noget nyt.

Kampsport er fantastisk men vær opmærksom på træneren. Mange af dem er meget fokuserede på at få det bedste frem og det kan betyde, at de skælder ud i stedet for at rose. Vi oplevede det med vores søn. Til sidst gad flere på holdet ikke, da de aldrig fik ros kun skæld ud. Det kan give dem rigtig meget, jeg tror faktisk at sønnen savner det lidt en gang imellem.

HMMMMMMMM kunne have sparet mig alle mine overvejelser. Drengen fik mit, i mine øjne, særdeles gode tilbud igår og svarede høfligt nej tak. Det lyder altså ikke som noget for mig mor sagde han, jeg er ikke så meget til slåslege, jeg vil hellere gå til fodbold og svømning ;) Det er da så bare i orden. Han startede så fodbold igår. Lavede et mål og var super stolt :cheer: Så enden på al min spekulation er blevet at den står på fodbold her i foråret/sommer og svømning til vinter. Så må jeg så forsøge at fortsætte med at proppe noget selvværd ind i ham i samarbejde med skolen.

Faktisk også meget godt, at han 'turde' sige fra og selv valgte til. God dreng, der

Det er også værd at huske på, at vel kan man få meget selvtillid af at være god til noget; men at styrke selvværdet kræver anerkendelse og accept af dén person man er, uafhængigt af om man er i stand til at præstere noget fantastisk! Det er hårdt og sårbart at hænge sit selvværd op på, hvad man er dygtig til.....hvis I forstår hvad jeg mener?!