Var ved at sprænge i luften.....

.... mens vi sad og spiste... Simpelthen, ud på gårdspladsen for at råbe, skrige og smadre ting. Min lille hustyran af en søn har fundet på at lave de mest fantastiske scener når vi spiser til aften. Starter fint med et par bider mad, derefter rejser han sig gentagne gange og bliver sat igen, efter x-antal gange skal der jo nyt til og han starter med at skrige, hoppe og kaste sig bag over så vi er nødt til at smide alt hvad vi har i hænderne for at redde ungen fra at slå sig fordærvet. Så vil han op, ned, op igen, rydde bordet, hiver skrigende i os for at flytte vores fokus fra maden og tilbage til ham. Har gentagne gange ladet ham skabe sig åndsvag, men han er bare typen der bliver ved så det har ikke rigtig noget effekt. Så snart vi er færdige med at spise og igen går tilbage til det normale, evt op på værelset og lege, så er han den lille glade charmerende dreng igen. Så snart vi kun kigger på ham. Hvordan fanden gør i ? Dette er bare et eksempel for det kan sagtens være andre situationer der ligner. Oveni det er det kun farmand der duer. Han er stort set aldrig nærværende :), men fandme kun ham der duer når der skal kæles, puttes og hygges. Jeg er bare et nødvendigt onde der suser rundt og får hans liv til at fungere :laugh: . Men igen, hvordan bærer i jer ad ? Eller er det bare mig ....? :P

Hvad med et par dage væk, hvor farmand skal være 100% på? Det lyder som om det kunne være sundt for jer alle tre :-D

pischa skrev:

Hvad med et par dage væk, hvor farmand skal være 100% på? Det lyder som om det kunne være sundt for jer alle tre :-D

Det synes jeg lyder som en god idé :) mænd har godt af at prøve at være på. Min datter er også sådan med sin far. Det er mig der har 3/4 af tiden med hende og klarer mad, tøj, putte og meget andet, men så snart hendes far er der kan jeg godt pakke sammen. Det er enormt frustrerende. Hun er heller ikke min prinsesse - kun fars (siger hun selv). Man føler sig så elsket ikke? Tror det er fordi de tager os som nogle der bare er der - og far er der ikke altid og er ikke altid nærværende. Det håber jeg i hvert fald :P

Hvor længe har du ladet ham blive ved? Det lyder til, at ignorance er nyttigt i dit tilfælde. Også i mere end to minutter, som er waaaaay lang tid, når de larmer og skaber sig. Men det virker. Og kunsten er nok ikke at give efter. Eller reagere, som forventet. Prøv, når han skaber sig mest, at tage ham op og hold ham tæt ind til jer. Så han slapper af og 'mærker' jeres bankende hjerte. Det tager noget tid før de slapper af og ved, at det er for deres skyld man gør det. Men det virkede her og så var den mindste sjældent hidsig igen - efter 4-5 episoder på den måde.

Jeg synes godt nok der er mange konflikter mellem dig og din dreng... Jeg kender jer selvfølgelig slet ikke nok til at vide hvorfor - om det er fordi han er et særlig følsomt barn (har du ikke skrevet noget i den stil?) eller har været syg (husker jeg rigtigt?), om det er fordi du er særligt følsom (pga dine rygproblemer?) eller for meget alene hjemme og på i forhold til drengen (og manden er der 'for lidt'), eller noget helt andet... Jeg tror, du skal lære at tænke helt anderledes på din dreng. For nej: Han er ikke en hustyran (selvom du garanteret bruger ordet kærligt). Han er så lille, at han ikke har det mindste ansvar for sine handlinger - det er dig og din mand, der ikke formår at skabe de rammer, der skal til for at undgå konflikter. Og i det ligner I langt de fleste af os andre på et eller andet tidspunkt, så der er ingen grund til at føle skyld eller bebrejde sig selv. Den gode mor er ikke hende, der klarer det hele i en håndevending - det er hende, der lærer af sine fejl og bliver bedre med tiden! Jeg havde rigtigt mange konflikter med min 2-3-årige søn - dels er den periode ofte konfliktfyldt for barnet, dels havde jeg svært ved at have fysisk og psykisk overskud til både ham og hans lillesøster på én gang. I den forbindelse meldte jeg mig til et 'forældrekursus' efter COPE-metoden, hvor vi fik nogle helt simple redskaber til dels at undgå konfliktsituationer, dels at håndtere konflikter, når de så alligevel opstod. Og vi har nu langt færre konflikter i hjemmet. Om det skyldes, at børnene er 3 og 5, eller om det skyldes vores bedre forståelse af børnenes behov, er selvfølgelig svært at sige - jeg gætter på begge dele. Lysten til forældrekurset fik jeg, da jeg i forbindelse med et efterfødselskursus (da jeg fik lillesøster) stødte på et lignende 'koncept' - Marte Meo. Her fik jeg dog ikke så meget ud af metoderne, da storebror var for lille til at jeg for alvor kunne anvende dem, og så var det meste glemt, da jeg fik brug for dem... Jeg skriver dette for at få dig til at oveveje, om du måske også kunne få noget ud af at vende jeres hjemlige problemer under professionelle rammer. Min opfattelse ved at læse dine indlæg her er at I går fra den ene konflikt til den anden - og at de hænger så meget sammen, at det ikke giver megen mening at løse dem enkeltvis. Det er bare det eneste, man selv orker, fordi man drukner i dem. Måske kan du også bare google COPE og Marte Meo og få inspiration? Der findes sikkert også andre metoder... Jeg ved ikke, om der findes forældrekurser, hvor du bor, jeg ved heller ikke, om de henvender sig til forældre til børn, der er så små, som din dreng er. Men jeg kan fortælle dig, at jeg i udpræget grad har oplevet, at det er de ressourcestærke forældre, man møder på et sådant kursus: Det er dem, der gerne vil gøre det endnu bedre derhjemme. Held og lykke!

Med vore store dreng (da han var lille), havde vi mange 'problemer' ved aftensmaden og til sidste blev det os for meget. Vi købte bl.a. bogen 'Børn kan også lære regler' og den læste både min mand og jeg og derefter satte vi os ned, og blev enige om hvordan vi skulle tackle det, for det vigtigste er, at I er helt enige om hvordan I skal opdrage, for ellers kan børnene mærke den 'tension' som opstår i mellem jer, og så 'bruger' de det imod jer. (I store træk)og ikke mindste det skal være jer begge som er 'bussemænd'. Vi har haft meget glæde af 'time out', hvis der var optræk til hysteri eller ligende, så blev han sat ud på gæstetoilettet stille og roligt (i starten med åben dør)og fik besked på, at han kunne komme ud, når han ville høre hvad vi sagde. Med tiden blev døren lukket, og tiden derude lidt længere (og ind i mellem blev han spurgt om det var nu han kunne høre). Vi valgte toilettet, fordi der bare er møg kedeligt derude og så lå det lige ved siden af spisestuen, så han kunne høre at vi andre hyggede os, og med tiden gik der længere og længere i mellem at han kom derud. Det er selvfølgelig vigtigt, at barnet ikke føler sig spærret inde, og at man ikke råber og bliver sur, det skal foregå meget stille og fattet, men bestemt. Barnet kan være rigtig sur, men der går ikke lang tid, førend det er faldet ned. Det skal så lige siges, at denne metode ikke har haft den store effekt på lillebror, men ham har vi heller ikke haft de store aftensmad 'problemer' med.

Oveni det er det kun farmand der duer. Han er stort set aldrig nærværende :), men fandme kun ham der duer når der skal kæles, puttes og hygges. Jeg er bare et nødvendigt onde der suser rundt og får hans liv til at fungere :laugh: .

Hmm. Lad mig prøve et gæt: din søn har behov for kontakt med sin mor. Ikke service, ikke hjælp, ikke praktiske ting, men kontakt og nærvær. Han larmer og laver rod og er på tværs fordi han ikke kan finde på anden måde at få din opmærksomhed på. Det sker nemt når man har super travls med 1000 praktiske ting; man har hele tiden sin opmærksomhed lidt et andet sted, på madlavning og vask og ting der lige skal huskes. Og børn kan mærke det, de har brug for nærvær. Måske er det det han får hos far - det er meget nemmere at gi' hvis man bare skal være der og ikke skal gøre en masse. Så måske løsningen er, at du bruger lidt mere energi på at være rigtig nærværende hos din søn, og hælder noget af det praktiske over på far imens.

Skal ikke kunne sige om det er mere overordnede ting i har brug for at tage fat i, men vi fik anbefalet i vuggestuen at placere barnet ved siden af den ene forældre når man spiser, så barnet ikke er fysisk i centrum og dermed ikke 'forventes' at underholde ved bordet. Desuden praktiserer vi her at ignorere hende når hun bliver for hysterisk ved bordet, vi taler simpelthen sammen helt almindeligt hvor meget hun end skriger. Det hjælper for det meste. Hvis hun ikke gider spise lader vi hende sidde og smatte i det selv og for det meste (med mindre hun faktisk er syg) begynder hun relativt hurtigt at spise selv. Vi serverer heller aldrig mad til hende after aftensmaden uanset hvor lidt hun så har spist, hun skal lære at det er ved bordet man spiser og at man ikke bare får noget andet bagefter hvis man ikke gad spise. Det vigtigste er nok at barnet skal lære, at det er mor og far der bestemmer. God kamp med det håber i finder en løsning der passer jer! Det er bestemt ikke sjovt når man bliver så frustreret at man er ved at blive skør!