Efter en lang og ikke helt let graviditet gik vandet lørdag morgen på min terminsdag d 14 marts, kl 04.15, og den første tanke var egentlig hvordan jeg skulle komme ud af sengen uden at gøre den pjaskvåd, men ud kommer jeg da og får bakset mig selv ud på badeværelset, hvor jeg først ringer til min mand på arbejdet og begejstret får fortalt ham at vandet er gået, men at han ikke behøver komme hjem lige med det samme, men hjem ville han og springer ind i bilen. Imens får jeg ringet til fødegangen og får en tid kl 11 hvis der ikke er sket det helt store inden. Jeg når kun lige ind i sengen igen, før Kenneth står i døren, med morgenbrød i hånden. Det havde taget ham 18 min at køre fra Ringsted.
Kl 04.45 begynder de første veer at melde sin ankomst, ikke noget vildt bare en murren over lænden, og jeg ligger mig til at sove lidt. Vi tager på sygehuset kl 11, bliver undersøgt og får kørt en strimmel. det ser godt ud og vi går hjem igen.
Det bliver sådan lidt en spøjs dag med tiltagende veer, en tur i Fakta, der kun skulle ha taget 5 min, men bliver til en hel time, da veerne gør at jeg må stoppe op, og nok til folks forundring, med nogle lidt underlige ansigtsudtryk.
Vi når hen under aften, kan ikke spise noget og synes at nu er det altså ikke sjovt mere, jeg ringer på fødegangen igen, og fortæller at der er 6-7 min imellem veerne. de synes dog at jeg skal vente lidt endnu, gerne til jeg er nede på 3-4 min. Det når jeg så omkring 23.00 tiden og får endelig lov til at tage derud.
Jeg bliver igen undesøgt og jordemoderen kommer lidt i tvivl om vandet er gået, hvor jeg svarer 'jamen, det sagde splojs', hun laver lige en lille test,og jo, det er gået. Der bliver igen kørt en strimmel og baby har det fint. Jordemoderen har fri og jeg får en ny, rigtig sød pige. Hun spørger omkring kl 1.00 om jeg kunne tænke mig epidural, for veerne er slemme men ikke regelmæssige og der er igen ca 8 min mellem dem. JO det kunne jeg bestemt godt. Jeg kommer ind på fødestuen og efter den hidtil værste ve, er fostervandet pludselig blevet lidt grønt. Jordemoderen siger at der ikke er nogen grund til bekrymring endnu, og jeg venter bare den, i min verden, meget langsomme narkoselæge. Hun kommer omkring halv 2 og gir mig den bedøvelse, det er guld værd, men enormt svært at sidde stille, for min veer der før var meget lang tid imellem kommer lige pldselig med 15-20 sek interval! og de er ikke ligefrem svage. Epiduralen bliver lagt, men den er lidt skæv, så der bliver givet lidt mere end normalt, med det resultatat jeg en lille time senere kun kan vrikke med højre storetå, resten er fuldstændigt bedøvet og jeg kan slet ikke mærke veerne mere. Det synes jeg bare er helt fint, for jeg er meget træt og vil egentlig gerne sove lidt. Jordemoderen vil gerne have en måler på babys hoved, og bagefter falder jeg i søvn til babys hjerteslag. Der sker ikke mere de næste timer, men kl 6.30 bliver der sat vedrop, nu skal baby snart ud. Jeg synes det er fint, jeg kan stadig ikke mærke hverken veer eller mine ben, så ingen ko på isen dér. Jeg er på det tidspunkt 8 cm åben og der er stadig lidt grønt fostervand.
Jeg småhviler lidt igen, men bliver pludselig vækket ved at der bliver lagt en iltmaske på mit ansigt, får af vide at jeg skal trække vejret i den, og få så set at der står 2 læger, hvoraf den ene er ved at bakse mine ben op i bøjlerne, det kunne jeg jo ikke mærke, 2 jordemødre, 1 sygeplejerske, 1 narkoselæge, og 1 portør der står i døren og kigger på mig! Nu går jeg så lidt i panik, men får af vide at babys hjerte slår meget hurtigt, de kaldte det tackycardi med 150- 170 slag i min. Lægen der baksede med mine ben er nu ved at tage en scalp ph på baby, og resultatet er ikke helt godt, og vi bliver spurgt om vi vil overveje et kejsersnit, men inden vi når at overveje noget ændre hun det til at det vil være bedst at vi gør det nu!
Så mens jeg bliver gjort klar, få Kenneth en kittel, handsker, maske og sko på, og virkeligheden rammer mig pludselig meget meget hårdt, vores lille baby har det ikke så godt, og med tårene trillende ned af kinderne bliver jeg kørt ind på operationsstuen. Efter en del besvær med at lægge en ny bedøvelse og talrige forsikringer om at den virker, kommer lille Sarah til verdenen d 15 marts kl 11.17.
Har senere fået af vide at hun skreg allerede inden de havde fået hele hendes krop ud. Jeg fik ikke hende at se helt helt ny, det gjorde Kenneth, Hun var sund og rask. Jeg så hende først 10 min senere da hun var blevet tørret af, men sikke nogle store øjne og buttede kinder, hun vejede 4020g og var 53 cm lang. Kenneth gik på fødegangen med Sarah, mens jeg blev syet sammen og kørt på opvågning. Jeg holdte hende første gang kl 12.25.
Det var min historie om en ikke helt alm. fødsel der tog 31 timer og 32 minutter, men alt endte godt, og hun er idag en dejlig pige på 6½ måned, 77 cm lang og små 10,2 kg!
Anmeld
